Mesut Özils ’I skudlinjen’ er en bog om noget så sjældent som en skrøbelig fodboldspiller, der kender sit værd

At tilhøre to lande kan være en forbandelse, men også en gave. Som dreng blev den tysk-tyrkiske fodboldspiller Mesut Özil fravalgt, fordi han hed Mesut og ikke Matthias. Senere blev han forbillede for multikulti og moderat islam. Han beder til Allah og har været på pilgrimsrejse til Mekka. Han er en solstrålehistorie og alligevel én, hvor fordomme har klæbet tæt.

»Min teknik er tyrkisk. Disciplinen og opofrelsen er tysk,« siger Özil selv om de to kulturer, der hiver i ham. Han valgte det tyske landshold.

God beslutning, også selv om den var svær, som Özil beretter i selvbiografien I skudlinjen. Træner Joachim Löw priser den unge knægt fra Gelsenkirchen til skyerne, og VM 2010 baner vejen for skiftet fra Werder Bremen til mægtige Real Madrid.

I Madrid får Mesut sit livs skideballe af træner José Mourinho, der gør nar af Özils raffinerede tilgang til fodbold.

Mourinho står på tåspidser og valser rundt i omklædningsrummet.

»Det er sådan, du tackler. Uha, jeg må ikke slå mig. Og jeg må slet ikke blive beskidt,« råber Mourinho.

Sådan husker Mesut det. Også at han smidder trøjen i arrigskab foran træneren og beder ham om selv at spille kampen.

»Du er en lille baby,« vrænger Mourinho, så alle stjernerne i rummet kan høre ham.

Mesut Özil: ’I skudlinjen'.

Saxo

Episoden er central, fordi den er dobbeltbundet. En del af Mesut hader Mourinho for at udstille ham på den måde. En anden del er tilbøjelig til at give ham ret. Özil bliver kaldt ’den lille Mozart’, og øgenavnet klistrer til ham så meget, at han i årevis bilder sig ind, at det er nok at lave én gylden, målgivende aflevering i en kamp og så ellers spankulere rundt og ligne et levende kunstværk resten af tiden.

Fodbold handler også om at blive beskidt og kæmpe for holdet. Det må Özil indse.

Barndomshjemmet er tudegrimt, forfaldent, og nede i kælderen lugter der af rottetis. Drengen Mesut beder buschaufføren om at sætte ham af ved en anden adresse, fordi han skammer sig over for sine kammerater.

Men han kan nu egentlig meget godt lide lejligheden. Der er hyggeligt, selv om familien krymper sig sammen på få kvadratmeter.

I skudlinjen bugter sig rundt om de dobbeltheder. Elegancen i Özils spil, som kan nærme sig arrogance og dovenskab. Og bevidstheden om sliddet, om aldrig at tage sit talent og sin øjenfarve for givet.

Hans mål og afleveringer, også i tiden i Arsenal, hvor han spiller nu, er blevet kaldt kunstværker. Nogle gange er hans spil som en statue af skønhed midt i fodboldens strøm af tilfældigheder. Andre gange lunter han tilbage i defensiven og får hidsige blikke fra sidelinjen og medspillerne.

I skudlinjen er en bog om noget så sjældent som en skrøbelig fodboldspiller, der kender sit værd. Hans erindring er ikke flabet og poetisk spidende som Zlatans og ikke så filosofisk som Andrea Pirlos. Den er ærlig – man bliver vild med ham, eller også synes man bare, han er irriterende. Lige som Mozart.

Når man læser I skudlinjen får man følelsen af, at Özil lærer at skelne mellem overfladiske og dybfølte komplimenter. Mourinho, der ellers er kendt som kyniker, skriver, at skønheden i Mesuts driblinger får selv modstandere til at forbløffes.

Den slags går lige i det fodboldromantiske hjerte, og det kan varmt anbefales som VM-læsning.

Mesut Özil: ’I skudlinjen’. Fortalt til Kai Psotta. Oversat af Jesper Ralbjerg. 302 sider. People’s Press 2018