Ny bog afslører 'Pagten' som autofiktion, hvor Thorkild Bjørnvig fremstiller historien, som den klæder ham bedst

I Karen Blixens forfatterskab finder man ofte personer, der hensætter andre i umulige situationer. Ikke mindst har Blixen et falkeblik for nølerne – dem, der skuffer andre menneskers forventninger, fordi de ikke kan beslutte sig.

Jørgen Stormgaards nye bog Blixen og Bjørnvig. Pagten, venskabet og bruddet beskriver forfatteren Thorkild Bjørnvig (1918-2004) som netop sådan en nølende mand. Bogen fortæller, hvordan Bjørnvig i den periode, han beskriver i erindringsbogen Pagten (1974), lod ikke mindre end tre elskende kvinder i stikken: Karen Blixen, hustruen Grete og elskerinden Benedicte.

Hermed dekonstruerer Stormgaard effektivt hovedintrigen i Bjørnvigs erindringsværk Pagten, hvor Bjørnvig fremstiller sig selv som en tragikomisk marionet i Blixens spind. Sin ubeslutsomhed lægger Bjørnvig ikke skjul på, men meget andet i Stormgaards bog afslører reelt Pagten som en autofiktion, hvor fortælleren fremstiller begivenhederne, som de klæder ham bedst.

Pagten er Thorkild Bjørnvigs mest læste bog, og måske den bedste. Heri beskriver han den aftale eller ’pagt’, som han selv som 32-årig, i 1950, indgik med Karen Blixen, hvor han tilbød »at tjene Dem i den Tid, der er tilbage«. Pagten blev et fascinerende dobbeltportræt af ham selv og Blixen, et ligeså fascinerende billede af 1950’ernes toneangivende generation af mandlige forfattere og kunstelskere, der bl.a. omfattede forfatteren og forlæggeren Ole Wivel og Louisianas stifter, Knud W. Jensen, og desuden en ofte barokt komisk beretning om en mand, der handler i strid med sine egne interesser, fordi den beundrede Karen Blixen siger, han skal.

I sin bog sætter Stormgaard navn og følelser på de ’bipersoner’, der omgav bogens to hovedpersoner, Karen Blixen og den cirka 30 år yngre Thorkild Bjørnvig. Resultatet er en nådesløs beretning om svigt og selvbedrag, som har efterladt denne anmelder med en historie, som virkelig er svær at skrive. For hvad er sandheden om Pagten? Er den Thorkild Bjørnvigs oplevede afmagt og »Raadløshed« over for Blixens magiske evner? Eller kan metafysikken skrælles af Pagten, så Bjørnvig står tilbage som medansvarlig for ’bipersonernes’ triste skæbner?

Stormgaard vælger det sidste. Siden Pagten er mange skeletter raslet ud af de hereticanske skabe. Jørgen Stormgaards bog trækker endnu flere frem. Selv om hans bog er nørdet nok til at udkomme på et universitetsforlag, gør dens solide research i Pagtens drama bogen spændende både for nye læsere og for os andre, der har spurgt os selv, om det nu kunne være rigtigt, at Karen Blixen kunne læse folks tanker og fjernstyre deres handlinger, som Thorkild Bjørnvig uden at blinke påstår i Pagten.

En vild historie

Gennem en årrække har Jørgen Stormgaard fulgt sporet af Pagten. I sin tidligere bog Blixen og Bjørnvig. Pagten der blev brudt (2005) beskrev han historien set fra bl.a. bipersonernes synsvinkel. I min egen anmeldelse af bogen efterspurgte jeg flere oplysninger om især de kvinder, der satte bølgegang i digterbrystkasserne.

Disse oplysninger tilvejebringes i denne efterfølger, der rummer afrundede portrætter af de fleste aktører i den vilde historie. Jørgen Stormgaard genfortæller Pagten som historien om en ambitiøs ung kunstner, der søger at overlade ansvaret for sit liv og forfatterkarriere til en anden. Som bekendt takkede Karen Blixen ja til Bjørnvigs forslag om at ’tjene’ hende. Uheldigvis kunne Blixen dog hverken styre sin egen forelskelse i ham (Aage Henriksen mente, at »hun elskede Thorkild«), eller Bjørnvigs gengældte forelskelse i den 28-årige Benedicte, som i Pagten er anonymiseret, men som var gift med hans mæcen og ven Knud W. Jensen. Samtidig havde Bjørnvig hustru og barn.

Det lyder som noget rod, og det var det. For hustruen og Benedicte blev kærligheden fatal. Grete Bjørnvig (1922-85) forsøgte selvmord, da hun opdagede, at hendes mand elskede en anden. Benedicte Jensen, f. Hergel, (1923-73) forlod sin mand, gik ind til et kompliceret liv – som Thorkild Bjørnvig gennem en årrække var en del af – og begik selvmord i 1973. Kun Baronessen kom tåleligt ud af roderiet. Hendes pragtfulde fortælling, Drømmerne, der fortæller om tab og aldring, håb og genfødsel, er almindeligt kendt som hendes version af forholdet til Thorkild Bjørnvig.

Ingen Weinstein

Stormgaard beskriver på ingen måde Thorkild Bjørnvig som en Weinstein-agtig grobrian, men som en forfinet sjæl, socialt og erotisk usikker, der med sine depressive episoder og skrivekriser var uendeligt dårligt castet som den machomand, der skulle forløse kvinderne omkring sig.

Stormgaard tolker smukt Blixens posthumt udgivne fortælling, Bjørnen og kysset (1975) som Blixens fantasi over sig selv og Bjørnvig, med Bjørnvig i hovedrollen som den kække unge fisker Bjørn, hvis møde med en ’finnekone’, dvs. en heks, giver ham nyttige erfaringer med i køjesækken. Stormgaard antyder, at Karen Blixen i denne fortælling havde gang i en del ønsketænkning. Virkelighedens Bjørnvig var hverken modig eller handlekraftig, men »en akademiker i vildmarken«.

Stormgaards portræt af den veluddannede bibliotekar Grete Bjørnvig gør det klart, hvor grænseoverskridende hun oplevede sin mands affære, og hvor uvidende Bjørnvig tilsyneladende var om det. Stormgaard beretter, at Thorkild Bjørnvig egentlig ville fortsætte sine erindringer, som efter Pagten udkom 1983-87, men tabte lysten, da sønnen Bo overlod ham Gretes dagbøger:

»Hun gennemskuede mig uden skånsel og formulerede sig så præcist, at ethvert håb om at give en anden udlægning af, hvad der var sket dengang, på forhånd var dømt til at mislykkes,« citerer Stormgaard Bjørnvig.

Affærens tredje kvinde, Benedicte, fik i 2013 sin egen biografi, Niels Barfoeds gribende Benedicte, der modtog Brandesprisen i 2013 og Rungstedlundprisen i 2017. Jørgen Stormgaard tilføjer her vigtigt nyt ved at vise den kronologiske sammenhæng mellem den psykisk syge Benedictes selvmord og udgivelsen af Pagten året efter. Måske udløste Benedictes skæbne et behov hos en skyldbetynget Bjørnvig for at fralægge sig ansvaret? I hvert fald udnævner Bjørnvig Blixen til den egentligt ansvarlige for affæren, uden at fortælle, at det ikke var Blixens, men vennen Knud W. Jensens idé at sende sin unge kone på ’opmuntringsbesøg’ hos Bjørnvig i Bonn! De mænd passede vist bedre på deres venner end på kvinderne i deres liv.

Bekvemt nok var både Blixen og Benedicte døde, Grete Bjørnvig ikke i stand til at protestere, og Knud W. Jensen sagde ikke noget. Dermed slap Bjørnvig for de offentlige brokkerier, som nutidens autofiktionelle forfattere må døje med, når de udnytter andre menneskers liv i deres kunst.

Bjørnvigs optagethed af sine egne behov fremgår desuden af Jørgen Stormgaards afrundede portræt af forfatteren Martin A. Hansen (1909–1955). Tendensen var tilsyneladende, at Hansen rådede og vejledte Bjørnvig, mens der gik mindre den anden vej. Selv om Bjørnvig og mange af hans forfatterkolleger beundrede Hansen som en faderskikkelse, var han reelt kun ni år ældre end Bjørnvig og sandsynligvis mere sårbar, end Bjørnvig havde blik for. Hansen døde som bare 45-årig, angiveligt til dels af det alkoholmisbrug, der i årevis havde bekymret hans kone, Vera.

Vildere end litteraturen tillader

Stormgaards beskrivelser af historiens detaljer er vildere, end litteraturen oftest tillader. Grete Bjørnvigs selvmordsforsøg blev afbrudt af ingen anden end Benedicte. Bjørnvig gik tilbage til Grete, men frygtede fremover, at hun igen ville forsøge at begå selvmord. Herom skriver Jørgen Stormgaard: »Han tilgav aldrig Grete, at hun på den måde gjorde det umuligt for ham at forlade hende.«

Tilgav! Jamen, hvem var det, der med sin alliance med Blixen og forelskelsen i Benedicte havde sat al elendigheden i gang? Mere umuligt var det da heller ikke at forlade Grete, end at han altså gjorde det alligevel. Parret blev skilt i 1969, da Bjørnvig havde mødt sin anden hustru, Birgit.

I ægteskabet med den rummelige og handlekraftige Birgit Bjørnvig, som Bjørnvig beundrende kaldte sin »Jensine Lyn«, må man tro, at den nølende digter omsider fandt den superheltinde, der magtede ansvaret for hans liv. Efter Bjørnvigs død brød Birgit desuden den hereticanske tavshed, da hun udleverede Benedictes mange breve til ’sin’ Thorkild til Benedictes to børn, Olav og Ane – og dermed også gjorde det muligt for Barfoed at skrive Benedictes biografi.

Blixens ’magiske evner’

Pagten er stadig en velskrevet, ofte morsom fortælling om et mentor-forhold, der kører af sporet. Jørgen Stormgaard gør opmærksom på, at Pagten fortsat inspirerer. En teaterforestilling er det blevet til (Folketeatret 2011), en film er planlagt. Som årsag angiver han, at bogen giver indblik i de to forfatteres psyke og bevæggrunde.

Selv har Jørgen Stormgaard med denne grundige bog tilføjet værdifulde nye dimensioner til en måske udødelig historie om en mand, der bilder sig ind, at hans uhensigtsmæssige beslutninger skyldes andres indflydelse. Bjørnvigs beretning om, at Karen Blixen var jaloux på hans ægteskab, virker stadig sandsynlig. Men hvorfor Bjørnvig, som den eneste i Baronessens entourage af yngre mænd, inviterede Blixen indenfor i sit kærlighedsliv, giver Pagten ingen fornuftig forklaring på.

For den tålmodige er der guld at hente i Stormgaards bog. Stormgaard har valgt ikke at skrive en skarp Bjørnvig-biografi, der afslører Pagtens problematiske omgang med andre menneskers virkelighed. I stedet bruger Stormgaard talrige andre kilder til at tegne mere ’fulde’ portrætter af de mange personer i Pagten. Bl.a. afmonterer han stilfærdigt Bjørnvigs forestilling om Blixens magiske evner (hvis Blixen virkelig var en heks, ville hun nok have sikret sig, at han ikke rendte rundt og forelskede sig!).

Den korte version af Stormgaards lange historie er, at det nok var Bjørnvig selv, der elskede, nølede og svigtede – og i Pagten beskrev det hele, som om det mest var synd for ham.

Jørgen Stormgaard: ’Blixen og Bjørnvig. Pagten, venskabet og bruddet’. Syddansk Universitetsforlag, 388 sider, 400 kroner