Læsetid: 2 min.

Kyndig boligkomplekspoet

Styrken i Mikael Josephsens digtsamling ’Jeg er farmor’ ligger i den nøgterne beskrivelse af livet som psykisk syg misbruger i et socialt boligbyggeri, ikke i de stilistiske krumspring
22. juni 2018

I et af digtene i Mikael Josephsens Jeg er farmor forklarer digtsamlingens gennemgående jegperson på knækprosaform, hvad der skal til, for at han kan få lov at se sit barnebarn. Han er psykisk syg misbruger, nyudskrevet og i gang med at finde sig til rette i en lejlighed og i en hverdag præget af lavpraktisk kaos, længsler og andre menneskers vurderende blikke.

Digtet opremser betingelserne, der går fra at være konkrete – han skal stoppe med at drikke og smide snusposer på gulvet – til at være uoverskuelige og generelle (»og jeg kan nok forstå / at hun ikke kan have sådan en / morfar«), at det virker umuligt. Digtet slår om i et ironiserende tonefald og beskriver, hvordan han øver sig i »at være en anden morfar / i en anden blok«, der sidder med Werthers Echte-bolsjer som i en sukkersød reklamefilm. Men selv i den fantasi slipper han ikke for at forholde sig til den, han faktisk er. Fra sin fantasiposition kigger han over til boligkomplekspoeten, der kigger tilbage på ham.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu