Læsetid: 6 min.

Nutidens liberale ateister begriber ikke, hvad religion egentlig er

De historiske erfaringer med ateistisk intolerance er for så vidt lige så skrækindjagende som erfaringerne med religiøs intolerance
Hvad de nymodens liberale ateister eller sekulære humanister, eller hvad de nu end foretrækker at kalde sig, frem for alt ikke synes at forstå, er, at også deres alternativ til, hvad vi kalder for religion, baserer sig på tro og ikke på viden.

Hvad de nymodens liberale ateister eller sekulære humanister, eller hvad de nu end foretrækker at kalde sig, frem for alt ikke synes at forstå, er, at også deres alternativ til, hvad vi kalder for religion, baserer sig på tro og ikke på viden.

Christian Lindgren

22. juni 2018

For ikke så længe siden var det nærmest et vedtaget videnskabeligt faktum, at religion havde udspillet sin rolle og styrede mod sin endelige bortgang. Med lige præcis videnskabelige fakta, det ene efter det andet, ville tro blive erstattet med viden, obskurantisme med oplysning, myte med sandhed, og religion – ja, med hvad?

I hvert fald ikke med videnskab, mener John Gray, en af vor tids skarpeste civilisationskritikere, for det, vi kalder religion, har ikke så meget at gøre med vores behov for erkendelse, som det har at gøre med vores behov for mening – et behov, der stadig ville bestå, selv hvis der skulle komme en dag, hvor vi kan forklare alting.

Aldrig så megen videnskab kan f.eks. slå bro over kløften mellem fakta og værdier – mellem det, som er, og det, som bør være. Og lige så lidt give os svaret på spørgsmålet om, hvordan vi bør leve vores liv – eller hvordan vi skal løse konflikter mellem den ene og den anden måde at leve livet på.

I sådanne sammenhænge er religion ikke nødvendigvis mere primitiv og uoplyst end f.eks. kunst og poesi.

Den ateistiske tro

Ikke desto mindre har vi i de seneste årtier set fremvæksten af en aggressiv religionskritik, ja ofte grænsende til religionsforagt, som ikke synes at begribe dette. Hvad de nymodens liberale ateister eller sekulære humanister, eller hvad de nu end foretrækker at kalde sig, frem for alt ikke synes at forstå, er, at også deres alternativ til, hvad vi kalder for religion, baserer sig på tro og ikke på viden.

Også de, som siger, at deres alternativ er et liv styret af fornuft og rationalitet eller rent ud af videnskab, må i sidste ende gribe tilbage til et punkt, hvor det, de advokerer for, ikke kan bygge på viden, men må bygge på tro. Men det, som er fornuftigt og rationelt for det ene menneske, er det ikke nødvendigvis også for det andet, og dette beror ikke på forskelle i viden, men på forskellige i, hvad mennesker tillægger værdi og finder meningsfuldt.

Ateismen er i dette perspektiv ikke modsætningen til religion, men bare religion under et andet navn – eller rettere: mange slags religioner. Religionsbegrebet blev konciperet og formet i en overvejende kristen kontekst, og derfor blev det så intimt forbundet med gudsforestillinger. Men der findes religioner uden Gud, ligesom der findes former for ateisme, som forguder noget andet end Gud, f.eks. Naturen, Fremskridtet eller Mennesket.

Den Franske Revolutions jakobinske ateister indstiftede bogstaveligt talt en Fornuftens Religion (Culte de la Raison), komplet med ceremonier og højtidsdage. Og den tænker, som måske mere end nogen anden, om end ikke ganske retfærdigt, er blevet set som eksponent for videnskabstro, Auguste Comte, indstiftede i 1800-tallet en religionslignende filosofisk kult, positivismen, hvis motto, orden og fremskridt, i dag kan læses som inskription på Brasiliens flag (Ordem e Progresso).

I så henseende viste Comte sig mere intelligent, end de sekulære tænkere, som fulgte i hans spor, skriver Gray, eftersom Comte til forskel fra disse havde indset, at behovet for religion ikke ville forsvinde i et samfund styret af videnskaben. Sand videnskab drømmer da heller ikke om at gøre krav på at ville erstatte religionen. Sand videnskab er ikke mindst kendetegnet ved sin klare erkendelse af videnskabens grænser. Den slags videnskab, som ikke desto mindre påberåbes af den kategori af liberale ateister, som Gray med slet skjult modvilje kalder ’evangeliske’ – med indflydelsesrige repræsentanter som Richard Dawkins, Steven Pinker og Sam Harris i spidsen – er blot tro eller ideologi forklædt som videnskab. F.eks. troen på, at spørgsmålet om godt og ondt har et videnskabeligt svar, og at dette ’videnskabelige svar’ tilfældigvis tenderer imod at være sammenfaldende med deres egne vurderinger og værdier.

En følge af forestillingen om, at spørgsmål om godt og ondt skulle kunne afgøres gennem videnskab, er, at tolerancen bliver desto mindre over for dem, som anses for at handle ud fra en ringere viden. I de ’evangeliske’ ateisters forkyndelse er tolerance ikke noget fremtrædende ideal, påpeger Gray.

Hvorfor tolerere dem, som burde vide bedre?

Hvorfor tolerere livsformer, som bygger på uvidenhed?

Religiøs fanatisme

De historiske erfaringer med ateistisk intolerance er for så vidt lige så skrækindjagende som erfaringerne med religiøs intolerance. De ideologier, som i forrige århundrede talte ivrigst om at fylde tomrummet efter ’Guds død’, banede som bekendt ikke vej for et fornuftsoplyst paradis, men for totalitære samfund. Det i dag mest intolerante og voldsomme udtryk for religiøs fanatisme – den islamistiske jihadisme – bygger grundlæggende på et sammenkog af totalitære ideer fra fascismen med totalitære tolkninger af islam.

Intolerance og fanatisme kan følgelig have forskellige kilder og give sig mange forskellige slags udtryk. De ’evangeliske’ ateister, som drager i leding mod religiøs ufornuft og uvidenhed, har blot ikke forstået, hvor megen ufornuft og uvidenhed også et sekulært eller ateistisk verdensbillede kan blive ophav til. Lige så lidt som de forstår, hvordan mange af de ideer og idealer, som de gerne knytter sammen med oplysning og fornuft – ideen om alle menneskers ligeværd, f.eks., eller ideen om menneskerettigheder – har rødder i et overvejende jødisk-kristent menneskesyn. Hvorimod ideer om, at mennesker er inddelt i højere eller lavere racer, eller at menneskeværd er et spørgsmål om intelligens eller overlevelsesevne, typisk har deres rødder i alskens pseudovidenskabelige forestillinger om, hvad et menneske er eller burde være.

For slet ikke at tale om ideen om, at mennesket er et skrøbeligt væsen, hvis moralske og intellektuelle kapacitet bør forstærkes gennem biokemisk og genetisk manipulation. Eller ideen om, at ’den menneskelige faktor’ kan elimineres af menneskerobotter med kunstig intelligens.

Blandt de syv typer ateisme i John Grays bog findes følgelig også transhumanismen – troen på, at mennesket ved hjælp fra videnskaben og teknologien skal sætte sig selv i stand til at overskride biologiens grænser og sågar overvinde døden.

I mine øjne er dette en uhyre rudimentær tro, men en tro – eller sågar en religion – er det ikke desto mindre.

Samtidig viser Gray, at også ateistiske trosforestillinger kan være dybt meningsbærende, og i sin bog fremhæver han nogle af de ateister, som har haft størst betydning for ham selv, fra Arthur Schopenhauer til Joseph Conrad og George Santayana – alle er de forenede i en skepsis over for ikke bare troen på en Gud, men også troen på erstatningsguder såsom Mennesket, Fremskridtet eller Videnskaben. Forenede også i troen på, at en verden uden Gud forbliver lige så uudgrundelig som en verden med Gud, og forskellen mellem disse i den forstand forbliver mindre, end vi måske foretrækker at forestille os det.

John Gray er til tider og med en vis ret blevet opfattet som pessimist eller ligefrem en kyniker med en veludviklet sans for den menneskelige tilværelses absurditet og mangel på en højere mening. I bøger med dystert klingende titler som False Dawn, Stray Dogs og Black Mass har han ikke just optegnet nogen lysende horisont for menneskeheden. Den, som leder efter ti raske tips til, hvordan mennesket og verden kan forbedres, bør måske afholde sig fra at læse John Gray.

Ikke desto mindre findes der hos Gray, præcis som hos de ateistiske fritænkere, han identificerer sig med, en dyb patos for mennesket i al dets moralske forvildelse og eksistentielle ensomhed – en patos, jeg tror, kan have samme opbyggelige indvirkning på læseren som en konsekvent illusionsløs og ubetinget kærlighedsprædiken.

Til den, som vil udsætte sig selv for en både skarpsindig og sortseerisk betragtning om mennesket med eller uden Gud, kan jeg ikke anbefale nok at læse Gray.

John Gray: ’Seven Types of Atheism’ udkom tidligere på året på forlaget Allen Lane.

Göran Rosenberg er journalist og forfatter.

© Göran Rosenberg og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Bjørn Pedersen
  • Runa Lystlund
  • Anne Schøtt
  • Viggo Okholm
  • Lise Lotte Rahbek
  • Britta Hansen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Jørn Andersen
  • Steffen Gliese
  • Eva Schwanenflügel
Ejvind Larsen, Bjørn Pedersen, Runa Lystlund, Anne Schøtt, Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek, Britta Hansen, Maria Francisca Torrezão, Jørn Andersen, Steffen Gliese og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Wieth

Jaså. Man kan definere begrebet religion så bredt, at afvisning af eksistensen af gud(er) er en religion. Og man kan dæmonisere ateister, lige som man kan med så meget andet. Men hvad er pointen med disse øvelser? Er der nogle ateister, der har tisset på forfatterens sukkermad?

Palle Yndal-Olsen, Kjeld Jensen, Troels Ken Pedersen, Peder Bahne, H M, Jacob Schmidt, Janus Agerbo, Eskil Nielsen, Klavs Hansen, Henrik Leffers, Mogens Holme og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Carsten Nørgaard

»Og man kan dæmonisere ateister, lige som man kan med så meget andet,« skrives der i en kommentar. Men heldigvis er det slet ikke virkeligheden omkring denne artikel, som er et relevant og vigtigt indslag.

Maria Francisca Torrezão, Runa Lystlund, Anne Mette Jørgensen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Vås. Blot fordi man ikke er troende, beskyldes man for at være religiøs på en anden måde.

Bent Gregersen, Kjeld Jensen, Troels Ken Pedersen, Peder Bahne, H M, Martin Lund, Janus Agerbo, Morten Østergaard, Eskil Nielsen, Klavs Hansen, Michael Christensen, Carsten Hansen, Søren Knudsen, Søren Bro, Jesper Sano Højdal, ulrik mortensen, Ebbe Krüger, Mogens Holme, Heidi Larsen, Kim Houmøller, Niels-Simon Larsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Ronny Linder

En lidt mærkelig grundpræmis, da Ateisme jo drejer sig om en ikke tro på en eller flere guder? Det benægter ikke nødvendigvis religion som en øvelse som sådan (heller ikke guder som sådan, vi udgår bare fra at de ikke eksisterer - så det er grundpræmissen - ikke benægtelsen af dem). Det er jo helt fint med, fx "nonfirmationer" og andre ritualer inden for ateismen fx. Jeg er selv medlem af Dudeism (en religion baseret på The Big Lebowski), og det har ateistisk selskab altså ikke noget som helst problem med :-)

Jeg er som sagt selv ateist med en stærk tiltro til videnskab, og jeg tror da på en helvedes masse ting. Den store forskellen ligger nok mest I at jeg ikke ær særligt glad for dogmatiske sandheder (som mange religioner har), og at jeg prøver at tænke mere i sandsynlighedder end absolute termer. Kristik tænkning er central, men i en verden uden absolute sandheder bliver man jo nødt til at "tro" på den mest sandsynlige tilfældige sandhed der er; ellers er det jo helt umuligt at navigere i verden. Så det er da helt selvfølgeligt at videnskabs-orienterede ateister tror, men vores tro baseres jo nok mere på de videnskablige sandsynligheder end gamle dogmatiske skrifter; og de klassiske religioner har jo ikke særligt meget at komme med, når vi forholder os til dem på et empirisk videnskabeligt grundlag. Nu er det jo helt umuligt at hele tiden forholde sig til ny videnskab, så en form for "dovn" pragmatisme eksisterer jo nok hos os allesammen, hvor vi simpelthen stoler på venner, og medier rundt omkring os også; lige som de fleste andre.

Her kan I læse lidt mere om Dudeism, og smut gerne en tur forbi Ateistisk selskab, det er altid fint med lidt mere info!
https://dudeism.com/
http://ateist.dk/

Anyway, håber det giver en lille smule perspektiv fra en glad ateist :-)

Mogens Holme, Jacob Schmidt, Morten Østergaard, Eskil Nielsen, Mette Poulsen, Anne Mette Jørgensen, Morten Wieth, Torben K L Jensen og Magnus Bravo anbefalede denne kommentar
Jens J. Pedersen

Det, der ofte binder mennesker sammen, er ritualer og fælles forståelse. Religare, der er græsk og vel egentlig grundforståelsen i religion, betyder fælles regler, genlæsning etc. etc. Med eller igennem en religion bliver der indført og blev der indført forskellige ritualer for sammenhold, men også for overlevelse. Gamle ritualer er ofte blevet til en del af troen og skal forsvares uden anden begrundelse end traditionen og troen.
Kommunismen var og er også en religion. Når man rejser rundt i Østeuropa, hvor man havde såkaldt kommunisme, så ses ofte himmelstræbende bygningskonstruktioner, der vidner om et religiøst forhold til en politisk retning.
Hvis man er ateist, så er man indifferent i forhold til religioner. Det forstås, at andre har nogle regler, så de håndhæver og er en del af troen, men det er op til dem. Hvis man bekæmper religioner, så er man antiteist hvilket i sig selv kan blive en religion.
Som individ må man jo overveje, om religiøs tro er vigtigt og evt. nødvendigt for netop mig.
Mange teologer vil hævde, at man ophøjer sig selv til Gud, hvis man er ateist, men det må så være i deres forståelse, hvor de øjensynligt ikke kan forestille sig, at mennesker kan eksistere uden en ophøjet størrelse at relatere sig til.

Torben K L Jensen

Hvad er religion andet end forsøg på at monopolisere "sandheden" ud fra mennesket begrænsende sanser og instinkter for overlevelse. Overordnet et styringssystem der bygger på eksistentiel angst og overtro. Det sørgelige er bare at vores begrænsede horisont uvægerligt fører til udtryk som : "Der er mere mellem himmel og jord end vi aner" Hvilket er den skinbarlige SANDHED - for altid.

Janus Agerbo, Eskil Nielsen, Klavs Hansen og Hanne Ribens anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

En rodet artikel, jeg ikke kan få andet ud af, end Göran synes, at ateister er dumme.

Peder Bahne, Mogens Holme, H M, Morten Wieth og Sven Elming anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Hvilket også medfører at en kreativ og deterministisk gud forsvinder i kvantemekanikkens sandsynligheder.

Morten Hillgaard

Alt har en forklaring min fine ven.
Problemet er alene at kunne finde den.
For mere liv - for ej sig kede,
må mennesket bestandig opdage, undres -- og så atter lede.

Illusioner er da ofte af de glade.
Afslør dem kun når de mest gør skade.
Som når skaden er givet ifølge naturens orden,
og virkeligheden vil ramme som lyn og torden.

Er en forskel for stor eller flyder tingene sammen,
så fjernes fra livet al fryd og gammen.
Det er da i grunden såre banalt,
er alt lige-meget, så går det da galt.

Anne Mette Jørgensen, Viggo Okholm og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Ebbe Krüger

For at bringe en gammel abstrakt snak ned på jorden, synes jeg, essencen i den religiøse livsforståelse er, at der på trods af alle beviser imod det, er et liv efter døden - og at der er en større mening med det tilfældige, det meningsløse vi gudsløse prøver at leve i. Ang. det første: hvis du tænder et stearinlys, så der bliver lys - og du så slukker det igen. Hvor går lyset så hen, når det er slukket? Og hvor var lyset, førend at du tændte det? --- (lidt som spørgsmålet: hvad er nord for nordpolen?) og ang det andet spørgsmål med at kunne se en mening i det meningsløse og det tilfældige, så lader det ikke til at være et problem for os, der er kreative og vant til at skabe noget ud af ingenting. Det er da vist mest et problem for de, der ikke er vant til selv at skabe noget og som derfor klamrer sig til gamle meninger og bøger, der påstår, at de/bogen kan forklare det hele. (Derved behøver du ikke tænke selv, er der nogle der vil mene). Så ... er der et liv før døden? og er du i stand til at få et godt liv, som du er stolt og tilfreds med? ...også uden diverse guders hjælp?
To be or not to be, that is the ?

Thomas Frisendal

Jeg har det fint uden religioner og guder. Og det har jeg vel lov til. Så hvorfor pådutte mig noget? Og mobbe mig pga. noget, som ikke har relevans for mig?

Kjeld Jensen, Nike Forsander Lorentsen, Mogens Holme, Jacob Schmidt, Eskil Nielsen, Klavs Hansen og Sven Elming anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Lad de troende tro og lad os andre være fri.

At tro på skabnede guder er lig u-begrundet tro.
At tro på videnskabelige teorier er lig begrundet tro.

Der er en verden til forskel på de to indgangsvinkler til livet og universts opståens, for det rationelt tænkende væsen.

Kjeld Jensen, Mogens Holme og Jacob Schmidt anbefalede denne kommentar
Uffe Palludan

De der ikke tror på græskarmanden er naturligvis lige så langt uden som de der tror på ham.

Mogens Holme, Eskil Nielsen og Klavs Hansen anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Vigtigst i dette spil her,hvis vi alle ser det andet menneske som lig os selv og med de samme ønsker for dette menneskes liv som vores eget. Om man tror på en Gud, eller tror livet er en tænd og sluk og tænd igen eller bare er en del af naturens proces, så er vigtigheden af respekt vigtigst til en hver tid, hvis den menneskehed vi kender skal blive bedre til at undgå konflikter og skade hinanden. Vores ego skal dæmpes, medfølelsen styrkes og begær og lidelse skal erkende som en del af vores liv. Vi skal bare lære at reagere så det ikke skader andre! Nemt ikke?

Runa Lystlund, Søs Dalgaard Jensen, Niels-Simon Larsen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Jørn Andersen

Tåben bilder sig ind,at han ved alt,den vise ved,at han ingenting ved.

Søs Dalgaard Jensen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Runa Lystlund

Runa skriver.
Under kommunismen var religion forbudt i mange østeuropæiske lande, hvilket gjorde, at religion florerede i det skjulte, for alt der er forbudt, er for mennesket interessant. Omvendt var Oplysningstiden nok aldrig opstået, hvis ikke kirkens magt havde været så stærk og interessant at bryde. Vi mennesker drages mod det vi ikke må. At tro, at der kun findes en sandhed, er idiotens foretrukne tankesæt, uanst religion, ikke religion. Ikke at tro er også et valg og bliver i sidste ende en trosretning, for hvilket samfund vil vi få, uden visse regler og moralske begreber. Vi kan ikke undslå os, at vi i Norden lever i et samfund bygget på kristne begreber og moralske pejlemærker pudset til over flere århundreder, troende eller ej. Mit råd til danske ateister, find fortalere for jeres idesæt, som bare er nogenlunde reflekterende og oplyste. For når en forening af ateister nedgør religion som overtro og vil have religion fjernet, så er de enten blevet fascistoide, eller intolerante. Hvad er så forskellen på den slags ateisme og ortodoks religion?

Brian W. Andersen

Hvad er det egentlig vi skal diskutere her? ..eller overbevises om?
Der er ikke ret meget forskel på ateister og religiøse. Alle tror på noget. Om det så er tro på en gud, på videnskabens lære og/eller teorier, på en filosofi eller politisk ideologi, er så sekundært til hvordan folk agerer ud fra deres tro at det nærmest bliver uvæsentligt. At tro er en af de ting vi allesammen har til fælles. Vores hjerner er så bygget til det at ingen af os kan fungere uden tro.

Vi kan selvfølgelig godt diskutere graden af realisme i forskellige gruppers tro og dette gør vi ofte og som regel mere end hvad der er sundt for det fælles samfund vi alle skal leve i. Personligt vil jeg hellere skelne imellem mennesker ud fra deres handlinger end ud fra deres tro og gøre dette med vægtning imellem om deres handlinger er prosociale eller antisociale. F.eks. beskylder ateister ofte troende i de store religioner for at være skyld i alverdens ondskab. Jeg er ikke religiøs, men jeg vil meget hellere stå overfor en kristen, der tror så stærkt på læren om den barmhjertige samaritaner at han/hun er besluttet på at fremme barmhjertighed, end at jeg vil stå overfor en ateist, der tror så stærkt på videnskabens evolutionslære at han/hun vil hjælpe evolutionen lidt på vej. Det er en del af min personlige tro at jeg regner sidstnævnte for en langt mere sandsynlig kandidat til at gøre skade på vores fælles samfund end førstnævnte.

Lige nu er det største "trossamfund" i verden hverken kristne, muslimer, hindi eller nogen anden gudstro gruppe. Den dominerende tro er troen på det liberale, vækstorienterede markedssamfund. Den tro deles af så mange ikke-religiøse og religiøse af enhver retning at "menigheden" er på milliarder af mennesker. Den har udviklet en lang række dogmer, som gerne påstås at være vidensbaserede, men jeg må alligevel betragte den som en tro. Videnskaben giver ikke den bedre beviser end der kan gives beviser på eksistensen af en gud. Det er nærmere omvendt, eftersom denne tro kræver konstant vækst i både befolkning og ressourceforbrug for at dens praksis kan fungere og fortsætte. Det hænger ikke sammen med videnskabens beviser på planetens størrelse og begrænsninger, samt om afstanden og transportproblemerne til næste måske beboelige sted i universet, så her må der rent logisk være tale om en tro.

Og det er ok. Jeg ser ikke noget problem i at andre tror på noget andet end hvad jeg tror på. Det er på mange måder en god ting, fordi det skaber et råderum, hvor meninger kan støde sammen og føre til nye idéer, som kan anvendes til fælles bedste. Tro er også helt essentielt i skabelsen af håb som vi alle har brug for en portion af, for at vores følelsesliv kan fungere.
Der hvor vi kommer i problemer, der hvor sammenstødet imellem de mange meninger fører til had og konflikt, er fordi vi kollektivt groft undervurderer faren fra fundamentalisme. Vi kan godt genkende fundamentalister når vi kigger på dem der tror på islam, kristendom eller fascisme og nazisme, men det kniber gevaldigt med genkendelse og erkendelse i alle andre former for tro. De burde ellers være ret lette at genkende på deres handlinger, men det er som om at alle glemmer at spørge om en socialist også kan være en fundamentalist eller om en liberalist kan. Kan de det? Og hvis de kan, hvor mange er der så og hvor mange har vi ladet agere frit i samfundet?

Når jeg ser på samfundet omkring mig både lokalt og globalt, så er jeg ikke i tvivl. Vi bør holde langt mere øje med hvad folk gør i deres tros navn end hvad de tror på. Religionerne har ikke patent på samfundstrusler. Tilhængere af næsten en hvilken som helst filosofi eller ideologi kan være lige så farlige, fordi truslerne altid kommer fra hvad folk er villige til at gøre for deres tro og for at fremme dens indflydelse på det fælles samfund.

Alle tror på noget og alle søger sammen med andre som de oplever som ligesindede, så kig på dem i kender. Er der nogle, som tror så stærkt eller blindt på noget at det ophøjes til en sandhed, der fejer al deres tvivl til side? Og er der det, er der så nogle af dem, som mener at det er berettiget at bruge antisociale metoder som f.eks. "nødvendig" magtanvendelse eller svindel for at bringe deres "sandhed" til andre?

Jeg har mødt mange mennesker, hvor jeg må svare ja til begge spørgsmål. Jeg prøver gerne at tale lidt tvivl ind i dem og hvis de forsøger at stille sig selv op som ledere, skal de forvente min modstand i stedet for min støtte. Jeg er overbevist om at det er et af de mange små skridt på vejen til et bedre fælles samfund, men hvad ved jeg egentlig om tingene? Jeg er jo også bare en der tror.

Gælder livet efter døden også for alle dyr og insekter og bakterier og svampe, eller er vi mennesker bare helt specielle i forhold til alt andet liv, og gjaldt det også for dinosaurerne, da de sad på toppen af kransekagen ? Bliver der hele tiden mere og mere efterdødsliv et eller andet sted i eller uden for universet, eller er det hele bare en afspilning i loop af jazznummeret "Anything goes" ?

Bjørn Pedersen

Hvis man aldrig har set Dawkins' dokumentar om religion (kørte for flere år siden på DR1): "The Root of All Evil", og ikke fik vinket med en vognstang bare med titlen, så kan jeg varmt anbefale den hvis man vil bekræftes i at den type - og et par kommentatorer her forstår åbenbart ikke at artiklen ikke er vendt mod "ateister" bestemt flertal. Den er vendt mod en særlig type af forkyndende ateister, der tror at deres ateisme er "videnskabelig" og mere "rationel".

Men, og måske er det noget der er gået tabt i oversættelsen, "liberale" ateister? Der opereres vist med en bred, tilsyneladende angelsaksisk, forståelse af ordet "liberal"? Kan hvertfald ikke se noget særligt borgerligt ved... Ah, og så igen. Den måde Støjberg taler om immigranter eller Joachim B. Olsen om arbejdsløse kan godt minde om den slags ateister. Ellers foreslår jeg blot som de engelskprogede medier at kalde dem "New Atheists", Nye Ateister. Da vi ikke rigtig har tradition for den engelske lune for at bruge stort begyndelsesbogstav for at gøre opmærksom på at et ord er "specielt", så måske oversætte det med ny-ateist?

Det er måske rigtigt nok, at religion kommer af søgen efter mening i tilværelsen, og med universet som sådan. Men ikke enhver mening er meningsfuld, og religionskritikken har vel også sin berettigelse fordi religiøse dogmer ofte fremsætter forkerte meninger om verdens sammenhæng. Der er jo talrige eksempler man kunne give på dette, som de færreste nok ville holde Biblens skabelsesberetning som sand i absolut forstand. Og hvad værre er så fremsiges religiøse sandheder ofte med reference til religiøse antagelser i sig selv. Der er med andre ord ikke behov for validering af sandheden, hvilket man jo vil forudsætte mht. videnskabelige sandheder.

Dermed får religiøse sandheder jo et skær af evighed - og kan end ikke modsiges - de kan kun fortolkes - og det endog ofte af et præsteskab, så kan udlægge sandt fra falsk

Det bliver svært, at kritisere en religion på denne religions egne præmisser.

At liberale ateister eller sekulære humanister ikke forstår religionen til bunds gør sgu ikke i sig selv de religiøse dogmer sande eller rigtige. De er kun rigtige for dem som tror.

Så kan måske postulere, at vi alle tror i et eller andet omfang, eller vi har behov for mening, eller ikke kan håndtere tilfældighed - eller meningsløshed i tilværelsen. Men det kommer vi jo ingenlunde nærmere sandheden af.

I sidste ende kan vi kun i et vist mål forlade os på tro, og vi må i mange tilfælde validere vores viden. Som jeg læser artiklen er det ene ikke bedre end det andet forstået som ateismen er nøjagtigt ligeså intolerant som religiøs funderet fanatisme

Men så overser man vel også, at religionskritikken i nogen grad var med til, at frisætte mennesket, og at overtro ret beset er en skabelse af mening uden belæg - modsat hvad der burde gælde i videnskab og grunden til, at positivismens adskillelse af viden fra tro - videnskab kontra metafysik har en vis berettigelse om end skillelinjen trækkes for hårdt op

Selvom rationalitet og fornuftstænkning ikke fritager fra, at skulle skabe mening, så er det vel et fremskridt fremfor en religiøs tro der refererer til sig selv? Jeg kan ikke tro andet :-)

Carsten Hansen

Som ateist og tilhænger af individets ret til selv at vælge en religion at dyrke, eller helt fravælge samme, er det min klare opfattelse at alle andre ikke skal belemres med konsekvenserne af individets valg.

Derfor tager jeg skarp afstand fra religiøs indflydelse i folkeskoler , offentlige institutioner samt krav om bestemt opførsel i forhold til religioner.
Jeg hilste med glæde afskaffelsen af Blesfemiparagrafen velkommen samt daværende afvisning af søgsmål mod Jyllandsposten og Mohammed-tegnere.

Adskillelse af stat og kirke bør ske hurtigst muligt og religionsdyrkelse reduceret til udelukkende at være et privat anliggende.
Konfirmationsforberedelse skal naturligvis ud af skoletiden.

Ateismens opgave er ikke at forbyde religion men blot at modsige religion og holde den væk fra politiske beslutninger.
Jeg ser frem til at Danmark endelig indtræer blandt de sekulære stater.

Mogens Holme, Gunilla Funder Brockdorff og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

I min studietid læste jeg noget om Friedrich Feuerbach, som hørte til Ung-Hegelianerne, og som var materialist. Feuerbach så slet og ret religionen som mystificerende. Nu er en netavis ikke til lange citater. Men Feuerbach mente, at religion er det der kan forklare alt uden, at vide noget bestemt. Den er en ikke-viden, der negligerer alt det der kan imponere fornuften, som ubetydeligt i den guddommelige magts øjne. Religion er udtryk for mangel på teori. Feuerbach sagde, at religion er nattens moder.

Og det måske lidt vel meget, at ateister tilskrives en mangel på forståelse for religion, når man tager inkvisitionen, forfølgelser af kættere og andet med i betragtningen, som fordums tids religiøs intolerance, for ikke tale om nutidig religiøs intolerance.

Jovist moderne tid har også sine skismaer, som nazisme og kommunisme, som kommer af manglende tolerance, og også manglende tolerance for folks tro. Men det er ikke noget man snævert skal kæde sammen med ateisme

Langt hen ad vejen har religion også været et åg for mennesker. Og selv om folk må mene som de vil kan man jo godt stadig mene, at religion både er mystificerende og fremmedgørende.

For at vende tilbage til Feuerbach, så sagde han rent ud, at det ikke er Gud der har skabt mennesket i sit billede, men omvendt menneskene der har skabt Gud og sine guder i sit billede.

Jens Erik Starup og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Flere af kommentarerne bekræfter artiklens pointe. Mange ateisters religionskritik sigter mod et naivt billede af julemanden i himlen. Det har ikke mange tilhængere i dag. Ateismens kritik rammer ikke den vestlige kulturs mest fremherskende religioner: Dyrkelsen af Mammon og Egoet. Tværtimod går de naive former for ateisme godt i spand sammen med materialisme og solpisisme.

Niels-Simon Larsen

Ole Riis: Kigger tilfældigt og ser din kommentar. Det er ikke sikkert, at di ser min, men jeg skriver alligevel. Der kunne jo være andre, der ser den.
Som ateist kan man sagtes dyrke mammon og egoet. Der er mange, der gør det, for der ligger ikke noget moralsk-etisk i ateismen. Den er tom, for den består kun af et nej. Et nej til, at der findes en gud.
Der findes derfor ikke 'naive former for ateisme'. Der findes ateister, der er naive, dumme eller kloge. De kan være alt muligt ved siden af, at de er ateister. Derfor kan ateister ikke angribes som ateister, men godt for alt muligt andet.
Der er mange ateister i folkekirken, ellers kunne den ikke bestå. Der er også ateistiske præster. Det kunne fx være præster, der ikke tror på Jesus, men mener, at vi skal vende den anden kind til og leve som markens liljer og himlens fugle.
Møder du en, der kalder sig ateist, er han sikkert fuld af pral eller løgn. Det samme gælder for den kristne, men man skal kalde sig noget for at få en diskussion i gang. Det skal man bare være opmærksom på.