Læsetid: 6 min.

Kristian Leths forsvar for fremtiden er sympatisk, selvom det ikke overbeviser

Leths formidlingsiver og -evne og beundringsværdige brede inddragelse af alt fra religionshistorie til arkæologi og statistik er som altid forbilledlig. Men hans forsvar for fremtiden er ikke overbevisende
Kristian Leth vil i sin nye bog gøre op med mængden af dystopiske fiktioner og dårlige nyheder, vi dagligt konsumerer og konfronteres med.

Kristian Leth vil i sin nye bog gøre op med mængden af dystopiske fiktioner og dårlige nyheder, vi dagligt konsumerer og konfronteres med.

Peter Nygaard Christensen

22. juni 2018

Engang i halvfemserne læste jeg i et Anders And-blad, at astronomer havde beregnet, at jorden ville blive ramt af en meteor på selve min 35-års fødselsdag. Det gør mig til cirka samme generation som musikeren og forfatteren Kristian Leth. Født i firserne, da Tjernobyl smeltede ned, og luftalarmerne lød fra den ozonhullede himmel hver onsdag kl. 12. Vi blev kønsmodne med skræmmekampagner om cykelhjelme og HIV – og myndige, da tvillingetårnene og den ny verdensorden styrtede i grus.

I år fylder jeg 35. At dømme efter mængden af dystopiske fiktioner og dårlige nyheder, vi dagligt konsumerer og konfronteres med, er enden måske virkelig nær.

Det er den følelse og fortælling, som Kristian Leth – også kendt for sine glimrende tv- og radioprogrammer om mystik og magi og al slags musik – vil gøre op med i sin nye debatbog Håb. Et forsvar for fremtiden.

Forsvarsskriftet er historiekritik i tidens populærvidenskabelige selvhjælpsstil: »Der er intet aktuelt eller originalt over din fremtidsfrygt,« forsikrer Leth, selvom udgangspunktet også for ham er personligt: Han blev ramt af en reel depression, der gjorde ham ude af stand til at videregive »en ærlig tro på fremtiden« til sine skræmte børn og sin mismodige far, og indså, at det hang sammen med tidens »endeløse strøm af krisefortællinger«, »klage og alarm«.

Forestillingen om, at enden er nær, argumenterer Leth, er dog ikke forbeholdt firserbørn. Den er derimod bygget ind i selve den vestlige kulturs historie- og selvopfattelse, i hvilken vi vestlige mennesker er altings målestok.

Deprimeret og handlingslammet

»For et par år siden var jeg bange for fremtiden,« skriver Leth i en Svend Brinkmann-beslægtet jovial tone. »Måske kender du følelsen? Måske gør alle historierne om verdens undergang også dig deprimeret. Handlingslammet.« Det er bogens grundlæggende argument: Mangel på håb gør os apatiske. Det »fatalistiske fokus på dommedag« i både kulturens spekulative katastrofefiktioner og mediernes tilsyneladende faktuelle rapporter om verdens tilstand skaber en »defaitistisk accept af, at vi ingen indflydelse har.« Vi »bliver angste og passive borgere«, »vælgere, der stemmer ud fra frygt«, sådan som Leth både ser det ske i Trumps USA og de sidste femten års fremmedfjendske danske politik.

Men hvis vi vil løse de reelle udfordringer, som Leth medgiver, verden står over for – klimaforandringerne ikke mindst – har vi »en pligt til at finde mening og håb«. Og der er grund til at håbe. Leth interviewer fire videnskabsmænd i bogen og konsulterer et væld af både videnskabelige, filosofiske og kunstneriske kilder (hvoraf den flittigst citerede er den kontroversielle psykolog, lingvist og debattør Steven Pinker og et forbløffende flertal i øvrigt er mænd). De siger det samme: Historierne om verdens nært forestående undergang er »klart overdrevet«.

Økonomen Max Roser (der står bag den fremskridtsdokumenterende hjemmeside Our World in Data), videnskabsmanden David Grinspoon (der har sagt, at det er »mere giftigt at udsende pessimisme end CO2«), zoologen og journalisten Matt Ridley (der sætter sin lid til menneskelig innovation og argumenterer for, at vi historisk har vist os i stand til at løse kriser, såsom hullet i ozonlaget, ebola og AIDS, der i deres samtid blev udlagt som katastrofale) og historikeren Johan Norberg (der efterlyser flere »dybere og langsommere fakta« og færre hurtige historier) er enige om, at det derimod »kun går fremad«: Deres tal viser, at færre mennesker end nogensinde lever i sult og fattigdom, at befolkningstilvæksten ikke af den grund er ved at eksplodere, at der aldrig har været mindre (målbar) vold, mere sikkerhed og mere konsensus om at handle i forhold til klimaforandringerne. Kvantitativt set er biodiversitetskrisen ifølge en undersøgelse, Leth henviser til, også en faktuelt forkert myte.

Medierne, lyder Leths kritik, favoriserer – med deres »yndlingsskræmmeteknik: lineær fremskrivning af en eller anden tendens« og »sammenblanding af reel videnskabsjournalistik og sensationalisme« – negative fakta, som fremstilles som mere sikre, end de er. Tendensen forstærkes kun af de sociale medier, og fordi vi heller ikke rent kognitivt kan kapere de massive mængder af information, vi egentlig har adgang til, mister vi blikket for det store perspektiv.

Forbilledlig formidling

Bogens argument kan synes modsætningsfyldt. På den ene side agiterer Leth, for at vi skal lade os »oplyse« af fakta, der entydigt »afslører« »verdens faktiske tilstand« og fremskridt. På den anden opfordrer han til, at vi forlader selv samme oplysnings- og fremskridtstanke – som i virkeligheden er en sekulær apokalypsetro formet over en dramatisk urkristen model, hvor vi altid ser os selv stå på tærsklen til enten frelse eller fordømmelse og i begge tilfælde forstår os som verdenshistoriens moralsk overlegne kulmination.

I stedet skal vi, med inspiration fra ikkevestlige og førkristne myter, omfavne mørket og forstå, at »døden er en del af livet«, og at verdens evige forandring er en naturlig ting, der pågår konstant og ikke i sig selv bærer nogen værdi.

På den ene side maner Leth til besindighed og efterlyser et »fornuftigt og realistisk argument for optimisme«. På den anden har han selv anlæg for at udtrykke sig dramatisk: »Det er i sandhed en triumf for mennesket, at vi er, hvor vi er i dag,« skriver han, »verden lige nu er forrygende at leve i«, det »går kun fremad«. Den kategoriske karakter af de udsagn er misvisende for hans pointe, om at verden er mere kompleks, end både dystopiske og utopiske narrativer kan rumme. Men det er altså også den måde Leths skizofrene sandhedssøgen omfavner kompleksiteten: Pointen er, »at det er kompliceret«. »Men fremskridtene omtalt i denne bog er tydelige. Begge dele er sande.«

Handlingsanvisningerne, Leth kommer med i bogen – en række »mentale bade« og »ikkereligiøse tankeøvelser«, der bl.a. består i at meditere 5-10 minutter over vores egen død og, hvad det værste, der kan ske, er – virker fjollede. Men der er noget meget ærligt og sympatisk ved den ikke helt overbeviste optimist Leths omfavnelse af optimistisk opbyggelighed, som der ikke i sig selv er grund til at affeje som naiv.

Leths formidlingsiver og -evne og beundringsværdige brede inddragelse af alt fra religionshistorie til arkæologi og statistik er som altid forbilledlig. Der er også noget velgørende kritisk – og velgørende selvkritisk – i hans insisteren på et faktabaseret realitetstjek. Især når han ledsager det med det meget gode spørgsmål om, »hvem disse anarkistiske scenarier egentlig tjener«.

Fører afmagt generelt til apati?

Men der er mange præmisser at angribe i Håb. Er mediedækningen af tidens kriser så ensidigt fatalistisk? Og er der ikke en række ret kritiske blindpunkter i det store billede, Leth tegner? Ok, så er vi i stand til at producere mad nok til alle i verden – men er den mad ligeligt fordelt, eller rådner den i overskudslagre? Ok, så er verden blevet mere sikker – men giver vi køb på egne og, ikke mindst, andres demokratiske rettigheder til gengæld for den sikkerhed? Leth vil huske os på, at »du stadig selv vælger, om du tror på fremtiden«, men kan alle virkelig selv vælge at gøre det? At vælge at fokusere på det store billede er i hvert fald også en luksus, der bagatelliserer ulighed og lægger ansvaret for lykke på den enkelte.

Spørgsmålet er også, om det overhovedet er så givet, som Leth fremstiller det, at dårlige nyheder og dystopiske fiktioner får os til at vende os handlingslammet fra vores omverden. Ét er klinisk depression, og den store forekomst af klinisk depression i vores samfund er der god grund til at se i et politisk perspektiv. Men fører afmagt generelt til apati? Er der ikke også kritisk kraft i ikke mindst kollektiv afmagt? Når f.eks. aidskrisen blev ’løst’, skyldtes det vel netop, at der blev gjort opmærksom på, hvor katastrofal den var.

Som Sanne Emborg Lykke Nielsen argumenterede for i en kronik her i avisen den 9. juni, har også kulturens katastrofefiktioner måske en vigtig kritisk funktion. For det første er de måske mere komplekse, end de kan tage sig ud. For det andet forveksler vi måske ikke fiktion, som Leth argumenterer for, med virkelighed. Måske bruger vi undergangsfiktionerne til at tænke og tale om, hvad det gode samfund er. Og måske er den dystopiske tidsånd således, som Nielsen skrev, ikke et sygdomstegn i samfundet, men et sundhedstegn, som vi, optimistisk, faktisk kan trøste os ved.

Jeg er ikke helt overbevist af Leths forsvar for fremtiden. Ikke desto mindre er Leths Håb stadig interessant læsning om en bred vifte af vigtige spørgsmål, og det er i sig selv en kvalitet.

Kristian Leth: ’Håb. Et forsvar for fremtiden’. People’s Press. 240 sider. 249,95 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Munk
  • Eva Schwanenflügel
Carsten Munk og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu