Læsetid: 3 min.

Netflixdokumentar om angrebene i Paris er en ubærlig og nødvendig historie om kærlighed

Med Netflix’ rørende franske dokumentar ’13. november’ understreger streamingtjenesten sin ambition om at ville levere verdens bedste dokumentarserier. Den handler om angrebene i Paris i november 2015, men først og sidst om kærlighed. Og selv om den er ubærlig at se på, er den umulig at vende sig væk fra
Med Netflix’ rørende franske dokumentar ’13. november’ understreger streamingtjenesten sin ambition om at ville levere verdens bedste dokumentarserier. Den handler om angrebene i Paris i november 2015, men først og sidst om kærlighed. Og selv om den er ubærlig at se på, er den umulig at vende sig væk fra

Netflix

15. juni 2018

Klokken 21.20 lyder den første bombe. BANG.

Det er lige uden for Frankrigs nationalstadion, Stade de France i Paris, og braget er så højt, at de fleste på stadion – herunder landets præsident – kan høre det. Frankrigs fodboldlandshold spiller venskabskamp mod Tyskland, og det er, som om alting stopper i det splitsekund, hvor den rutinerede franske venstreback Patrice Evra skal til at lægge bolden tilbage til en medspiller.

Per refleks kigger alle mod udgangen.

Ingen har nogen anelse om omfanget af det, de lige har hørt startskuddet til.

Præcis 30 minutter senere runger lyden af en skudsalve gennem koncertsalen Bataclan. Den kommer fra et automatgevær og afbryder det amerikanske band Eagles of Death Metal, der er midt i sangen »Kiss the Devil«. Den øredøvende rockmusik afløses af skrig, tumult og flere skud.

I tiden mellem de to angreb er tilfældige bar- og cafegæster forskellige steder midt i den franske hovedstad blevet mejet ned af hjernevaskede medlemmer af en islamistisk dødskult bevæbnet med AK-47-geværer.

Det er en modbydelig aften.

Lavmælt og sandfærdig

I en tre timer lang Netflix-produktion med titlen 13. november. Angrebet på Paris rekonstruerer de franske brødre Jules og Gédéon Naudet de grufulde minutter, hvor det voldsomme terrorangreb i Frankrig fandt sted. Og de kunne ikke have gjort det bedre.

Dokumentarserien er det perfekte eksempel på Netflix’ nye ambition om at bruge en del af deres 50 milliarder kroner store årlige indholdsbudget på at satse på lokale produktioner med et globalt publikum. Alt foregår på fransk, men alle, der ser den, vil kunne forstå.

Den tredelte miniserie er en lødig rekonstruktion af begivenhederne fortalt af et meget stort antal kilder. Instruktørbrødrene Naudet, der i 2002 stod bag dokumentaren 9/11 om terrorangrebet på New York, har fået den daværende franske præsident François Hollande, landets indenrigsminister, Paris’ borgmester og en lang række øjenvidner fra angrebene på stadionet, cafeerne og spillestedet til at stille op til interview.

Gidsler, barejere, sikkerhedspersonale, politibetjente, brandmænd, reddere, indsatsstyrker er mesterligt interviewet, og sekvenserne er elegant klippet sammen med hidtil usete mobiloptagelser fra aftenen, hvor man genkender mange af ansigterne hos overlevende fra seriens interviews.

Alt det er tilsammen blevet til en lavmælt fortælling, som formentlig vil stå tilbage for evig tid som det mest sandfærdige dokument om den dag i Paris.

Udødelig kærlighed

Der døde én person ved stadion. 39 på barerne. Og 89 på Bataclan. Men en hel nation overlevede. Blev såret, men overlevede.

Vi ser ingen ofre, og selv om der er stærke billeder, er der ingen svælgen i drama. Flere af de interviewede bryder sammen i gråd, mens de fortæller, men det bliver aldrig følelsespornografisk. Der er ingen violiner, og Naudet-brødrene insisterer på at levere nøgtern beretning.

Det, de overvældende mange vidnesbyrd først og fremmest kredser om, er kærester, børn, forældre venner. Om genforeninger og tab og om udødelig kærlighed. Filmen handler om angrebene i Paris i november 2015, der tog så uforståeligt mange liv, men først og sidst handler den om kærligheden til livet.

Derfor er 13. november. Angrebet på Paris – selv om den er ubærlig – umulig at se væk fra.

Et halvt år efter koncerten spillede Eagles of Death Metal igen i Paris, denne gang i koncerthallen Olympia.

I dokumentaren fortæller en ung mand, der overlevede på Bataclan, hvordan det mere var en genforening end en koncert. Gruppen blev inspireret til at gå på scenen af publikums styrke, og publikum blev inspireret af gruppens styrke til at blive ved.

Han fortæller, hvordan han stod ved siden af en 75-årig mand, som i begyndelsen virkede urolig; som en, der ikke normalt går til koncert. Efter en halv time gav han sig hen og headbangede til musikken. Det gik op for den unge mand, at den gamle mand selvfølgelig havde været far til et af ofrene, og at han var kommet til koncerten for at blive forbundet med sin søn eller datter, der var blevet slået ihjel. 

Den unge mand kigger ind i kameraet og smiler.

I sidste scene opsummerer en anden af de overlevende, der blev taget som gidsel på Bataclan, begivenhederne med ordene:

»Kærligheden vinder altid. Og sådan skal det forblive.«

’13. november. Angrebet på Paris’. Instr: Jules og Gédéon Naudet. Netflix (Fransk)

Utøya 22. juli’ er en markant tænkt og markant udført hybrid af fiktion og dokumentar, som på værdigvis vælger at placere sit fokus på ofrene, skriver Informations anmelder.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjarne Bisgaard Jensen
Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu