I et af digtene i Mikael Josephsens Jeg er farmor forklarer digtsamlingens gennemgående jegperson på knækprosaform, hvad der skal til, for at han kan få lov at se sit barnebarn. Han er psykisk syg misbruger, nyudskrevet og i gang med at finde sig til rette i en lejlighed og i en hverdag præget af lavpraktisk kaos, længsler og andre menneskers vurderende blikke.
Digtet opremser betingelserne, der går fra at være konkrete – han skal stoppe med at drikke og smide snusposer på gulvet – til at være uoverskuelige og generelle (»og jeg kan nok forstå / at hun ikke kan have sådan en / morfar«), at det virker umuligt. Digtet slår om i et ironiserende tonefald og beskriver, hvordan han øver sig i »at være en anden morfar / i en anden blok«, der sidder med Werthers Echte-bolsjer som i en sukkersød reklamefilm. Men selv i den fantasi slipper han ikke for at forholde sig til den, han faktisk er. Fra sin fantasiposition kigger han over til boligkomplekspoeten, der kigger tilbage på ham.
Boligkomplekspoet er en titel, Mikael Josephsen i den grad gør sig fortjent til med Jeg er farmor. Josephsen er en kyndig kronikør af livet som udsat borger i et socialt boligbyggeri, af den distancerede omgang med naboerne og de anstrengende demonstrationer af forceret psykosocialt overskud, når støttepersonerne fra det offentlige er på besøg. Titlen kommer af det overlap, der er mellem selvportrættet og portrættet af jegpersonens elskede farmor, der også levede et hårdt liv med druk og diagnoser. Nutidssporet og erindringssporet flyder af og til sammen i fabulerende beskrivelser af de to undulater, jegpersonen har købt og kaldt for Farmor og Farfar.
Bogen er Mikael Josephsens syvende bog og nummer to i en planlagt trilogi om »fald og genrejsning«, hvoraf den første, Knæk (2016) skildrer tiden på en lukket psykiatrisk afdeling. Jeg er farmor har den stærke nøgterne beskrivelse af et miljø og en baldret sindstilstand til fælles med forgængeren. De mere kunstfærdige passager, hvor digtene (i hvad der ligner et forsøg på at træde i karakter som 'rigtige' digte) springer fra konkrete rum og erindringer til et abstrakt niveau, virker desværre ofte søgte og klodsede.
Josephsens iagttagelsesevne er bedre end hans evne til billeddannelse, paradoksmageri og andet poetisk filigran. Formuleringer som »en dag bliver vi til / og går rigtigt fra hinanden« er vage i deres måde at være kryptiske på, og det er ikke på niveau med den foregående beskrivelse af faren, der ligger og sover en brandert ud, når Josephsen svinger sig op på det kosmiske niveau og skriver, at eksplosionen fra farens vrede stadig »runger i universet«. Disse stilistiske udskejelser distraherer fra digtenes gennemgående dokumentariske kvaliteter.
Mikael Josephsen: ’Jeg er farmor’. Forlaget Arabesk. 78 sider. 159 kroner
