Læsetid: 4 min.

I Katrine Marie Guldagers nye roman bryder et moderimperium sammen

Katrine Marie Guldager skildrer morens svære afsked med morrollen i en roman, der er både parodi og kliché, smuk og original. Er det også den umodne og megalomane mors forvandling til et barn, hun skildrer?
Katrine Marie Guldager skildrer morens svære afsked med morrollen i en roman, der er både parodi og kliché, smuk og original. Er det også den umodne og megalomane mors forvandling til et barn, hun skildrer?

Kirstine Kiilerich

8. juni 2018

’Midtvejskrise’ er måske ikke noget smukt ord, men tilstanden indeholder en form for skønhed. Kvinden er mor og datter på samme tid, intenst, men kortvarigt. To identiteter spejler sig i hinanden, eller i virkeligheden fire, mor/mor, datter/datter. Så følger tabet, både af rollen som mor og af rollen som datter.

Hvad bliver så tilbage?

Overgangen og fornemmelsen – eller den glimtvise erkendelse – af tabet skildrer Katrine Marie Guldager flere steder i den lille roman både smukt og enkelt og præcist. Som her:

»En mor går fra at være alt til at være en lille bitte smule. Et efterårsblad.«

Det er altså tilsyneladende, hvad der er tilbage: en lille bitte smule og døden.

Med tung kuffert til ødegården

Midtvejskrisen med tilhørende faste genreformer var vist ellers noget, mandlige forfattere i lang tid havde en slags monopol på. I en grad, så formen efterhånden blev til en kliché, tit en morsom kliché, men ikke altid tilsigtet morsom.

På den måde er der en fin ironi i, at Katrine Marie Guldager gennemspiller klichéen (en af dem, kriseromanen findes selvfølgelig i flere varianter) med stor og parodisk nøjagtighed, men med omvendt kønsfortegn. Her er det altså kvinden, der er i krise og overgang.

Vibs, som den lidt over halvtredsårige hovedperson hedder (mere ironi: der er intet ’vibset’ eller for den sags skyld ’vimset’ over tunge og selvretfærdige Vibs), er taget alene til familiens ødegård i Sverige.

Hun er lige blevet fyret fra sit gymnasielærerjob, uventet, men måske for andre ikke så uventet, i hvert fald er det sket efter et for hendes temperament typisk sammenstød med den vennesæle rektor.

Hun er desuden grundigt træt af livet med Bent (som i virkeligheden hedder Lars, Bent-prædikatet, det ’bentede’, er hustruens (kastrerende) straf af ægtemanden). Bent er den legemliggjorte forudsigelighed, blød, sød og rar, men kedelig.

Et sted bagude spøger desuden en vistnok veloverstået kræftsygdom, en langvarig og aldrig forløst konflikt med den nu afdøde mor, og så er der altså den fornyligt hjemmefraflyttede datter Laura og tomrummet, hun efterlader.

Det er en ordentlig kuffert at rejse med og en smerteligt stor én at skulle pakke ud.

En kamp mellem vrede og sorg

Alle den mandlige midtvejs- og kriseromans kendetegn (i varianten ensom-mand-i-sommerhus) rejser som antydet med.

Ødegården bliver rammen om det symboltunge naturmøde, to slags natur ser hinanden an. Sneen ligger tungt omkring huset, strømmen går. Vibs varmer sig med store slurke rom, hun bakser med tunge maskiner, som ellers er Bents domæne. Hun slår sig, hun bløder. Hun vakler mellem sin selvskærmende råhed (vreden) og den langsomt fremvoksende indsigt og mulige forsoning (sorgen).

Sprogligt kommer vreden til udtryk i en hurtig og afrapporterende stil, nøgtern som Vibs selv, og i voldsomme og aggressive udbrud (»Forbandede lortesår«, »Tak, røvhuller.«). Sorgen i indfølende naturskildringer, nogle steder inspireret af den Tranströmer-bog, som Vibs har med sig på turen (»Mørket falder sådan, gennem huden, gennem tiden, svirper opad«).

Det ene sprog – vredens og udfaldenes sprog – tegner et firkantet billede af en firkantet person, skiftevis selvretfærdig og selvynkende. Det andet – det poetiske og reflekterende sprog – lyser indimellem teksten op og giver idéen om naturen og ensomheden som fødselshjælper for selvindsigten en vis troværdighed.

Når megamoren giver slip

Men ellers synes jeg nok, at hele konceptet – nu som før, med mandlig eller kvindelig synsvinkel – kan være lidt tungt at danse med. Til og med den natlige ekspedition, mødet med bjørnen og dens mørke blik, selvovervindelsen, da Vibs aftager sine klæders tunge brynje og presser sin nøgne hud mod ensomme og sølle Johan i nabohuset, en anden indefrossen. Og til og med gensynet med Bent, på nye præmisser; tåreopløst, omsorgsfuldt, sårplejende.

Tilbage står motivet, morens dobbelte tab. Og det står stærkt og i en anderledes belysning end den typiske.

Katrine Marie Guldager har som antydet ikke gjort Vibsportrættet glat, Vibs er stridbar, svær at holde af og svær at lukke op, især er det svært for hende selv. Hun er ikke bare en mor, der slås med at komme overens med et tab, hun er moderimperiet, der slår revner og går under.

Hvornår har man ellers set den megalomane mor beskrevet så direkte og så omsvøbsløst?

Den lykkelige udgang for Vibs – for megamoren – ville vel være at kunne blive to om afskeden med den unge voksne, moren og faren, og dermed fælles både om kærligheden til datteren og om forventningerne til den nye livsfase frem mod den sidste afsked.

Men jeg er ikke sikker på, at det er romanens eller Vibs’ perspektiv. Der er ikke meget voksenfællesskab, ikke meget modenhed og ikke meget myndighed over Vibs’ putten sig i Bents favn eller i hendes anråbelse af hans faderlige trøst og beskyttelse: ’Varm mig, reparer mig, tag dig af mig!’

’Er det dét, megamoren forvandler sig til, når hun endelig giver slip?’ synes romanen at spørge, uden måske at ville det. Sin egen datter, et barn?

Katrine Marie Guldager: ’Bjørnen’. 176 sider, 150 kr. Gyldendal

Vi har givet forfatterne frihed til selv at bestemme, 
hvordan de vil fremtræde, og hvilken rolle de vil spille
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørn Andersen
Jørn Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu