Læsetid: 5 min.

’Lys i Mørke’ er fremragende dokumentarisk byfornyelsesdrama

Gode intentioner mødes og kolliderer lige så langsomt med hinanden i DR1’s reportageserie ’Lys i Mørke’. Programmet følger den lille provinsby Mørke på Djursland gennem et flerårigt byfornyelsesprojekt og er i kraft af sine markante karakterer med stærke viljer vildt underholdende og tankevækkende
De konservative pensionister i Mørke er ikke imponerede over den progressive iværksætter, der vil lave stakeholderanalyse og forandre byen i DR1’s underholdende dokumentarserie ’Lys i Mørke’.

De konservative pensionister i Mørke er ikke imponerede over den progressive iværksætter, der vil lave stakeholderanalyse og forandre byen i DR1’s underholdende dokumentarserie ’Lys i Mørke’.

DR Presse

18. juni 2018

Hvis ikke man vidste, at DR1-serien Lys i Mørke er en dokumentarserie, skulle man tro, at tegneserieforfatteren og dramatikeren Nikoline Werdelin var begyndt at skrive tv-serier.

Werdelin ville i så fald stå til en hyldest for sin skarpe, men aldrig kyniske sædeskildring om en lille hensygnet stationsby, hvis beboere får 4,5 mio. kroner til at vende udviklingen og gøre Mørke skøn igen, og som så – på grund af markante forskelligheder, stærke viljer og dårlig kommunikation – bliver rygende uenige om, hvad der overhovedet er skønt.

Men nu er det altså dokumentar, og det er tilrettelæggerne Christoffer Dreyer og Ole Bendtzen, der står til et klap på skulderen. I tre og et halvt år har de fulgt byfornyelsesprojektet Lys i Mørke, fra borgmesterens tale til startskudsarrangementet i en stormomsust prunkløs bypark, over nedsættelsen af arbejdsgrupper og tilspidsende konflikt om, hvad pengene skal bruges til, hvem der skal bestemme det, og i sidste ende om, hvilken slags by Mørke skal være. 

Guirlander af modeord

I den absolutte forgrund finder man fire meget forskellige karakterer og tre lige så forskellige positioner, der smart nok også lige opridser det ideologiske landskab i en typisk dansk provinsby.

Tilflytteren Jakob er fuld af progressive visioner. Han er iværksætter og arbejder med bæredygtighed i Aarhus. Med samme selvfølgelighed, som bønder i gamle dage var medlem af Venstre, er Jakob medlem af Alternativet. Han er også talsperson i brandinggruppen og i det hele taget villig til at tage ordet.

Når det sker, er det ofte nogle lange guirlander af modeord, der kommer ud af hans mund: »Mørke er landsbyernes svar på Ground Zero. Vi starter fra scratch. Vi vil gerne gå forrest. Alt kan lade sig gøre. Vi kan lige så godt skyde efter stjernerne, så kan det være, vi rammer lidt under.« Jakob er gift med byens præst, der har en mere pragmatisk tilgang til både forkyndelse og byfornyelse end ham.

På Mørkes hovedgade bor pensionistægteparret Birgit og Poul Erik. De bosatte sig i Mørke som 23-årige og har altid været aktive i foreningslivet. De drev forretning i byen, indtil butiksdøden satte ind, og gjorde det nødvendigt at tage skiltet med byens gamle slogan »Mørke – et godt sted at handle« ned. Poul Erik blev lønmodtager, Birgit blev selvstændig privatdetektiv.

Kampen om thujahjørnet

Man ser det straks: De konservative pensionister er diametrale modsætninger til den progressive iværksætter Jakob og alt, hvad han står for af snak ud af boksen. Birgit og Poul Erik kan lide byen, som den var. De behøver ikke vente på den stakeholderanalyse, der er blevet bestilt hos et konsulentbureau, for at sætte askebægre op på perronen og tømme dem dagligt.

Man ser deres stille glæde ved at have nogle problemer i nærheden, de selv kan være løsningen på, når de sidder i køkkenet og evaluerer den forgangne dag. Om forekomsten af skodder siger Birgit: »Der var en tre stykker i den ene, og så var der én på perronen. Den samlede jeg op, og en ølkapsel. Det var ikke det vilde i dag. Det var bedre i går.«

I sådan en scene ligner Lys i Mørke en naturalistisk genskrivning af Samuel Becketts absurde klassiker Glade dage. 

Seriens fjerde hovedperson, Grethe, er en ældre dame, der flyttede til Mørke efter sin mands død og her kom ovenpå igen. Godt nok bliver hendes forslag til forskønnelse af byen ikke fulgt, og hun mistænker visse folk for ikke at hilse, fordi hun er DF’er.

