Læsetid: 3 min.

Jan Thielkes kunstneriske evner overbeviser ikke

De få vellykkede digte i Jan Thielkes nye samling formår ikke at fjerne indtrykket af, at skuffen blot er blevet tømt
15. juni 2018

På et litterært seminar for nylig udtrykte en forfatter – det var konkret Mathilde Walter Clark, men det lå i luften, at andre, om de turde, kunne sige det samme – sin ærgrelse og forundring over, at anmeldere så ofte »skriver en bog ned« i stedet for at »skrive den op«.

Jeg forstår udmærket hendes synspunkt, men kan også nemt komme i tanker om bøger, som ligefrem nærmest modsætter sig, at man skriver dem opad … I stedet anmoder de, meget imod forfatterens vilje, om den modsatte medfart. Der er trods alt grænser for, hvor »empatisk« en anmelder kan være, men det er indimellem også begrænset, hvor morsomt det er at skulle rakke ned.

Med digtsamling nummer fem fra den afgående formand for Danske skønlitterære Forfattere, Jan Thielke, er man i den situation, hvor ens vurdering lige let kan falde ud til både positiv- og negativsiden. Så er der for alvor noget galt.

Bogen har fået sin titel Nordic Noir efter et lidt spøjst, men immer væk lige lovlig tyndbenet digt af krimianalytisk og mediekritisk art, hvori den skandinaviske velfærdsstat trods sine mangler konsolideres, hver gang en politikommissær finder frem til en morder. Omkring denne tekst ordner digtene sig i diverse klynger eller klumper, som ikke har ret meget med hinanden at skaffe. Først en række »Tilegnelser«, dvs. henvendte og til dels metapoetiske tekster. Dernæst otte naturstudier, hvoraf halvdelen umiskendeligt er influerede af Per Højholts sene lyrik og blegner ved sammenligning med denne.

Efter krimidigtet genoptager Jan Thielke sin erotiske interesse

Jan Thielke: ’Nordic Noir’.

fra det Dante-inspirerede langdigt Ånden er over os (2005). Så kommer der et isoleret digt tilegnet kollegaen og vennen Jan Sonnergaard, skrevet bare en måned inden dennes død. Desillusion og værtshusstemning sammenflettes med referencer til Ewald og Oehlenschläger i, hvad der ligner en sort profeti:

»Alt kan købes.
Kærlighed, selvfølgelig, og det der falder uden for.
Et pust. Et gnid. Hvalens spring.
Det frie fald kan købes
og et plaster og lige en genstand til
her på Aladdins bule.«

Man har på dette sted i bogen stadig vanskeligt ved at se en linje eller et sammenbindende ærinde i bogen, og ganske rigtigt springer den da også over i et helt nyt spor med fire danmarkshistoriske digte(!), der dog måske kan siges at genoptage ideerne og den reportageagtige teknik fra en sektion af Jeg er familie (1998).

Koldsindig og kras

Resten, dvs. en god tredjedel, af den nye bog er viet familien med forfatterens mor i centrum. Hun døde for et lille års tid siden, efterladende sig et inventar med julenisser i tusindvis samt hos børn og søstre særdeles uens minder. Over for de allernærmeste, sagde præsten i sin bisættelsestale, kunne hun være »hadefuld og hævngerrig«. Asken blev bagefter spredt i en fjord, hvad sønnen fuldt ud forstod: 

»for hvor må tanken
om den evige ild
have pint dig.«

En nøgle af en slags leverer bogen i form af en indskudt firesiders novelle, af hvilken det fremgår, at moren på et tidspunkt mistænkte begge sine sønner for tyveri og derfor sørgede for at få deres fingeraftryk på to glas!

Alt i alt må familiesuiten, som utvivlsomt har været nødvendig at lave, betegnes som koldsindig og kras. For digtsamlingen som helhed indebærer den, at jeg som læser kommer tæt ind på livet af dens forfatter og må føle sympati med denne som offer for et psykisk tyranni, som efter beskrivelsen at dømme blev pakket ind i nøje oplistede gaver og hyllet i et røgslør af sort humor.

Men bliver jeg af dette overbevist om Jan Thielkes kunstneriske evner? Jeg synes det ikke og begrunder min skepsis med det faktum, at han i denne samling uden synderlig samling har valgt at inkludere fem-seks vits- og vignetagtige tekster, som befinder sig langt nede på den forkerte side af bagatelgrænsen. Man læser her:

»Naturen er
en afstand
ingen steder fra«

eller

»Direktionsgangen er udliciteret
til min fuckfinger«

og må automatisk tænke, at hele skuffen i skrivebordet er blevet tømt.

Egentlig en ærgerlig konklusion. For indimellem, både i de litterært overlæssede tilegnelser og i de senere kærligheds- og erindringsdigte skyder der sig en skarphed frem, en hensynsløs, fandenivoldsk kynisme, en kompromisløshed i selvudleveringen. Som her i »Romantisk essens«:

»Tænder! For satan, vores kys
bliver aldrig andet.

Blidt bider de hinandens
læber bort.

Og tungen. Som så umuligt
kan sige det.

Og bliver bedre til det.
Stadigt bedre.«

Det havde været kønt, om dette og et par andre velturnerede digte havde kunnet trække alle de øvrige op. Men sådan spiller hammondorglet desværre ikke.

Jan Thielke: ’Nordic Noir’. ARTUR/et turbine forlag, 103 sider, 200 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu