Jeg kan ikke rigtig finde ud af, om fans af det danske rockband The Minds of 99 vil kunne lide Stor som en sol.
Filmen, der er instrueret af Kasper Kiertzner, handler ikke som sådan om bandet og dets historie, heller ikke om dets kreative proces, og selv om der selvfølgelig er musik på lydsporet, er det alligevel begrænset, hvor mange af bandets numre, man reelt får lov til at høre.
I stedet fokuserer Stor som en sol i høj grad på forsanger og frontmand Niels Brandt og den udvikling, han gennemgår i løbet af det års tid, hvor The Minds of 99 arbejder på deres tredje plade, Solkongen. De to første plader blev rost af anmelderne og skaffede bandet en trofast fanskare. Håbet er, at den nye plade kan betyde et endnu større publikumsmæssigt gennembrud.
Det er Brandts tanker omkring det at skrive sange, om musik, berømmelse og livet i det hele taget, man får lov til at høre – og se udspillet i nogle iscenesatte, stiliserede sekvenser, som til tider giver filmen et mere lyrisk, eksperimenterende look.
En mystisk mand
Niels Brandt, der er i begyndelsen af 30’erne, er på mange måder et spændende og intenst bekendtskab, på én gang en selvsikker performer og en stor tvivler.
Han er svær at blive klog på, og selv om man synes, at man kommer endog meget tæt på ham og hans tanker og følelser, har man alligevel fornemmelsen af, at man ikke rigtig har lært ham at kende, da filmen slutter.
Et af de andre bandmedlemmer – de er alle gamle venner og skolekammerater – kalder ham ’mystisk’, og det er måske i virkeligheden en meget rammende beskrivelse. Brandt er i hvert fald privat, og selv om man undervejs forstår, at han er gift, hører man ikke meget til hverken kone eller børn.
Nu er det ikke, fordi de øvrige bandmedlemmer ikke er med i Stor som en sol eller ikke får lov til at tale.
Der er masser af scener, hvor de prøver at finde frem til lyden og stemningen på den nye plade – den må helst ikke lyde som noget andet – og man ser dem både arbejde i en bunker i København, på en sæsonlukket kro på Bornholm og på forskellige scener. På et tidspunkt får man endda lov til at høre om noget så banalt som deres tømmermænd og manglende lyst til selv at lave mad. Ned i bandets kreative proces dykker filmen dog ikke for alvor.
Ikke overbevist
Men det er Niels Brandt, der fylder mest, og ham, de andre mest forholder sig til, når de snakker.
Han er det kreative kraftcenter i bandet, perfektionist om en hals – selv om trommeslager Louis Clausen også skriver med på teksterne – og det er både morsomt og lidt foruroligende, når Brandt taler om, at han for første gang i sit liv er glad og tilfreds. Det gør ham nemlig urolig, fordi han mangler det mørke, som var hans kunstneriske drivkraft på bandets to første plader.
Jeg kan ikke frigøre mig fra en fornemmelse af, at Kasper Kiertzner med Stor som en sol har villet bygge en form for mytologi op omkring Brandt. I hvert fald sætter instruktøren forsangeren i scene – med Brandt selv som en villig medvirkende – som en næsten shamanistisk type, der på den ene side er ligesom alle os andre og på den anden noget helt for sig selv, på én gang solkonge og menigmand.
Det er ambitiøst og et behjertet forsøg på at lave en anderledes musikdokumentarfilm, men som man måske kan fornemme, er jeg ikke helt overbevist. Dertil synes jeg, at der trods alt er for mange almindeligheder og indimellem for meget vrøvl i de ting, Brandt siger – selv om han får det til at lyde stort og vigtigt. Om fans af bandet vil kunne lide filmen, afhænger nok også af, om de køber præmissen – men nu er de jo netop fans, så mon ikke de gør?
’Stor som en sol’. Instruktion: Kasper Kiertzner. Dansk (En lang række biografer landet over)
