Læsetid: 3 min.

Maria Gerhardts digte fra midtbanen er fulde af både rifbjergsk Amager-mytologi og lethsk fodboldmytologi

I Maria Gerhardts erindringsdigte fra sin fodboldspillende ungdom er fodbold på en gang et frirum og en følelse af at spille på det forkerte hold
I Maria Gerhardts erindringsdigte fra sin fodboldspillende ungdom er fodbold på en gang et frirum og en følelse af at spille på det forkerte hold

Ditte Ahlgren

8. juni 2018

Selvom verden efterhånden ved, at (såkaldt) kvindefodbold findes, er der ikke meget fodbold at finde i den nyere danske litteratur, der bliver skrevet om og af kvinder. Alt for tidligt afdøde Maria Gerhardts eneste digtsamling, Amagermesteren, der udkom i 2015, er en undtagelse.

Bogens flap fortæller, at Gerhardt – udover at være født i 1978, kendt under sit dj-alias Djuna Barnes og er forfatter til den semiselvbiografiske roman Der bor Hollywoodstjerner på vejen fra 2014 – i 1991 modtog Dragør Boldklubs P.S.A.-pokal som årets spiller. Det er den tid, digtene erindrer: en tidlig ungdom på Amager og fodboldholdet, hvor drømmen er at blive »den største/ den bedste/ den stærkeste«, og smerten, at en ambivalent kønsidentitet spirer frem.

Prunkløst tegner digtene, fulde som de er af både rifbjergsk Amager-mytologi og lethsk fodboldmytologi, et billede af badass pigeliv. I digtene er fodboldspillet på en gang et frirum, hvor piger kan være andet end pynt, hvor de aggressive og stærke kan beherske spillets regler og sejre, og et sted, hvor brud på kønnets regler fører til smertelige nederlag.

Maria Gerhardt: 'Amagermesteren'.

Saxo

På den ene side er fodbolden et udvalgt fællesskab, hvor piger godt må svede og præstere: »Fodbold spiller jeg/ for træneren,« som det lyder med en oversættelse af de vers fra Lou Reeds queerhymne »Coney Island Baby«, der også står som bogens motto, »han smider sin cykel/ hårdt imod hegnet/ løber ind/ for at standse mig/ han har set jeg/ har sat den/ i krydset// han har altid ønsket sig/ en lillesøster/ nu har han et dusin/ han lægger kostplaner for// opvarmede og/ svedige løber/ tolv tomboys/ rundt og fjoller.«

Fodboldbanen er et indhegnet område, et indhegnet hul i det store fællesskabs hegn om normaliteten, hvor der gælder andre regler for, hvem og hvad man kan være. Hvor digtenes både oprigtigt stortfølende og lunt selvironiske jeg har lov at være drengepige og stor:

»Nummer 10/ det er mig/ på banen/ ellers er jeg jo mest en syver/ åben/ op til/ himmelen er taget/ det lysende nummer/ det selvlysende/ nummer 10/ mesterens nummer/ sig ikke hans navn/ sig ikke hans navn/ find i stedet/ hullet i hegnet/ hullet til os/ der bor/ på stadion/ os der tegner streger/ på murene/ så vi kan spille/ med os selv/ være for/ være imod// en evig midtbane.«

På den anden side fortæller digtene, bl.a. i en række både usentimentale og følsomme portrætter af pigeholdets spillere, også om ensomhed og normbrud, der straffes.

Om Mia lyder det, at hun »har sakset en modstander, igen. Hun har klippet hendes ben, får sæsonens femte røde kort, karantæne, et rygte er ved at spredes« og om Joan, at hun »kan det meste med en bold, men hun har valgt badminton, hendes far siger at piger får grimme ben af at spille fodbold. Joan er enmandshæren, forsvaret er afhængigt af hende, men hun er forsvundet, til hyl af gummisko i kæmpehal«.

Sådan bliver fodboldspillet, dets regler og udtryk også et metaforisk reservoir, som digtene diskret bruger af for at give et sprog til erfaringen af ikke at passe ind i reglementerede roller og også i overført forstand befinde sig på kønsrollernes evige midtbane.

Med to tunger kan de tale om, hvordan fodbold både er en »gentlemans sport«, fordi holdånd præmieres, og fordi jeget heller ikke her hører helt til:

»Fidusbamsen sidder løst/ mellem to knager/ i omklædningsrummet/ venter spændt/ på sin herre/ i bad/ med et hold/ nøgne piger/ der lugter af/ jord og parfume/ starter jeg/ øvelsen/ kunsten/ at kigge ingen steder hen/ det er en/ gentlemans sport.«

Helt enkelt kan det lyde om et barndomsfotografi, hvor jeget har »krænget kjolen af/ sidder i sandaler/ imellem min far og min mor«: »jeg kigger direkte/ ind i kameraet/ jeg er seks år gammel/ jeg ved/ at dette/ er det forkerte hold.«

Serie

Her er de fodboldbøger, du skal læse op til VM

En lystrejse tilbage til midtfirserne, poetiske og usentimentale portrætter af et hold pigespillere på Amager og en forfatter, der finder ud af en livskrise og hjem til fodbolden. Vi anbefaler de bedste bøger om fodbold som litterær opvarmning til sommerens VM.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Katrine Damm
Katrine Damm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu