Læsetid: 5 min.

Fra kirkekamp over kulturkamp til religionskamp

Sognepræst Henriks Bachs historiefortælling om Tidehverv fra 1920’erne til i dag er mere spændende end størsteparten af tidens romaner
29. juni 2018

Er man udstyret med en utilladeligt kort historisk og kulturel erindring, vil man måske kun forbinde ordet Tidehverv med navnene på to præster og fætre, som i 00’erne sad på Tinge for Dansk Folkeparti og optrådte som talsmænd for indvandrerskepsis og national konservatisme.

Men Tidehverv har en historie, der rækker meget længere tilbage end Jesper Langballe og Søren Krarup, og som i dag tillige strækker sig længere frem, bl.a. i kraft af sidstnævntes meget lidt tavse og ikke særlig selvudslettende døtre.

Hvor lang historien i grunden er, og hvilke spændende dimensioner den rummer, kristeligt og kulturelt, kan man nu overbevise sig om gennem en yderst veltilrettelagt og elementært velskreven bog af Henrik Bach, sognepræst i Fårevejle. Han har sat sig grundigt ind i stoffet og formidler det kyndigt og klart, men han har også forstået at kombinere de overordnede perspektiver med indsigtsfulde portrætter af de personer, der tegnede Tidehverv siden bevægelsen blev til i midten af 1920’erne.

Eller: bevægelse og bevægelse, det er nu så meget sagt. Ret beset har Tidehverv aldrig været andet end et tidsskrift og et årligt sommermøde, der fra starten var præget af frygtløs modsigelyst, aggressiv polemik, uforfærdet intellektualitet samt naturligvis et fælles evangelisk-luthersk fundament.

Det begyndte som en søgen efter en gyldig nutidig position at forkynde evangeliet fra og måtte derfor føre til et indre opgør i Danmarks Kristelige Studenterforbund. Oprøret var vendt imod føleriet hos Indre Mission, men også imod salvelsesfuld, udstillet, højkirkelig fromhed og »sødsuppekristendom«, der var mere præget af tidsånden end af Helligånden.

Imod dette – og efterhånden en hel del andet – satte de, der samledes om Tidehverv, et lidenskabeligt opgør ind, idet de, som det i jargonen hed, hævdede kristendommen og den kierkegaardske eksistenstænkning til »afgørelse« – en afgørelse truffet »i øjeblikket«, som et samtidsopgør og nutidsopgør.

Til at begynde med gjaldt kritikken de gamle vækkelsesbevægelser og den udvandede grundtvigianisme. Siden 1950’erne og 60’erne lå man i krig med kulturlivet i almindelighed og de kulturradikale i særdeleshed, hvis ikke lige den polemiske harme hældtes ud over velfærdsstatens arkitekter, fordi disse, som det hed, tog det personlige ansvar fra individet og gjorde staten til den store opdrager.

Henrik Bach: ’Konfrontationskurs: Tidehverv og den guddommelige komedie’.

Kristen modernitet

I dag gælder Tidehvervs aktiviteter mest kampen mod det multikulturelle samfund og fænomenet »politisk korrekthed«, men i tidsskriftet angribes også tidens værdirelativisme og hele historietabet. Ordet »dansk« forekommer hyppigt side om side med Gud og tro. Skulle man forsøge at sætte arbejdsfællesskabets ideer på formel, kunne man måske sige, at Tidehverv står for en intellektuelt oplyst kristen modernitet. I det mindste bliver det under gennemgangen slående, hvor konsekvent de har tænkt, og hvor skarpt de som regel har skrevet.

Det demonstrerer Henrik Bach med portrætterende nedslag blandt Tidehvervs »fædre« i mellemkrigstidens kirkeliv og med grundig skildring af dets fire grundlæggere: Niels Ivar Heje, Tage Schack, Gustav Brøndsted og Kristoffer Olesen Larsen. Men vi bliver også mindet om K.E. Løgstrups opgør med Tidehverv, om Søren Krarups fortid som førsteholdsspiller hos Fremad Amager og om distinkte stemmer fra de seneste års debatter, bl.a. den rumænskfødte forsker Monica Papazu, som oplevede mødet med Tidehverv som en ankomst til åndelig frihed, og sognepræst Claus Thomas Nielsen, som genoptager den velkendte gamle, teologisk kompromisløse form.

Med en fæl kliché kunne man sige, at Konfrontationskurs: Tidehverv og den guddommelige komedie er lige så spændende som en roman. Og det passer, gør det, dels fordi det hele tiden er de markante enkeltpersoner, der får lov at bære retningens eller gruppens historie, dels fordi man gang på gang støder på formuleringer, i hvilke der så at sige staves til noget væsentligt, kristeligt og eksistentielt. Værket udvider ens historiske bevidsthed og er velegnet til at skærpe læserens sprogbrug i teologiske spørgsmål, som når det hedder, at uden kristendom som kittet, der holder ruden på plads (og dermed sørger for udsynet), eller mørtelen, der holder sammen på huset, »går human etik til grunde i tomhed«.

Dermed viderefører bogen på smukkeste vis det måske mest værdifulde fra Tidehverv: Dets hævdelse af, at kirkens opgave er at forkynde evangeliet »rent og purt«, men også dets insisteren på, at forholdet til Gud til hver en tid hænger sammen med det mellemmenneskelige: hvordan vi behandler hinanden. For det er der, valget finder sted.

Men det er samtidig der, vandene skilles og fronterne opstår, eftersom man i Tidehverv altid har fortolket den troendes personlige ansvar over i en undsigelse af enhver form for idealisme: Uden Gud fortaber jeg mig i mig selv eller i det, Jakob Knudsen kaldte »vildfaren idealitet«, og ophøjer jeg et menneskeligt ideal, begår jeg set med tidehvervske briller forræderi mod virkeligheden og menneskelivet, fordi den enkelte eksistens derved overtages af et system.

Fromt om folk der foragtede fromhed

Endnu tydeligere bliver konfrontationskursen, hvis man forsøger at oversætte et eksistensteologisk slogan, »at forblive jorden tro«, til nutidig politisk stillingtagen. For indebærer dette krigerisk nationalbevidsthed og ringeagt for mennesker med anden oprindelse, hudfarve og religion, eller betyder det i dag bare noget så tilforladeligt som stedsbunden loyalitet?

Henrik Bach lader dette og andre spørgsmål blæse i vinden, men afslutter dog sin bog med at konstatere, at et skifte har fundet sted. Hvor Tidehverv førhen havde sin styrke og sammensatte identitet i kritikken af alt mellem himmel og jord, har nutiden med sin suppe af sekularisering, traditionstab, indvandring, åndløshed, globalisering, religionsforskrækkelse, rationalisme, materialisme, multikultur m.m. bragt Tidehvervs oprør i bevægelse og vel at mærke tvunget lysere, positive farver frem i en ny generations præster og teologer. Tænk at kunne slutte af så fromt i en bog om folk, som stort set foragtede fromhed, men satte tro over alt andet!

Når bogen virker så ægte, er det fordi den er blevet til i fastholdt bevidsthed om springet – den forskel, hen over hvilken det vertikale fra oven møder det horisontale i menneskehøjde. Det er stadig ægte, sober tidehvervslærdom. For tager man ikke Gud alvorligt, bliver man selv Gud i sit liv. Men hvor havde det været rart, hvis Bach tydeligt havde kommenteret på Tidehvervs ulideligste idræt: de idelige spring fra (berettiget) undsigelse af såkaldt gerningsretfærdighed til nidkær forfølgelse af alle, som ved ansvarlige handlinger prøver at drage praktisk konsekvens af deres tro.  

Henrik Bach: ’Konfrontationskurs: Tidehverv og den guddommelige komedie’. Gyldendal. 352 sider. Illustreret. 300 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Damskier

"de idelige spring fra (berettiget) undsigelse af såkaldt gerningsretfærdighed" - Hvad menes der med "berettiget" i denne sammenhæng, Skyum-Nielsen?