Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Kanye West tog til en bjergdal og kom tilbage med fem albummer

I flugten fra offentlighedens altfortærende blik tog Kanye West til en dal i Wyoming, og der skabte han minsandten fem albummer på stribe. Et bemærkelsesværdigt comeback fra en af vor tids mest kontroversielle superstjerner. Men også et porøst comeback
Kanye West.

Kanye West.

Willy Vanderperre

Kultur
29. juni 2018

»Please, baby, no more parties in L.A.« rappede Kanye West på sit forrige album The Life of Pablo fra 2016. Og den nu 41-årige stjerneproducer, rapper, modedesigner og selvudnævnte vismand fik sin vilje.

Men først skulle han igennem noget, der lignede et nervesammenbrud. Under en koncert 17. november samme år i San José erklærede han sin støtte til Trump. To dage senere ved en koncert i Sacramento langede han i en 17 minutter lang enetale ud efter venner og samarbejdspartnere. »Jay Z, I know you got killers. Please don’t send them at my head. Please call me.« Kort efter forlod han scenen. Koncerten varede omkring 30 minutter. Og to dage senere aflyste han resten af sin turné og blev indlagt.

Ikke flere fester. Ikke mere rampelys. Please.

Fem albummer på fem uger

Så Kanye West tog til Wyoming i maj 2017. Den nordvestlige, bjergrige stat, der huser størstedelen af Yellowstone National Park og for en stund også et af de største og mest offentligt ramponerede egoer i moderne musik.

West gik i et studie i dalen Jackson Hole klemt inde mellem bjergkæderne Teton Mountain Range og Gros Ventre Range. Og gik i gang med at skabe fem nye albummer i det, der er blevet døbt The Wyoming Sessions.

Fem meget korte albummer vel at mærke. Syv numre (otte på et enkelt) og henholdsvis 21, 24, 24, 27 og 23 minutter lange. Fem plader med Kanye West ved mikrofonen og/eller som producer/komponist. Udgivet over fem fredage i træk. En 1-2-3-4-5-knockout-kombination fra en mand, der aldrig er løbet fra en slåskamp i offentlighedens søgelys.

Det kontroversielle cover til Pusha T's 'Daytona'

Det kontroversielle cover til Pusha T's 'Daytona'

Universal Music

Plade 1: Pusha T

Som spydspids havde Kanye West placeret den diamantskarpe fighter, Virginia-rapperen Pusha T. Albummet Daytona, der udkom den 25. maj, er noget nær et mesterværk i Wyoming-kvintetten af plader.

Med rapperens brillant slæbende flows, snu fraseringer og stenhårde observationer fra livets overdrev og det overdrevne liv. »Cocaine soldiers, once civilians.«

Og Kanye West i sublim minimalistisk modus. Hør bare åbneren »If You Know You Know«, og hvordan det begynder med et spinkelt beat og et kort, lysstemmet vokalloop. Hvorefter det svulmer op med bas og elguitar, men først for alvor flår dig med i breaket, hvor det lyse vokalloop forlænges og nu helt uimodsigeligt river dig med i groovets synkoperede optrapninger.

Der er en genial balance mellem energiakkumuleringen i det korte vokalloop og forløsningen i den længere udgave. Tilbageholdt versus forløst energi.

Eller nyd »Come Back Baby«, hvor det æstetiske trick er den brutale kontrast mellem klanglig nihilisme og klanglig romantik. En olmt forvrænget bas og en spartansk trommemaskine akkompagnerer Pusha T’s hårdt vundne visdom.

»They say don’t let money change you / That’s how we know money ain’t you.« Som dernæst afløses af et langt sample fra den humanistisk hjerteblødende soulsanger George Jackson: »Come back, baby, try me one more time.«

Daytona er en knytnæve, som er blevet klemt stadig hårdere sammen. Som kul klemt til diamant under bjergkædernes vægt. Pusha T’s groovekunst og hans talemelodiske fraseringer er brillante, og West bestiger endnu en bjergtop som producer. Allerede her har hans comeback vundet afgørende vægt.

Daytona er så også det mest kontroversielle album i Wests femfoldige comeback. Coveret er et foto af Whitney Houstons beskidte badeværelse overstrøet med stoffer og affald taget i smug i 2006 sandsynligvis af et familiemedlem – og købt for Kanye Wests egne 85.000 dollars til albumcoveret.

Er det passende, ikke mindst i betragtning af at Houston i 2012 døde en kokainrelateret død, og at Pusha T selv har været pusher? »The only rapper that sold more dope than me was Eazy-E«, som han rapper. Mens en samplet soulsanger synger i en badeværelsesakustik …

Det sker på tracket »Infrared«, som satte en anden kontrovers i gang. Her angriber Pusha T nemlig kollegaen Drake. Som svarede igen. Hvorefter Pusha T replicerede endnu mere giftigt, blandt andet ved at påpege, at den canadiske verdensstjernerapper er ved at gentage sine fars synder som fraværende far. Så sluttede Drake fred med Pusha T. Som tydeligvis er en mand, man slår sig på.

Kanye West.

Kanye West.

Tony Gupta

Plade 2 og 3: Kanye West og Kid Cudi

Ugen efter Daytona, fredag den 1. juni, udkom Kanye Wests eget og ottende album Ye, som vi tidligere har behandlet her i avisen. Og ugen efter, den 8. juni, var West igen albumkunstner, denne gang med sin nye duo bestående af West og Kid Cudi under navnet Kids See Ghosts.

To mænd, der begge har været ret så åbne omkring deres psykiske problemer, ja, Kid Cudi var en af banebryderne inden for denne nye sårbarhed og ærlighed i afroamerikansk hiphop/r&b. Så sent som sidste år bekendtgjorde han på Facebook, at han var checket ind på en afvænningsklinik og døjede med selvmordstanker.

West & Cudis album, der også hedder Kids See Ghosts, virker i sig selv terapeutisk. Åbningsnummeret er fyldt med vokal amok, mundmaskingevær, brøl, wuuuuuh ud i store klangrum. Måske en form for råbeterapi i nærheden af det californiske primalskrig, som Arthur Janov opdyrkede i de sene 60’ere – blandt andet med Lennon som fortaler.

Albummet er et pilleglas med blandede, svære følelser. Kid Cudi føler sig fri, men intet gør ondt længere, hvilket kunne pege på psykofarmakaens bedøvelse.

Musikalsk starter det alfaagtigt. Den glamrockede stampen på »Fire«, det sublimt bølgende korloop under Wests stemme på »4th Dimension«. Så er der et vendepunkt ind i det afdæmpede, anderledes melankolske fra og med den femte sang »Reborn« og pladen ud. »Ain’t no stress on me lord / I’m moving forward / Keep moving forward.«

Personligt finder jeg første halvdel af pladen lettere fjollet. Sikkert udfriende for de to herrer, at fyre af, men det er først i anden halvdel, at det finder en form, der synes meningsfuld for andre.

Nas.

Nas.

Jason Hechler

Plade 4: Nas

Så er vi i mere hjemmevante territorier ugen efter den 15. juni med albummet Nasir. Det starter med store kor omkring den gamle konge af New York, rapperen og Jay-Z-rivalen Nas, der tårner sig op i hiphop-historien især med klassikeren Illmatic. Som så er 14 år gammel.

Men den 44-årige Nas kan da stadig skyde med skarpt: »SWAT was created to stop the Panthers / Glocks were created for murder enhancement / For hunting men, circumstances.« Dog ikke som den mest letbenede rapper. Hvorfor det giver meget god mening, at West går efter de mere monumentale, lidt mere old skool produktioner til manden.

Det fungerer fint på »Cops Shot The Kid« komplet med et samplet skrig. Eller på den episke »Bonjour«, som med klaver, kor og strygerstabs kunne være soundtrack til en Sergio Leone-gangsterfilm. Ja, i det hele taget griber West på Nasir dybt i værktøjskassen, ned til hans tidligere claim to fame, hans store evne til at rekontekstualisere samplinger fra soulmusikken. Det var dengang han stadig strøg lytterne med hårene og gav dem en afroamerikansk baseret wellness.

Nasir virker lidt for nem sine steder. Vi ved jo trods alt, at West kan sample soulsange med begge hænder bundet på ryggen.

Teyana Taylor – Fra coveret til Teyana Taylors aktuelle album 'K.T.S.E.'

Teyana Taylor – Fra coveret til Teyana Taylors aktuelle album 'K.T.S.E.'

Universal Music

Plade 5: Teyana Taylor

Men så gør han alligevel noget vildt på det femte og sidste album fra The Wyoming Sessions, Teyana Taylors soulalbum K.T.S.E., der udkom den 23. juni.

Men først er det lidt mærkeligt: Laserstråler pulserer tykke og fede henover et henført soulkor. Teyana Taylor begynder at synge med en smuk rustrød stemme, men kommer igen og igen under beskydning af laserkanonerne. Det er en forvirrende start på albummet, der ellers dyrker en ret så organisk soul-fornemmelse.

Undervejs slås der også nogle lidt rutineprægede produktioner. »Never Would’ve Made It« kunne have været en Jackson 5-sang og »Hurry« kunne have været et D’Angelo-track.

Kanye West gør, hvad der passer ham. Men i sine fjollede eller bagstræberiske øjeblikke blæser han måske også spindelvævene af kraniekisten, så han kan levere en så stor og enkelt tænkt produktion som »Rose In Harlem«, der stråler over et ikke ubetinget ophidsende album.

Det gør den med en vokal- og en messingblæsersampling fra soulgruppen The Stylistics, som West og hans medproducere bygger en majestætisk melankolsk komposition op omkring. Mens Taylor kvitterer med en ret så fornem åndsbeslægtet præstation, der handler om forræderi: »It be the ones, the ones you trust – them too.«

Wyoming Sessions = Dogme 18

Kanye Wests aktuelle comeback fra de psykiske problemer og tavsheden er en tour de force, men også en porøs strategi fuld af mulige angrebsflanker. Der bliver hvilet på laurbærrene, hvilket er noget forholdsvis nyt og uvant i hans karriere, indvarslet først for to år siden på hans album, The Life of Pablo.

Wests geni manifesterer sig også i hans valg af samarbejdspartnere, i denne omgang især producerne/sangskriverne Andrew Dawson og Mike Dean. Samt de forskellige kunstnere. Og efter disse fem plader fra Wyoming, efterlades man med følelsen af, at han i den kreative krydsbelysning, i de mange forskellige setups har fundet ny mening. Alle plader kaster perler af sig. Flere af dem fejler som helheder. Men Kanye West ved helt sikkert, at man kan fejle bedre og bedre.

Det er oplagt at høre The Wyoming Sessions som en slags Dogme 18 for Kanye West: Fem ultrakorte plader alle realiseret det samme sted og udgivet med en uges mellemrum. Fjernt fra storbyens tummel, med udsigt til bjerge og dermed måske til noget, der for en stund kunne sætte Kanye Wests ego i perspektiv. Mærkeligere ting er sket.

Pusha T: ’Daytona’ (Geeting Out Our Dreams Records/Def Jam/Universal)

Kids See Ghosts: ’Kids See Ghosts’ (Takashi Murakami/Kaikai Kiki Co./Universal)

Nas: ’Nasir’ (Mass Appeal Records/Def Jam/Universal)

Teyana Taylor: ’K.T.S.E.’ (Getting Out Our Dreams/Def Jam/Universal)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her