Læsetid: 6 min.

Knud Romers projekt er sympatisk, men romanen er simpelthen ikke gennemarbejdet nok

Efter 12 år er Knud Romer klar med den svære toer. Den er desværre ikke helt forløst: Der bliver skudt i både øst og vest, og trådene bliver aldrig samlet
Knud Romer debuterede med den meget omtalte autofiktive roman Den som blinker er bange for døden om barndommen på Falster i 2006, som blev voldsomt eksponeret. Ikke mindst fordi gamle naboer eller bekendte ringede aviser op og påpegede fejl i romanens virkelighed, ’for sådan var det altså slet ikke’

Knud Romer debuterede med den meget omtalte autofiktive roman Den som blinker er bange for døden om barndommen på Falster i 2006, som blev voldsomt eksponeret. Ikke mindst fordi gamle naboer eller bekendte ringede aviser op og påpegede fejl i romanens virkelighed, ’for sådan var det altså slet ikke’

Finn Frandsen

8. juni 2018

Der er forfattere, som i kraft af deres person og livshistorie er så god en historie, at det næsten altid er den biografiske historie, der løber med overskrifterne. Når han eller hun træder frem i spotlyset, overstråler personen forfatteren – og dermed sine egne fiktive opfindelser. Uanset om der er tale om autofiktion eller ej.

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at der i sådanne tilfælde må opstå en mærkværdig konkurrence mellem den biografiske person og den fantaserende forfatter, og at det indimellem kan føles som en sær indvendig kamp, når man vender sig mod spejlet: Hvem er den største i verden her? Historien om mig eller mine historier?

En af de forfattere her til lands, hvor det biografiske på det nærmeste har overtaget historien, er Knud Romer (f. 1960). Romer debuterede med den meget omtalte autofiktive roman Den som blinker er bange for døden om barndommen på Falster i 2006, som ikke mindst blev voldsomt eksponeret, fordi gamle naboer eller bekendte ringede aviser op og påpegede fejl i romanens virkelighed, ’for sådan var det altså slet ikke’.

Dengang var den slags måske ikke helt så meget hverdag, som det er i dag, og tingene rullede, romanen vandt adskillige priser, blev en bestseller og gjorde Knud Romer landskendt.

Og det hele var så fortjent. Det syntes jeg, det syntes man, for var historien om Knud Romer – den historie, man havde hørt i tv, radio, senere i hans eget radioprogram – ikke fortællingen om ’Den grimme ælling’, der endelig var væltet ud af et badekar og ankommet til det 21. århundrede på en bølge af grumsede trængsler? Som havde været igennem en hårdt prøvet opvækst på Falster med den udskammede tyske mor, havde været igennem chikane, som havde været evighedsstudent og umulius, men nu endelig kunne træde frem og modtage De Gyldne Laurbær?

Jo, det var det.

Og nok havde manden en stor mund, hvor der væltede unævnelige ting ud af, men han havde også et stort hjerte. Og hvem har ikke lyst at sætte plaster på et stort blødende hjerte?

I år skriver vi 2018, hvilket er ikke mindre end 12 år efter Romers debutroman udkom. Kort over Paradis må siges at være en længe ventet opfølger.

Kort over Paradis er i lighed med Den som blinker en autofiktiv roman udstyret med et fiktivt spor, jeg ikke vil gøre så meget ud af, fordi det dybest set er en blindgyde. Men det vender jeg tilbage til.

Ren vandring gennem helvede

Vi begynder derimod i autofiktionen, der tidsmæssigt begynder nogenlunde der, hvor debutromanen sluttede; det vil sige ved moderens død. Faderen er efterfølgende gået i stå, i forfald, han kan ikke længere genkende sin søn, det lakker langsomt mod enden.

Læseren rejser i tilbageblik med fortælleren Knud Romer gennem hans uendelige studietid på Litteraturvidenskab i København, der beskrives som en ren vandring gennem helvede.

Det politiske miljø på den tid ligger fjernt fra Romer, og han oplever de gængse husguder Freud, Jung og Lacan som decideret vanvittige. Desuden står det hurtigt klart, at Romers litteratursyn – og livssyn i det hele taget – ikke går hånd i hånd med modernismens.

Dybest set er forfatteren Romer en drømmer, der helst af alt ville have levet i Wien omkring fin de siécle, indhyllet af alt den kunst, der opstod lige præcis på den tid og det sted. Det være sig den klassiske musik, kunstnere som Gustav Klimt og forfattere som Hugo von Hofmannsthal.

Romer sværmer om Wien ved århundredeskiftet næsten som et livsprincip. Han forstår ikke, hvorfor punkere vil ligne noget, katten har slæbt med ind, han forstår ikke, hvorfor litteratur ikke må være fantastisk, utrolig, hvorfor den gode historie skal skubbes ud i kulden.

Han står uden for det meste og isolerer sig i København, drukner sig i alkohol og tjald, får ikke afleveret sine opgaver, og når han endelig gør, består han lige akkurat – udelukkende fordi, der findes et taxametersystem, der har økonomisk gevinst ud af at lade ham slippe igennem.

Det autofiktive spor fortsætter sin fortælling – som vi også i store træk kender fra Romer selv i medierne – nogenlunde frem til nutiden, og er netop en fortælling om en drømmer, der er så tæt på at gå under, men altid reddes at det lykkelige tilfælde.

Om det så er reklamebranchen, han tilfældigt dumper ned i og nærmest mod sin vilje og får voldsom succes inden for, eller hans optræden i Lars von Triers Idioterne, der beskrives som en skizofren oplevelse af stor succes og graverende ydmygelse fra instruktørens, filmselskabets og mediernes side. Alle behandler ham som den idiot, han spiller – og vil vide, hvordan det er.

At være idiot.

Rekvisitter i fortællingen

Sideløbende med dette spor kører et omfangsrigt fiktivt spor, som jeg fuldstændigt kunne have undværet.

Sporet udspringer i fortællerens angiveligt venneløse barndom, hvor den massive længsel efter en kammerat får hans indbildningsevne til at føde én. En fantasiven. Denne ven, M., kommer fra Amerika, og rejser verden rundt med sin familie – hans far er CIA-agent.

M. fungerer sandsynligvis som en flugt fra den triste hverdag, for M. oplever det ene mere kulørte eventyr efter det andet, og det har muligvis virket som flugtstrategi for et barn, men det fungerer ikke som litteratur.

Det er som om, at der i en tredjedel af bogen står konfetti op af siderne – og man aner som læser ikke, hvad det skal bruges til.

Som forfatteren Tjekhov formanede om rekvisitter i en fortælling: Hvis der ligger en pistol, skal den også bruges til noget. Men hos Romer er det ikke bare rekvisitter, der tages frem og forbliver ubrugte, det er hele afsnit, anekdoter, som simpelthen ikke bliver brugt til noget i den store grundfortælling, i det autofiktive spor. I stedet skydes der alt for meget med Romers pistol i øst og vest.

Det er ærgerligt. Jeg har sympati for Romers projekt, og jeg kan underligt nok godt lide den anakronistiske indstilling til livet og litteraturen, som han bærer med sig og som stiller ham uden for tid og sted. Det særkende flyder også over i sproget.

Indimellem bliver det for meget, når Romer bliver indhentet af gamle klicheer, »Wien kom mig i møde som en gammel ven«, eller når han bliver for reklamesmart:

»Billetten var billig, men prisen var høj.«

Men når det er godt, er det bevægende på en ornamenteret og næsten gylden måde, næsten som hos forbilledet Gustav Klimt. Som her, i sin flossede hyldest til Falster – som netop er det landområde, der refereres til i titlen og som forfølger forfatteren som et mentalt sindsbillede:

»Hvorfor var der så fladt? Det var faldet fra himlen.«

Eller om mormorens indflydelse:

»Hun havde givet mig en drøm, som jeg ikke kunne vågne op af, og jeg skulle sove i hundrede år. Jeg lå og læste med hovedet i hånden. Lyset slog ind fra eventyrland, og tjørnehækken voksede op om den evige eftermiddag.«

Nogen ville mene, at det er til den sentimentale side, men jeg mener, at Romer godt kan køre den hjem. Ærgerligt, at han denne gang ikke har gjort det – at romanen simpelthen ikke er gennemarbejdet nok.

Det kunne være endt et virkelig bedre sted, hvis han selv eller redaktøren havde turde trykke på delete-knappen og i det hele taget havde koncentreret sig lidt mere om det endelige mål.

Knud Romer: Kort over Paradis. Lindhardt og Ringhof, 526 sider, 300 kroner.

Vi har alle historien om vores eget liv, det der giver retning, mening og orientering, siger Knud Romer. En måned efter udgivelsen af sin nye bog ’Kort over paradis’ mødes forfatteren og journalist Karen Sybjerg i hendes have på Møn. For det var her, hans seneste historie startede
Læs også
Katrine Marie Guldager skildrer morens svære afsked med morrollen i en roman, der er både parodi og kliché, smuk og original. Er det også den umodne og megalomane mors forvandling til et barn, hun skildrer?
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Frede Jørgensen
Frede Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frede Jørgensen

Knud Romer er en af de personer
der har beriget mit liv

Helene Ziegler, Inge Wie Nielsen, Oluf Husted, Christel Gruner-Olesen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Hvorfor står der at bogen koster 300 kr. når man kan få den billigere? Det er da ikke en læservenlig oplysning?

