Læsetid: 4 min.

Kamufleret som fantasy skriver Dennis Gade Kofod både om hverdagen og om udlændingepolitik

Dennis Gade Kofod skriver en meget smuk, og også karsk og nogle gange lidt ulækker prosa, fuld af øjeblikke, der føles lykkelige og sørgmodige på samme tid. ’Folkemøg’ er genkendelig i sine fantasyingredienser, men den er ligeglad med genrens vulgært episke træk
15. juni 2018

Dennis Gade Kofods nye bog Folkemøg er en fuldblods fantasyroman, som samtidig fuldstændigt underminerer genren. Ingredienserne er der ellers: Riget på den navnløse ø har noget vagt middelalderligt over sig; man ligger i krig med troldkællingen på den anden side af havet; med sine runer giver troldmanden liv til mekaniske insekter, der ikke samler nektar, men derimod billeder af undersåtternes liv; kongen er taget til fange; den unge dronning Ursula strutter af liv; et magisk træ er ved at dø i byens midte.

Men Folkemøg vil noget andet med de ingredienser. Den er ligeglad med fantasy-genrens vulgært episke træk. Den vil ikke skrive om, hvordan store fjender overvindes af helte i heltemodige slag, den vil hellere være en vision og en politisk allegori. Og så vil den fokusere på små bitte, smukke og melankolske glimt af materie og hverdag, øjeblikke, hvor tiden og handlingen er sat ud af kraft.

Her slagter nogle familier et får i en baggård i byen:

»Blodet ligger i pytter omkring på brolægningen under de ophængte døde kroppe. Kniven har svært ved at trænge igennem den seje hud, der buler indad, inden den brister, og snittet ned gennem bugen kan lægges. Indvoldene står ud af åbningen som en bølge, ingen så komme. Børnene tager sig for munden og næsen, de voksne ler. Manden, der skar, samler en lunge op og skærer den fri. For morskabs skyld blæser han i den, så den vokser og vokser. Hans ansigt males med alle de safter, der findes inden i det levende. Han slikker sig om læberne.«

Det samme fokus på safter og kropslighed går igen i de nærmest snaskede sexscener – her er snask ikke noget dårligt – mellem dronningen og hendes livvagt, og i temmelig forbløffende passager, der handler om udbygningen af byens kloaksystem. Andre steder går Harald, livvagten, vel bogens egentlige hovedperson, forvirret og retningsløst rundt. Helst ser han på børn, der leger, helst leger han med dem. Det er, som om han ville ønske, han slet ikke var med i den slags historie, der hører til genren, og som han langsomt vikles ind i og går til grunde i.

Folkemøg kæler for disse øjeblikke, hvor livet fremstår som en stadig proces, som en cirkulation af mad og kropsvæsker, som en slidsom hverdag med hemmelige glæder gemt i sig. Det er så fint og uventet midt i denne genre. Det giver en fornemmelse af noget uafvendeligt.

Som politisk allegori

Dennis Gade Kofod: ’Folkemøg’.

På sin egen, mudrede måde er Folkemøg så også en politisk allegori. En mærkelig ordning i riget gør, at alle familier skal give deres tredje barn til øvrigheden. Officielt sendes de til udlandet som diplomater, men allerede fra begyndelsen fornemmer læseren, at det ikke er hele sandheden. Samtidig strømmer der flygtninge til fra den anden side af havet.

De kommer i små både og indsamles i lejre, hvorefter kvinderne tvangsgiftes med de oprindelige beboere og mændene indrulleres i hæren. Efter tre generationer kan man ikke se forskel, de har alle den samme gullige hud, som der står. Alligevel vokser uroen. De rige i byen vil hellere, at flygtningene er en gruppe for sig, for så har byens fattige nogen at foragte. Og måske undergår folket alligevel forandringer, måske kan de ikke opsuge de tilkomne i sig.

Nogle af de indvandrede kvinder viser sig at være fyldt med troldkællingens magi. Når de synger, vækker de en dyrisk vold i deres tilhørere. De er en art terrorister, hvis selvmordsbomber er drevet af trolddom. Til slut har riget bevæget sig fra én forvaltning af indvandring til en anden, fra indoptagelse til afvisning. Begge viser sig at være umenneskelige.

Den har også bevæget sig bort fra en gammel magi, hvor man var forbundet med jorden, og hen mod en nyere, der handler om ejendom. Under alle omstændigheder kan Folkemøg meget let læses i lyset af dansk udlændingepolitik, men den skal nok ikke læses som en direkte kommentar. Det er ikke sådan, at dronningen eller troldmanden står for Inger Støjberg. Den er mere en art politisk fantasi, lidt som man kender det fra scifi-genren: Her fantaseres der om alternative regler for det fælles liv, ingen af dem attraktive, ingen af dem utopiske.

Det er, som om romanen prøver at stille spørgsmål til noget grundlæggende. Hvad vil det sige at være et folk, for eksempel, hvor meget menneskeligt er man i stand til at ofre for at leve i et menneskeligt fællesskab.

Det betyder så også, at romanens handling – sådan en er der selvfølgelig også – føles lidt fjern. Dennis Gade Kofods forrige roman Nancy havde et helt utroligt sug i sig, en fremdrift, hvor fantastik, politik og plottets fremdrift blev uadskillelige. Folkemøg er mere statisk, mere optaget af sit billede af et samfund, hvor reglerne forskyder sig, mindre optaget af de enkelte skikkelser og deres skæbne.

Det er en smagssag, om det så svækker bogen, om det føles som en mislyd. Uanset hvad skriver Dennis Gade Kofod stadig en meget smuk, og også karsk og nogle gange lidt ulækker prosa, fuld af øjeblikke, der føles lykkelige og sørgmodige på samme tid. Det er, som om sætningerne holder store kræfter tilbage i sig, holder dem i kontrol, og så lader dem komme til syne, men kun helt kort, i uventede formuleringer. Et sidste eksempel, Harald og dronningen går til hendes gemakker:

»Der kan de være alene, og krampen har løst sig, og blodet løber sikkert igennem selv de mindste dele af kroppen. Den træthed, der kan følge med kærlighed, er helt anderledes end den, der følger med arbejde, uanset hvor hårdt arbejdet er. Hårdt arbejde lægger lag på kroppen, indtil den er stiv og ødelagt, kærlighed slider dig op indefra.«

Dennis Gade Kofod: ’Folkemøg’. Rosinante, 240 sider, 250 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu