Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Jan Kjærstads mesterlige forskudte Utøya-roman

Kjærstad gennemlyser i sin nye roman den proces, hans norske landsmænd gennemgår efter Utøya, fra uskyldstabet over hele følelsesregistret af bestyrtelse, raseri, hævntørst og had til fascination, nyfigenhed og ’sorgporno’
Kjærstad gennemlyser i sin nye roman den proces, hans norske landsmænd gennemgår efter Utøya, fra uskyldstabet over hele følelsesregistret af bestyrtelse, raseri, hævntørst og had til fascination, nyfigenhed og ’sorgporno’

Paw Gissel

Kultur
15. juni 2018

Der skal et vist mod, en veludviklet psykologisk sans, seriøs politisk refleksion, en ikke ringe dybsindighed, en overlegen kompositionsevne samt en elegant og finurlig pen til at løfte et emne, som det norske Jan Kjærstad har givet sig i kast med i sin nyeste roman, Storefjeld. Men han indfrier det hele, det er slet og ret et storslået stykke skønlitteratur, og desuden et stykke politisk erkendelseslitteratur, der er kommet ud af det. Tilmed et stykke suspenselitteratur, hvor spændingen holder til sidste side.

En af Arbeiderpartiets koryfæer, Arve Storefjeld, ’Store Arve’, hans elskerinde, hans datter og leder af partiet in spe, Gry Storefjeld, samt hendes mand og dennes niårige datter bliver fundet i Store Arves hytte på fjeldet med halsen skåret over. Grys tidligere kæreste, Nicolai Berge, søn af en anden af Arbeiderpartiets ledere – fra en mere intellektuel fløj – og dybt ulykkelig over, at Gry har slået op med ham, anklages for mordene ud fra indicier, Berge er blandt andet uddannet i nærkamp ved militæret.

Norge er i chok.

Når jeg siger, at der skal mod til at gå i gang med projektet, er det naturligvis, fordi enhver der åbner bogen uvilkårligt vil læse den som en – forskudt – skildring af Breivik-sagen.

Berge er dog en helt anden person end Breivik, en politisk skarpsindig, men ikke særligt succesfuld novelleforfatter. Han har studeret religionsvidenskab, har svært ved at formulere sig mundtligt, men er medlem af Arbeiderpartiets ungdomsorganisation og har altså været kæreste med partiets kronprinsesse. Ved således at skabe en helt anden figur, som imidlertid havner i samme situation som Breivik, vender Kjærstad sin søger mod tilskuerne, publikums reaktioner. Og viser hvor usikre og volatile, begreber som sandhed og virkelighed er.

Er Berge gal? 

Jan Kjærstad: ’Storefjeld’.

 

Historien er fortalt fra tre sider: Journalisten Ine Wangs, som interviewer Nicolai Berge i anledning af mordene; den selvvalgt ensomme dommer i sagen, Peter Malms, der har smag for cocktails, samt Nicolai Berges egen i bogens sidste tredjedel.

Det er ikke mindst denne sidste tredjedel, som er et mesterstykke. Læseren følger Nicolai Berges tankestrøm gennem den lange retssag, vi får udmalet folkestemningen via vidneudsagn, vi får hans refleksioner over, hvad der får folk til at sige, som de gør, og samtidig holdes usikkerheden om, hvorvidt Berge er morder eller ej ved lige helt ned i skriften, som når han tænker, at han fortalte Gry »om menneskets længsel efter at overskride virkeligheden, komme bag den, nå frem til den anden side. ’Som om man snitter gennem et slør med en kniv,’ sagde jeg ... Eller sagde jeg det? Jeg tror ikke jeg sagde det.« Kniven bliver redskabet til at nå ’den anden side’, men samtidig fastholdes vi i uafgørligheden.

Også i andre scener optræder knive på mistænkelig vis, og når Berges chokreaktioner, og hans – ja, længsel efter den anden side skrives frem undervejs, ved man ikke, hvad man skal tro. Er Berge gal?

Under hele retssagen forholder han sig tavs, hvilket burde virke usandsynligt, men ikke gør det, når man får så detaljeret og intimt indblik i hans personlighed, som tilfældet er.

»Når jeg tav, skyldtes det også at jeg var ramt af en kolossal ligegyldighed. Alt var alligevel meningsløst. Flere aftener lå jeg i cellen og gennemgik alle guderne, små og store ... ingen af dem kunne hjælpe. Jeg var alene i en meningsløs tilværelse ... Bag, over, immanensen fandtes ingen transcendens, kun mere immanens.«

Igen dukker længslen efter ’den anden side’ op uden hvilken tilværelsen er ligegyldig. Berge har åbenbart ikke noget at tabe.

For kendere af Kjærstads forfatterskab føjer der sig desuden et intertekstuelt lag til de øvrige: Selvom Berge langtfra virker som en koldblodig morder, så har Kjærstad jo tidligere, i trilogien Forføreren, Erobreren og Opdageren, ladet sin romanfigur Jonas Wergeland blive dømt for mord på sin kone, hvor man heller ikke skulle have troet det. Man holdes i tvivl.

Sporskift

Ved at skrive ’bagom Breivik’, vi er tilbage i tiden før mordene på Utøya, – »vi nordmænd er ikke forberedte på, at sådan noget kan ske«, tænker Ine Wang – kan Kjærstad gennemlyse hele den proces, hans landsmænd gennemgår, fra uskyldstabet over hele følelsesregistret af bestyrtelse, raseri, hævntørst og had til fascination, nyfigenhed og ’sorgporno’, som der står et sted, samt alle fantasmerne, som med tiden yngler vildere og vildere, såvel i medierne som hos anklagerens vidner, hvor Berge antager karakter af et monster, der i øvrigt tillægges nogle af de træk, som karakteriserede Breivik: enspænderiet, fascinationen af computerspil, eksempelvis.

En historiker udlægger Berges politiske blog som et ’manifest’, en ukendt ung kvinde hævder at have været ven med Berge, som hun beskriver som amoralsk og uden skrupler, og Peter Malm tænker: »Man havde forventet terrorisme ... og så viste det sig at morderen, dæmonen, var en hvid mand, en Oslo-dreng ...«

Portrætterne af Ine Wang og af Peter Malm er indtrængende og overbevisende, men portrættet af Berge er slet og ret mesterligt. Endda skrives til slut konturerne af en Jesus-figur frem – Kjærstad er ikke for ingenting teolog – men i ironisk form, som en der skal frelse menneskenes slette, indskrænkede og usympatiske sider. Mere skal ikke røbes, men jeg kan fortælle, at Nicolai Berges blog hedder Pens, hvilket på norsk betyder sporskifte, og at Berge tænker:

»Også jeg stræbte efter det punkt i en historie hvor indholdet vred sig og blev til noget andet end hvad læseren havde troet, alt tog en ny drejning, som om der var lagt en sporskifter ind midt i novellen.«

Det samme gælder for romanen.

Jan Kjærstad: ’Storefjeld’. Oversat af Sara Koch. Rosinante, 368 sider, 230 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her