Torben K L Jensen

Knud Romer har vreden og indignationen på rette sted.

Helene Ziegler, Inge Wie Nielsen, Anders Reinholdt, Katrine Damm, Lise Lotte Rahbek, Frede Jørgensen, Kim Houmøller, Christel Gruner-Olesen og Anne Mette Jørgensen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Frede Jørgensen

Jeg synes han har humor og gode iagttagelser. Men altså 12 år om at skrive en bog, er vel lidt afslappet, jeg kan selv godt lide at få noget fra hånden, og bliver i almindelighed mest imponeret over produktive typer.

Anne Mette Jørgensen

Henrik Brøndum.
Allerede,når du skriver afslappet har du jo sendt ham til hjørne. Det er vel ikke sagens kerne.
Der kan være et hav af årsager og du kender dem ligeså lidt som jeg. Måske siger det mere om dig end om K. Romer. Er du i hamsterhjulet, som alle de andre der higer efter anerkendelse.
Normalt bryder jeg mig ikke om ordet, folkeligt men her er det på sin plads. Det er hvad Knud Romer er. . Udover at dit navn er mig bekendt,( Brøndums forlag) så er jeg ikke så belæst at jeg har læst noget af dig. Min fejl , indrømmer.

Helene Ziegler, Inge Wie Nielsen, Jørn Andersen og Oluf Husted anbefalede denne kommentar
Jørn Andersen

Det sidste års tid , har jeg med større og større malice,lyttet til Romers prg. på 24syv. Hans mere og mere maniske fremturen i at ville have ordet,afbrydelse på afbrydelse med egne banaliteter , af sine altid fortræffelige gæsters ræsonnementer,viser en mand helt ude af balance.

Jørn Andersen

Og når man tænker på Romers uhørt grove og nedladende kommentarer til andre mennesker feks. Charlotte rørth,må man konstatere,at hovmod står for fald,er det Rørth,som er endt på et psychiatrisk hospitel ? Nej det er Romer.

Kim Houmøller

Den bog må og skal jeg eje. Kommentarerne her bekræfter mig. Fantastisk med en forfatter, der i den grad kan provokere, og få folk op ad stolene.

Helene Ziegler, Inge Wie Nielsen, Annemette Due, Katrine Damm, Hans Aagaard, Anne Mette Jørgensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Anne Mette Jørgensen

Jeg har ikke noget med mit efternavn at gøre, og er amatørkommentator, men professionel til at drive forretning og skrive programmeringskode. Det bliver læst ganske meget, måske flere millioner gange hver dag, og jeg kan godt sende dig noget, men det kræver at du skriver under på en kontrakt.

Ture Nilsson, Maria Jensen og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar
Anne Schøtt

I en anden artikel i Information beskrives det, at det tog tyve år for Arundhati Roy at spare op til den svære to’er. Just saying. Man bør vel heller ikke plukke en frugt før den er moden.

Helene Ziegler, Katrine Damm, David Joelsen, Anne Mette Jørgensen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Der er et utal af kunstnere, som har som har været normbrydende og ikke altid særlig venlige. Nogen har været på psyk og eller været i fængsel.
Tænk på; Tove Ditlevsen, som tog sit eget liv, August Strindberg, Van Gogh, Stefan Zweig, som også endte i selvmord. Strindberg var udover en fremragende forfatter også en habil kunstmaler. Der er mange flere. Deres kunst er ikke ligefrem udsprunget af en dans på roser.

Helene Ziegler, Inge Wie Nielsen, Hans Aagaard og Henrik Brøndum anbefalede denne kommentar
Anne Mette Jørgensen

Til Henrik Brøndum.
Tak for tilbuddet, men bare ordet, programmeringskode gør mig helt svimmel. Så, nej tak.

Henrik Brøndum

@Jørn Andersen

Der er jeg nu enig, kunstnere skal ikke leve op til samme krav om ordentlig opførsel som os andre. Selvom de er på offentlig hjælp kan de godt tillade sig at tisse på deres madskål.

David Joelsen

Jeg kunne lide Romer og hans vid, men blev skuffet da han fald en læremester i ryggen. Kvaliteten af et værk har heldigvis intet med tiden den bliver til i at gøre. Man skriver ikke bøger efter Scrum-metoden.

Inge Wie Nielsen

Jeg er interesseret! Synes Romer har noget på hjerte, og han er menneskelig med følelser.... han er ikke iscenesat.
Man kommer ingen vegne med at holde kæft, og tie og samtykke.
Han engagerer sig i omverdenen og har en mening...
Det burde vi alle gøre...