»Hej, hør efter alle sammen, tak. To dage før jeg røg på hospitalet var jeg på opiater. Jeg var afhængig af opiater, jeg fik foretaget plastikkirurgi, fordi jeg forsøgte at se godt ud for jer alle sammen. Jeg fik fedtsugning, fordi jeg ikke ville have, at I alle sammen skulle kalde mig fed.«
Kanye West er live på nyhedstjenesten TMZ, og bliver interviewet i deres redaktionsrum af to tv-værter, da han beslutter sig for at holde enetale til hele rummet. Han er i gang med at forklare, hvorfor han besøgte Trump en måneds tid efter præsidentvalget. Han var høj på opiater, fortæller han, og gik fra to til syv piller om dagen. »I was drugged the fucked out, bro«.
For enhver anden stjerne ville det være en undskyldning, men for Kanye er det bare en diagnose. Han bakker stadig op om Trump som en fri »drageenergi«, der gør, hvad der passer ham. Men han står også ved sin egen sygdom og sit egos overoppustede karakter.
»I hate being Bi-Polar. It’s awesome«, står der på coveret til hans nye, ottende album Ye. Og han begynder det kun syv numre og godt 24 minutter korte album med »I Thought About Killing You«, hvor den 40-årige stjerne fortæller, at han elsker sig selv mere end nogen anden, men stadig overvejer selvmord.
Parafraserer Kendrick Lamar
Visionær producer, rapper, modedesigner, vrøvlehoved, fritænker, provokatør. Kanye West er kontroversiel og har været det i mange år. Så tidligt som den 2. september 2005, da han under liveindsamlingen til fordel for ofre for orkanen Katrina sagde, »George Bush er ligeglad med sorte mennesker«.
Og senest den 1. maj i år da han sagde, »Når man hører om slaveri i 400 år – 400 år! – det lyder som et valg,« Det skete i ovenstående TMZ-interview. West er blevet voldsomt udskældt for det, og kontroverserne har efterfølgende fået ham til at modificere sit nye album helt op til udgivelsesdagen i fredags.
Han har tydeligvis forstået, at konteksten tit glemmes, når raserilavinen ruller. »Nu handler alt om overskrifter, det er som om at hver takt, kan bruges,« siger han til Genius.com. Og fortæller, at han har fjernet ikke bare nogle takter med raps, men hele linjer om slaveri fra Ye – men også tilføjet andre: »I said, 'Slavery a choice' – they said, 'How, 'Ye?' / Just imagine if they caught me on a wild day / Now I’m on fifty blogs gettin' fifty calls,« rapper han.
Han parafraserer også Kendrick Lamar i slutningen af »I Thought About Killing You«. Lamar, der sammen med andre celebrities holdt op med at følge West på Twitter netop efter slaveriudtalelsen, må her se sin sang »Alright«, der er blevet brugt under en række Black Lives Matter-demoer, parafraseret af West. Det sker både melodisk og med linjer, der koketterer med ord, der enderimer på »okay«, der jo er nogenlunde lig med »Alright: »It’s a different type of rules that we obey«. Sygt frækt gjort.
Svigtende virkelighedsopfattelse
Musikalsk mimer Ye den psykisk ustabile tilstand, som West – og medierne – rapporterer fra. Hans rap, hans vokale jeg, er voldsomt i forgrunden, mens musikken bag ham fortæller om svigtende virkelighedsopfattelser. Ikke at det er noget nyt i den geniale producers arbejde, hvor han har sat nye standarder for grænseløse samplinger og genrelån for skabelsen af nye fiktioner.
Men her på Ye er det ikke musikken, der overrumpler. Den bliver i stedet mixet længere ind i baggrunden eller fremstår rytmisk udmagret. Som om knoglerne begynder at stikke ud gennem legemet. Det er en klanglig observation, men kan også forstås i kreativ forstand (omend ikke hele albummet igennem).
Ye er ikke et musikalsk overvældende værk, men stadig med uomtvistelige overrumplinger og forførelser. Nummeret »All Mine« er benådet med både kirkeorgel og den vildeste siksakmelodi komplet med mandefalset. Der bliver sunget sygt falsk på »Ghost Town«, et kneb som West uden tvivl bruger til gennem sang at fortælle om at befinde sig ved siden af virkeligheden. Og så er der »No Mistakes« med det sublime omkvæd oven på et – samplet – klaver, der via sine vederkvægende soulharmonier fortæller, at det hele nok skal gå.
Ikke længere ’übermensch’
Ye er ikke så meget et udtryk for endnu en musikalsk udvikling, men et indtryk af en meget offentlig mental afvikling. En skriftestol eller en terapibriks, kunne det høres som. Med Ye tager han bekendelseslitteraturen i hiphop til nye højder. Og det er både selvudslettelsen og megalomanien, der levnes linjer. Han rapper, at han kan skræmme sig selv, men også at hans sygdom, »my disability« er hans superheltekraft.
Førstepersonen i Wests raps er også stadig en liderlig buk med et alt for materielt eller utilitaristisk kvindesyn. »I love your titties, 'cause they prove / I can fokus on two things at once«. Et syndigt rod, kunne man også kalde manden. Og det paraderer han stolt, ja, tager bølgen af amerikansk hiphop, der behandler psykisk sygdom – fra Kendrick Lamar til XXXTentacion – til et nyt niveau.
I processen skaber han et enormt og givende rum for lytteren at orientere sig i. Han er ikke længere et blændende übermensch (trods superheltekræfter), som vi skal beskue beundrende udefra, men en åben fortælling, vi kan træde ind i – investere os selv i. Der er plads til menneskelig fejlbarlighed ad libitum på Kanye Wests nye album, og på den led er Ye en kærlighedsakt.
For den fri kærlighed
Virkeligheden er ikke hans stærke side. Han anerkender racemæssig ulighed, men han er kunstner, ikke politiker. Og hans ærinde er at befri os alle – både hvide og sorte – åndeligt fra en snævert defineret virkelighed, fra det mentale tankefængsel.
»We’re still the kids we used to be«, rapper han, måske med adresse til Frank Ocean, der for to år siden sang »We’ll never be those kids again«. West vil tilbage til før uskyldstabet, dengang verden var en uendelighed af muligheder. Hvor et bord ikke var noget, man kun skulle sidde stille ved, men også noget man kunne stå på eller kaste med.
I stedet er vi »dopede ud. Vi efterligner andre folks holdninger. Vi er styret af medierne«, som han sagde i TMZ-studiet den 1. maj. Så pegede han på to store billeder af John Lennon og Tupac Shakur i lokalet. Et par revolutionært anlagte fritænkere, som begge blev skudt. Ude i virkeligheden. »Jeg vil ikke være den tredje på den væg, men jeg er villig til at blive det. For fri kærlighed.«
Kanye West: Ye (Getting Out Our Dreams/Def Jam/Universal)
