Læsetid: 6 min.

Odense-Ringen bør blive begyndelsen på årlige fynske Wagnerdage

Wagnerprojektets sidste to dele bestyrkede potentialet i Odense som en ny operaresidens ved siden af København, Aarhus og lejlighedsvis Esbjerg. Man har et fortræffeligt orkester og en velegnet sal, blot ikke længere Ringens uforlignelige dirigent, Alexander Vedernikov. Men det må der være råd for
Scenisk var Ragnarok en kulmination på de givne præmisser, men Valkyrien stod tilbage som den mest givende musikalske manifestation.

Scenisk var Ragnarok en kulmination på de givne præmisser, men Valkyrien stod tilbage som den mest givende musikalske manifestation.

fra forestillingen

12. juni 2018

Ved vejs ende kan man konkludere, at Odenses Ringprojekt, der begyndte i koncertsalen i september 2015 og sluttede i teatersalen den 3. juni 2018, blev en musikalsk succes.

Byens symfonikere, udvidet til den nødvendige størrelse på 100 musikere, har etapevis gennem disse to og et halvt år ’svømmet i Wagnervande’ og tilegnet sig Ringens tonesprog, som må være en ultimativ udfordring for hvilket som helst orkester. Godt skuldret af musikerne og Alexander Vedernikov. I den sidste cyklus har der været meget gode sangere, der har været mindre gode, og nogle få har været indisponeret. Det oplever man alle steder.

Produktionen i Odeons store sal var ikke båret af en markant kunstnerisk vision, og ofte kunne man savne en mere kreativ hånd til at guide sangerne. Instruktøren Jasmin Solfaghari fortsatte i den fyrede Annecchien Koerselmans spor og skulle i løbet af kun tre uger samle trådene i et drama af 15 timers varighed.

Der kom noget funktionsdygtigt ud af det og indimellem også fine sceniske momenter. Koerselsmans koncept bestod af seks kasser eller tårne, som blev belyst af skiftende farve- og billedprojektioner. I de fleste scener var omdrejningspunktet en skråtstillet installation, som en væltet stendysse, og et gennemsigtigt plastikforhæng fungerede som såvel fortæppe som bagtæppe for et smalt scenekantsrum. Enkelt og praktisk, når man nu ikke har en drejescene til rådighed.

Det ligger i tiden, at iscenesættere sætter Ringen i forskruede, for ikke at sige absurde, kontekster. Det er dem, der regerer. Eksempelvis Franz Castorfs stressende multimedieversion i Bayreuth, i flere roller ikke så godt sunget som i Odense, eller Claus Guths rapport om Siegfrieds liv som kontanthjælpsmodtager i Hamburg, slet ikke dirigeret så fremragende som i Odense.

Man ser sjældent en lige-ud-ad-landevejen-version som den fynske, men det er faktisk ganske velgørende, især når der står en mand med et lyssværd nede i orkestergraven.

Siegfried

For mit vedkommende er førsteakten i tredje del lidt af en prøvelse at komme igennem: Sceneriet med det splintrede sværd, der smedes sammen af Siegfried, og gættegåderlegen mellem Mime og Wotan.

Det kan være svært at holde gejsten oppe i de 80 minutter. Men Jasmin Solfaghari havde valgt komediens tilgang, vel også i en sådan grad, at det blev lige lovlig morsomt ved at lade sangerne køre delvis friløb. Komikken stod især Mime for, den glimrende østrigske tenor Wolfgang Ablinger-Sperrhacke, hvorfor den dunkelt spekulative side af dværgen desværre blev underbelyst – det er ellers netop dette ledemotiv, der er fremherskende i orkesterforspillet.

Den tyske tenor Torsten Kerl kom med en flot stemme, der mageligt trængte gennem orkestret med en kraftfuld spændthed. Hans bamsede Siegfried struttede som et dampbarn, og det gav god mening. Problemet var blot, at skikkelsen ikke ændrede sig synderligt.

Den frygtløse helt lærer frygten at kende i tredje akt, da han for første gang møder en kvinde, den sovende Brünnhilde på valkyrieklippen. Det kunne en psykoanalytiker få en helt del ud af, sådan noget med individuation og selvudvikling.

Det skete ikke for Kerl, men hans gemyt passede på den anden side godt til det musiske samspil med skovfuglen, sunget af en fortryllende Nina Bols Lundgren, dansende fnuglet rundt med en udstoppet fugl på den ene finger.

James Johnson vendte tilbage som Wotan efter sin indisposition i Rhinguldet. Det var desværre ikke en lykkelig disposition. Han kæmpede fortsat med at få stemmen til at fungere, flere gange lød det temmelig katastrofalt, hvorefter han i dialogen med Siegfried blev hensynsfuldt dækket af det heftigt medlevende orkester. Man mærkede, at amerikaneren havde det skidt med sin tilstand.

Ikke kun fuglen sang og agerede godt. Tyske Anja Jung steg op fra jorden som vølven Erde med sin rigt tonede kontraaltstemme og satte sin gamle elsker Wotan på plads. Som en ny Brünnhilde på klippen triumferede briten Catherine Foster. Hun virkeliggjorde en stærk karakter, høj, slank og bydende, af et intellektuel tilsnit som stod i nogen kontrast til denne Siegfried.

Ragnarok

Når man er kommet så langt som til den sidste del, kolossal som den er på alle måder, forventer man, at alting topper i de over fire timers spilletid. Ringen er nemlig også en sand bjergbestigning for publikum, og det skal i hvert fald ikke gå ned ad bakke. Lad mig sige det på denne måde: Scenisk var Ragnarok en kulmination på de givne præmisser, men Valkyrien stod tilbage som den mest givende musikalske manifestation.

Wagnersang kræver robuste stemmebånd. Med tiden kan der tilstøde sangeren et uskønt vibrato, som man kompenserer for ved at spille eller deklamere sig ud af vanskelighederne. Det er en slitage, som få vil acceptere hos Mozart eller Verdi i vore dage, men af en eller anden grund får Wagnersangere lang snor.

Et beskedent eksempel på fænomenet var den onde Hagen, fremstillet af den færøske bas Rúni Brattaberg. Han tegnede en storslået gemen skikkelse, en tilbagetrukket kyniker, gestaltet i en vis lighed med Mads Skjern og hans skjulte dagsordener, og i besiddelse af et godt stemmemateriale.

Men vibratoets forbandelse skæmmede i det høje register, man tog det med, fordi musikken er så diabolsk, og i dybden lød han til gengæld malmfuld og på sikker grund, da han talte i søvne med sin endnu grummere far, Alberich – den hele vejen igennem høreværdige basbaryton Pavlo Hunka.

Jennifer Wilsons Brünnhilde var et andet og mere kritisk eksempel. I prologens duet sang hun fint afstemt med Kerls Siegfried, hvor der var en ro og afspændthed, som blev modsvaret af lyssætningens violette laserede farver à la Rudolf Steiner. Men i de efterfølgende konfliktzoner og i slutscenens verdensbrand blev man for tydeligt opmærksom på partiets gevaldige krav.

En ny sanger havde også sine problemer, Gunther med den tyske baryton Alejandro Marco-Buhrmester, som blev meddelt indisponeret inden forestillingen. Han var mærkbart i underskud. Den centrale hævntrio mellem Brünnhilde, Hagen og Gunther faldt derfor i nogen grad til jorden, men den var i det mindste visuelt fængende. Lysdesignet ved Andrew Tristam fungerede i det hele taget tilfredsstillende netop i Ragnarok.

Torsten Kerl havde som sagt svært ved at lægge den joviale side af Siegfried på hylden, det var vel sådan, han ønskede det, men man forstod udmærket, hvorfor Kerl er et navn i de store operahuse rundt omkring. Og han fik et smukt modspil fra sin nye kone, Gutrune, pragtfuldt sunget af russiske Ljubov Petrova, som vi havde hørt tidligere som Freia i Rhinguldet.

Russisk mandskor

Alexander Vedernikov var imidlertid Wagnerdagenes mand i skysovs. Også i Ragnarok excellerede han med sit orkester i en fornemt afvekslende fokusering på strygere henholdsvis blæsere. Flere kunne fremhæves, her vil jeg alene hylde den velintonerede basungruppe for en respektindgydende indsats hele vejen rundt.

Vedernikov overraskede også med valget af mandskor, et kontingent på 25 herlige tenorer og basser hentet fra operakoret på Mariinskij Teatret i Sankt Petersborg. Et blik på teatrets hjemmeside afslører for øvrigt, at der er 75 herrer at tage af.

Odense-Ringen er sluttet, Vedernikov drager nu til København for at blive musikchef for Det Kongelige Kapel. Men hermed bør det ikke slutte med ambitiøse operafestspil i den fynske hovedstad. Man har et fortræffeligt orkester, en velegnet sal og efter alt at dømme et stort publikum fra indland og udland. Tilbagevendende Wagnerdage i maj ville slet ikke være en dårlig idé.

Wagner: ’Nibelungens Ring’. Iscenesættelse: Jasmin Solfaghari efter et koncept af Annecchien Koerselman. Internationalt sangerhold med dansk islæt og et udvidet Odense Symfoniorkester under Alexander Vedernikov. Kulturhuset Odeon 1. og 3. juni.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Så er det da heldigt, Steffen Gliese, at der er så uendeligt mange andre komponister, du kan dyrke.