Men hun trives alligevel og bliver først trist, da hun bliver kørt ud på et sidespor i Lys i Mørke-projektet. Grethe vil først og fremmest bare være med og fungerer som en fleksibel hjælperkarakter i serien.   

Et fællesområde, som Birgit og Poul Erik har særlig kært, er det såkaldte thujahjørne: en lille hjørnegrund omkranset af thujatræer over for deres hus, som de har indrettet med perlegrus, havenisse og borde-bænke-sæt, og som de nu betragter som en forlængelse af deres egen dagligstue.

Thujahjørnet skal hurtigt vise sig at blive omdrejningspunktet for konflikten mellem det, man kunne kalde de konservative, der vil have tryghed og orden, og de progressive, der vil have opsigtsvækkende fornyelse.

I Jakobs øjne er det en kamp mellem nostalgi og fremskridt. At det er sådan, Jakob ser det, bliver illustreret af den subtilt vittige billedside: Mens man hører Jakob forklare, at de folk, der har boet i Mørke hele livet, måske er »lidt sværere at flytte rent mentalt«, klippes der til Birgit og Poul Erik i deres udestue og til en mekaniker, som på en baggrund af pinupkalendere kigger uanfægtet ind i kameraet.

Åh nej, hemmelige gaver

Det spændende ved thujahjørnekonflikten og Lys i Mørke generelt er, at det er de selvbestaltet progressive og ikke de konservative nostalgikere, der har travlt med at etablere hierarkier for hvem, der skal høres, og hvem der ikke skal.

Det er også dem, der i deres brandingiver er mest optaget af, hvad andre vil tænke om byen. Det er selvfølgelig lidt nemmere at grine ad brandingudvalget og deres værdiord (»usnobbet, fællesskab, foretagsomhed og så er det bæredygtighed, der kun tæller et halvt værdiord, fordi Mørke ikke på nogen måde er bæredygtig, men vi vil gerne i den retning«), når man ikke selv bor i en by, hvor husene er svære at sælge.

Men det er i de første tre af seriens seks afsnit påfaldende, at de hemmeligholdte gaver og visionære overraskelser, den selvbestaltet progressive fløj har i ærmet, i andres øjne snarere er at regne for illegitime krav og magtdemonstrationer. Poul Erik og Birgit vil bare have et sted at drikke deres kaffe og sludre med naboerne, hvor havenissen ikke bliver stjålet.

Det er også dem, der er mest skeptiske over for eksterne autoriteter og tørt om konsulentbistanden siger: »Vi kan da godt tænke selv en del også.«

Disse modsætninger viser Lys i Mørke med al ønskelig underholdende tydelighed. Der er kraftigt overinstruerede scener, hvor en clairvoyant f.eks. lidt for let ser, at Grethe er ked af noget med byfornyelse, men det til trods er Lys i Mørke en fremragende dokumentar om at føle sig knyttet til et sted, på niveau med de tematisk beslægtede DR-dokumentarer Heavy Agger (1986, 2000 og 2014) og Hobro – en liga for sig (2014). 

’Lys i Mørke’ sendes på DR1 tirsdag kl. 20 og kan ses på dr.dk

Normalt drøner folk lige igennem Mørke via landevej 21, der forbinder København med Randers, mens snart bliver det anderledes, for beboerne står sammen om at forny og forbedre deres landsby.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Overbye
  • Katrine Damm
  • Herdis Weins
  • Eva Schwanenflügel
  • Thomas Olsen
Thomas Overbye, Katrine Damm, Herdis Weins, Eva Schwanenflügel og Thomas Olsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Meget seværdige udsendelser, hvor ikke mindst portrætterne af Mørke-borgerne er højdepunktet.

Måtte der komme noget tilsvarende om Amagerbrogade i København, hvor beboere og erhvervsdrivende nu i næsten et år har været underlagt kommunens byfornyelsesprojekt.

Eva Schwanenflügel

Noget af det bedste længe set på DR, absolut anbefalelsesværdigt.
Søren Ryges nedtonede og fløjlsbløde oplæserstemme driver de ironiske pointer hjem med finfølelse og pondus. Manuskriptet er eminent.
Det er selve filmatiseringen og klipningen også, man mindes især Rejseholdet, men billederne er endnu bedre. Der er noget magisk ved Mørke. Det understreges især med den geniale musik, der løfter stemningen til noget ligefrem æterisk.
Og så er det jo bare Danmark i en nøddeskal, på godt og ondt :-)