Læsetid: 3 min.

Når en ny natkjole og en kærlig pudekamp kan virke som et afgørende vendepunkt i livet

Catalanske Carla Simóns livsbekræftende opvækstdrama ’Sommeren 1993’ formidler smukt og sanseligt minder om tab, sorg og håb
Som titlen antyder tager ’Sommeren 1993’ udgangspunkt i en konkret sommer og formidler smukt og sanseligt filmiske minder om tab, sorg og håb.

Som titlen antyder tager ’Sommeren 1993’ udgangspunkt i en konkret sommer og formidler smukt og sanseligt filmiske minder om tab, sorg og håb.

Pressefoto

7. juni 2018

Den catalanske filminstruktør Carla Simón blev forældreløs i 1993, da hun som blot 6-årig mistede sin mor. Det personlige tab er omdrejningspunktet for hendes første spillefilm, der med titlen Sommeren 1993 er som et personligt punktnedslag en helt særlig sommer. Den sommer, hvor én mor døde, og hun pludselig skulle have en ny. Den sommer, hvor hun flyttede fra Barcelona til et lille hus på landet i Catalonien. Den sommer, hvor dage fulde af sol også var fyldt med et mørke, som det kan være svært at forstå eller sætte ord på – selv for voksne.

Simón har beskrevet, hvordan hun mest huskede stemninger og følelser fra den tid frem for specifikke situationer. Det gjorde det svært at skabe en sammenhængende film, men samtaler med hendes adoptivforældre, billeder fra barndommen og research om børn og sorg gav gradvis de løsrevne fragmenter en struktur.

Man fornemmer næsten den researchrejse i den smukke, sanselige film, der blev resultatet, og som bl.a. har vundet prisen for bedste debutfilm ved Berlinalen. Sommeren 1993 tager sig tid til at se med barnets øjne og til at rumme barndommen med lyst og leg midt i tragedien. Filmen har en fin og velfungerende fortælling, men det er især specifikke stemninger eller sansninger, man fanges af undervejs og mindes bagefter.

En blanding af liv og leg

Filmen åbner i Barcelona, hvor en stille Frida (Laia Artigas) med store øjne under de mørke krøller føler sig fortabt midt i de voksnes travlhed med alt det praktiske efter hendes mors død. Hun fylder iagttagende vores verden, mens kameraet lader de voksne rumstere rundt i baggrunden og byde ind på lydsiden. Senere åbner billedsiden sig mere for de voksne, men Fridas blik er altid i centrum.

Fridas onkel Esteve (David Verdaguer), hans kone Marga (Bruna Cusí) og deres 4-årige datter Anna (Paula Robles) tager hende ind i deres familie, og der er de skønneste scener mellem de to små piger. Anna ser naturligt nok op til sin nye storesøster. Til gengæld ved Frida godt, at Anna har en særlig status i hendes nye familie. Deres lege er både underholdende og hjerteskærende, som når Frida klæder sig ud som ’mor’ og giver os mulighed for at opleve, hvad hendes tolkning af den rolle er fra hendes tidligere liv. Anna kan også spontant stikke hende telefonen og spørge, om hun vil snakke med sin mor. Leg og virkelighed blandes sammen, og Simón har fået utrolige præstationer fra de små piger, der aldrig virker, som om de spiller for kameraet.

Dagligdagens store dramaer

Relationen mellem Frida og Anna kommer også til at drive dramaet, mens Fridas traume får hende til at virke både utaknemlig, umedgørlig og måske endda farlig. Simóns manuskript prøver imidlertid aldrig at piske en stemning op, men følger usentimentalt, hvordan børn og voksne løbende forsøger at gøre det rigtige.

I miljøskildringen fornemmer man diskret tidens aids-angst, selv om ingen rigtigt vil fortælle Frida, hvad hendes mor døde af. Hun går selv til hospitalstjek, og et skrabet knæ på en legeplads formidler panikken i tiden. Religionen klinger også i baggrunden med farmor, som øver bønner med Frida. De forskellige lag fungerer fint som kulisse, men både sygdom, samfund og religion må vige for skildringen af en pige og hendes personlige rejse fra tab og sorg mod afklaring i en ny familie.

Det er ikke smertefrit at integrere et nyt familiemedlem. Sommeren 1993 fanger diskret betydningen i alt det dagligdags, og hvordan tid er en vigtig forudsætning for heling. Det gør ondt i Frida, når hun ser sin nye lillesøster danse på sin fars og mors fødder til byfesten, men filmen insisterer på, at der er håb for fremtiden. Det store drama kan fortælles med små midler, som når accepten af en ny natkjole og en kærlig pudekamp kan virke som et afgørende vendepunkt i livet.

Sommeren 1993 konkurrerede som en børne/ungdomsfilm i Berlin, men bør absolut ses af voksne såvel som børn; for Carla Simón har gjort sit barndomstraume til en rørende fortælling om betydningen af at have tålmodige, forstående og kærlige mennesker omkring sig, når livets uventede lyn slår ned.

Sommeren 1993’ (’Estiu1993’). Instruktion og manuskript: Carla Simón. Spanien. (Premiere i Gloria og Empire Bio i København, Øst for Paradis i Aarhus, Café Biografen i Odense m.fl.)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu