Læsetid: 5 min.

Medmenneskelighed på gyngende grund

Forestillingen ’Flygt’ fortæller historien om Arne Jacobsen og Poul Henningsens flugt til Sverige under krigen som et højspændt og humoristisk værdidrama og sætter den aktuelle debat om danske værdier subtilt i perspektiv. Det er fint og lidt let og lidt kedeligt
Medmenneskeligheden er til debat på åbent hav i forestillingen Flygt, der fortæller historien om Arne Jacobsen og Poul Henningsens flugt til Sverige under krigen.

Medmenneskeligheden er til debat på åbent hav i forestillingen Flygt, der fortæller historien om Arne Jacobsen og Poul Henningsens flugt til Sverige under krigen.

Per Morten Abrahamsen

11. juni 2018

Arne Jacobsen og Poul Henningsen flygtede ikke bare begge til Sverige under Anden Verdenskrig. De to danske designkoryfæer flygtede simpelthen i samme lille robåd.

Det er klart, hvorfor det ligger lige for at dramatisere den historie: To mænd – to skabere, skæbner og sæt af ideer – befinder sig et isoleret sted, de ikke kan forlade, ført sammen og hårdt presset af dramatiske omstændigheder. Det er en kendt og klassisk scene for en uundgåelig konfrontation mellem verdensanskuelser og værdier. 

Humoristisk værdidrama 

Historien om Jacobsen og PHs fælles flugt er emnet for teaterforestillingen Flygt, der er skrevet af Line Mørkeby og instrueret Jacob Schjødt, som begge er i spil til at vinde en Reumert dette års prisuddeling. Stykket er produceret af Det Flydende Teater (der står bag en række musikdramatiske forestillinger om danske kulturpersonligheder), Teatergrad (der laver byrumsteater) og Dansk Arkitekturcenter (DAC), og i første omgang spiller den i DAC’s nye hjem BLOX i Københavns havn.

Det er en alvorlig historie, der indeholder store ideer, men Flygt både begynder og er også uhøjtideligt og uhelligt. Før stykkets to rollehavere, Pelle Nordhøj Kann og Rolf Hansen, transformerer sig til PH (som Nordhøj Kann revyværdigt ligner) og Jacobsen (Hansen), opremser de den lange liste af designs og dyder, de to danske ikoner kan tages til indtægt for (frisind! medmenneskelighed!).

De præsenterer os – og altså heldigvis med humor – for, hvordan de to kulturelle landsfædre, »som vi skylder så meget«, i det hele taget »har skabt det danske hjem«:

»Alle har en syver. Eller vil gerne have det«; »Alle er seksuelt frigjorte. Eller vil gerne være det.«

Arne Jacobsen flygter, fordi han er jøde. PH, fordi han ikke vil holde kæft med sin kritik af den tyske besættelsesmagt. Nazisterne vil begge de to menneskelige inkarnationer af den frie danske kultur til livs. En septembermorgen i 1943 stævner de så ud fra Skodsborg Strand med deres kufferter, kvinder og en kaproer med kurs mod Landskrona.

Idédebat på åbent hav

Selve historien om flugten begynder, Line Mørkeby-style, med et filmisk flashforward, så det fra start er klart, at menneskesyn og politiske idealer her skal prøves i praksis.

Nøglescenen er selve udstævningen fra land, hvor en jødisk violinist kommer løbende med sin violinkasse og trygler om at få en plads i båden. Idealisten PH lader sig overtale. Realisten Jacobsen taler ham fra det, båden er for lille. Sådan er modernisten Jacobsen den empatiske praktiker, jøden, der »ingen tro« og »ingen ideologi« har, blot er »født med den forkerte hat« og vil sikre sin egen og sin families overlevelse.

Den kulturradikale PH er på vand såvel som på land den humanistiske teoretiker, der bekymrer sig mere om demokratiets og de medmenneskelige princippers skæbne end sit eget liv. Sådan er det kort sagt et personligt og politisk perspektiv, der støder sammen på åbent hav og truer den danske kulturarvs konkrete overlevelse.

Da kaproeren segner af udmattelse, og de to ikke kan blive enige om, hvem af dem, der skal overtage årerne, bliver diskussionen mellem dem helt lavpraktisk.

Det tilfører ikke bare de tos debat på idéer endnu en praktisk vinkel, men også en velkommen komik, der – da kvinderne får nok og får dem i land, sådan som historien melder, at det faktisk skete – understreger, at Jacobsen og PH i alle tilfælde begge var tankens, mere end handlingens mænd.

Intelligent drama

Scenografien i Flygt er ikke mere end en antydning: Scenen er bare gulvet mellem to rækker af stole i et højt, tomt rum. Havet er et blåt tæppe, jollen en åben jernkonstruktion, rollerne, som de to skuespillere agilt skifter mellem, er kun markeret af enkelte, men effektfulde rekvisitter (en pibe, et par hornbriller, et par læderhandsker, gæt selv, hvem der tilhører hvem).

Det antyder, hvordan hele stykkets greb på den ene side er at blotlægge idédebatten, der skjuler sig under overfladen i dramaet. På den anden side er grebet det omvendte: at dramatisere idédebatten.

Det sørger ikke mindst Mørkebys stigende højdramatiske kurve og Nikolaj Busks filmiske og melankolske musik, som Marie Bessesen/Anna Klett og Hanna Englund/Kristine Pedersen spiller på cello og klarinet og Cille Buch/Idil Alpsoy skønsynger til.

Historien om Jacobsen og PHs fælles flugt er en af historiens sidehistorier, der viser sig at være både central og aktuel. Stykket dramatiserer i virkeligheden ikke bare historien om flugten. Det dramatiserer de idéer og overbevisninger, som det design, der fylder så meget i vores nationale selvfortælling, er formet af.

Mange ord

Det er dog også mange ord, der skal udveksles på det hav. Mere medrivende og spændende er det værdidrama mellem Jacobsen og PH heller ikke. Det fineste findes uden om ordene. Med de nutidigt neonorange redningsveste, der ligger stablet for enden af det blå tæppe, der illuderer hav, hentydes der helt underspillet til vores aktuelle menneskelighedskrise i Middelhavet. Det er fint.

Konfrontationen mellem Jacobsens personligt-praktiske pragmatisme og PHs politiske idealisme i en robåd – der i scenografduoen Sir Grand Lears deler sig på midten for at illustrere afstanden mellem dem – hentyder til, hvor konkret politiske idéer handler om lavpraktisk liv.

Det er også ret fint. At vi danskere for ikke lang tid siden selv har været flygtninge, hentyder hele historien til uden at moralisere. Fint. Og måske lidt let.

Til sidst indrammer en meget enkel effekt, der virkningsfuldt bruger BLOX-bygningens glasarkitektur, hele historien, så perspektivet til det Danmark, der findes her og nu, i bogstavelig forstand lægges frem for vores øjne. Og hårene på armene autonomt rejser sig lidt i den gyldne sommeraften til Cille Buchs store sungne ord om at »tænke frit«, »leve frit«, og at »vi selv er historien«. 

Flygt er et stemningsfuldt stykke, der sætter debatten om danske værdier subtilt i perspektiv. Det er også næsten pædagogisk eller måske faktisk en slags kulturradikalt: Fra start til slut er Flygt i hvert fald også et stykke, der vil oplyse. Og måske derfor, trods al dets action og agitation, også lidt kedeligt.

’Flygt’. Det Flydende Teater, Teatergrad & DAC. Instruktør: Jacob Schjødt. Dramatiker: Line Mørkeby. Scenograf: Sir Grand Lear. Komponist: Nikolaj Busk. Producent: Christine Worre Kann. Koncept og idé: Det Flydende Teater. BLOX 31. maj-12. juni, Furesøen 15.-30. juni og 30. juli-11. august, Danmarksturné 14. august-30. september.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Martensen

Lidt kedeligt? Jeg så stykket på Højskolen i Toftlund. Det er som den gamle landsdelsschene. Kan godt være, det er kedeligt for Information i Kbh, men det virkede fint i Toftlund. Pas nu med disse sure opstød!