Knud Romers projekt er sympatisk, men romanen er simpelthen ikke gennemarbejdet nok

Der er forfattere, som i kraft af deres person og livshistorie er så god en historie, at det næsten altid er den biografiske historie, der løber med overskrifterne. Når han eller hun træder frem i spotlyset, overstråler personen forfatteren – og dermed sine egne fiktive opfindelser. Uanset om der er tale om autofiktion eller ej.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der i sådanne tilfælde må opstå en mærkværdig konkurrence mellem den biografiske person og den fantaserende forfatter, og at det indimellem kan føles som en sær indvendig kamp, når man vender sig mod spejlet: Hvem er den største i verden her? Historien om mig eller mine historier?

En af de forfattere her til lands, hvor det biografiske på det nærmeste har overtaget historien, er Knud Romer (f. 1960). Romer debuterede med den meget omtalte autofiktive roman Den som blinker er bange for døden om barndommen på Falster i 2006, som ikke mindst blev voldsomt eksponeret, fordi gamle naboer eller bekendte ringede aviser op og påpegede fejl i romanens virkelighed, ’for sådan var det altså slet ikke’.

Dengang var den slags måske ikke helt så meget hverdag, som det er i dag, og tingene rullede, romanen vandt adskillige priser, blev en bestseller og gjorde Knud Romer landskendt.

Og det hele var så fortjent. Det syntes jeg, det syntes man, for var historien om Knud Romer – den historie, man havde hørt i tv, radio, senere i hans eget radioprogram – ikke fortællingen om ’Den grimme ælling’, der endelig var væltet ud af et badekar og ankommet til det 21. århundrede på en bølge af grumsede trængsler? Som havde været igennem en hårdt prøvet opvækst på Falster med den udskammede tyske mor, havde været igennem chikane, som havde været evighedsstudent og umulius, men nu endelig kunne træde frem og modtage De Gyldne Laurbær?

Jo, det var det.

Og nok havde manden en stor mund, hvor der væltede unævnelige ting ud af, men han havde også et stort hjerte. Og hvem har ikke lyst at sætte plaster på et stort blødende hjerte?

I år skriver vi 2018, hvilket er ikke mindre end 12 år efter Romers debutroman udkom. Kort over Paradis må siges at være en længe ventet opfølger.

Kort over Paradis er i lighed med Den som blinker en autofiktiv roman udstyret med et fiktivt spor, jeg ikke vil gøre så meget ud af, fordi det dybest set er en blindgyde. Men det vender jeg tilbage til.

Ren vandring gennem helvede

Vi begynder derimod i autofiktionen, der tidsmæssigt begynder nogenlunde der, hvor debutromanen sluttede; det vil sige ved moderens død. Faderen er efterfølgende gået i stå, i forfald, han kan ikke længere genkende sin søn, det lakker langsomt mod enden.

Læseren rejser i tilbageblik med fortælleren Knud Romer gennem hans uendelige studietid på Litteraturvidenskab i København, der beskrives som en ren vandring gennem helvede.

Det politiske miljø på den tid ligger fjernt fra Romer, og han oplever de gængse husguder Freud, Jung og Lacan som decideret vanvittige. Desuden står det hurtigt klart, at Romers litteratursyn – og livssyn i det hele taget – ikke går hånd i hånd med modernismens.

Dybest set er forfatteren Romer en drømmer, der helst af alt ville have levet i Wien omkring fin de siécle, indhyllet af alt den kunst, der opstod lige præcis på den tid og det sted. Det være sig den klassiske musik, kunstnere som Gustav Klimt og forfattere som Hugo von Hofmannsthal.

Romer sværmer om Wien ved århundredeskiftet næsten som et livsprincip. Han forstår ikke, hvorfor punkere vil ligne noget, katten har slæbt med ind, han forstår ikke, hvorfor litteratur ikke må være fantastisk, utrolig, hvorfor den gode historie skal skubbes ud i kulden.

Han står uden for det meste og isolerer sig i København, drukner sig i alkohol og tjald, får ikke afleveret sine opgaver, og når han endelig gør, består han lige akkurat – udelukkende fordi, der findes et taxametersystem, der har økonomisk gevinst ud af at lade ham slippe igennem.

Det autofiktive spor fortsætter sin fortælling – som vi også i store træk kender fra Romer selv i medierne – nogenlunde frem til nutiden, og er netop en fortælling om en drømmer, der er så tæt på at gå under, men altid reddes at det lykkelige tilfælde.

Om det så er reklamebranchen, han tilfældigt dumper ned i og nærmest mod sin vilje og får voldsom succes inden for, eller hans optræden i Lars von Triers Idioterne, der beskrives som en skizofren oplevelse af stor succes og graverende ydmygelse fra instruktørens, filmselskabets og mediernes side. Alle behandler ham som den idiot, han spiller – og vil vide, hvordan det er.

At være idiot.

Rekvisitter i fortællingen

Sideløbende med dette spor kører et omfangsrigt fiktivt spor, som jeg fuldstændigt kunne have undværet.

Sporet udspringer i fortællerens angiveligt venneløse barndom, hvor den massive længsel efter en kammerat får hans indbildningsevne til at føde én. En fantasiven. Denne ven, M., kommer fra Amerika, og rejser verden rundt med sin familie – hans far er CIA-agent.

M. fungerer sandsynligvis som en flugt fra den triste hverdag, for M. oplever det ene mere kulørte eventyr efter det andet, og det har muligvis virket som flugtstrategi for et barn, men det fungerer ikke som litteratur.

Det er som om, at der i en tredjedel af bogen står konfetti op af siderne – og man aner som læser ikke, hvad det skal bruges til.

Som forfatteren Tjekhov formanede om rekvisitter i en fortælling: Hvis der ligger en pistol, skal den også bruges til noget. Men hos Romer er det ikke bare rekvisitter, der tages frem og forbliver ubrugte, det er hele afsnit, anekdoter, som simpelthen ikke bliver brugt til noget i den store grundfortælling, i det autofiktive spor. I stedet skydes der alt for meget med Romers pistol i øst og vest.

Det er ærgerligt. Jeg har sympati for Romers projekt, og jeg kan underligt nok godt lide den anakronistiske indstilling til livet og litteraturen, som han bærer med sig og som stiller ham uden for tid og sted. Det særkende flyder også over i sproget.

Indimellem bliver det for meget, når Romer bliver indhentet af gamle klicheer, »Wien kom mig i møde som en gammel ven«, eller når han bliver for reklamesmart:

»Billetten var billig, men prisen var høj.«

Men når det er godt, er det bevægende på en ornamenteret og næsten gylden måde, næsten som hos forbilledet Gustav Klimt. Som her, i sin flossede hyldest til Falster – som netop er det landområde, der refereres til i titlen og som forfølger forfatteren som et mentalt sindsbillede:

»Hvorfor var der så fladt? Det var faldet fra himlen.«

Eller om mormorens indflydelse:

»Hun havde givet mig en drøm, som jeg ikke kunne vågne op af, og jeg skulle sove i hundrede år. Jeg lå og læste med hovedet i hånden. Lyset slog ind fra eventyrland, og tjørnehækken voksede op om den evige eftermiddag.«

Nogen ville mene, at det er til den sentimentale side, men jeg mener, at Romer godt kan køre den hjem. Ærgerligt, at han denne gang ikke har gjort det – at romanen simpelthen ikke er gennemarbejdet nok.

Det kunne være endt et virkelig bedre sted, hvis han selv eller redaktøren havde turde trykke på delete-knappen og i det hele taget havde koncentreret sig lidt mere om det endelige mål.

Knud Romer: Kort over Paradis. Lindhardt og Ringhof, 526 sider, 300 kroner.