Læsetid: 4 min.

Ordet i hans magt

Demosthenes i nyudgivelse stiller nutidens politikertaler i relief
22. juni 2018

Han skrev de oratoriske mesterstykker i sin kælder omgivet af dynger af udkast og rettelser til det, han ville sige, og det, han havde sagt. Denne proces standsede ved hans død for egen hånd og på flugt år 322 f.Kr. Tilbage står overleveringen fra en af historiens største politiske talere, det gamle Grækenlands betydeligste, forbillede for senere slægtleds folketribuner, Cicero, Gandhi, Churchill, Kennedy: Demosthenes.

At læse datidens politiske retoriske prosa med rimeligt udbytte fordrer selvsagt indsigt i ophavsmand og situation.

300-tallet før vor tidsregning er godt nok langt væk i tid og sted. Da Demosthenes var i 30’erne (f. 384) og så småt ved at blive bemærket på den politiske scene, ofrede folk i Hjortespring en langbåd med våben. Meget mere er der ikke at sige om den ting og for den sags skyld om Danmark i midten af 300 tallet f.Kr.; kvittering på den ofrede båd findes jo ikke, intet skriftligt før Jellingestenen. Derimod har vi bunker af skrift om Athen, om Grækenlands samfundsformer og menneskene, borgerne i Athen, mændene, der mødtes i forsamlingen og udøvede deres demokratiske ret og pligt.

Skriftkilderne fra Athens sene storhedstid er rigelige. Efterladenskaberne i afskrift fra Demosthenes' talerværksted generøse. Men at slutte fra kilde til oldtidsvirkelighed kræver mere end bekendtskab til de efterladte ord.

En nyudgivelse som klassisk filolog Simon Laursen står for: Demosthenes’ filippiske taler – Hagl over Hellas, er ikke alene en mundret nyoversættelse, hvori Demosthenes er nærværende og siger ’sgu’ og taler moderne, bogen er tillige en hurtig indføring i athenske politiske forhold, samt introduktioner i en række kapitelforord, der foruden det realoplysende spekulerer over teksternes karakter. Om de ordret repræsenterer talerne, hvad de ikke gør og snarere er udkast eller fragmenter og måske delvise efterrationaliseringer og korrektioner, så udgav Demosthenes sine tekster. Faktisk var det ikke comme il faut at offentliggøre mundtlige tilkendegivelser, mundtligheden var jo det relevante medie.

Teksterne er kilder til personen Demosthenes, nu og da mere end kilder til, hvad taleren og politikeren Demosthenes præcist stod og sagde i Folkeforsamlingen. Dertil kommer, at et talemanuskript, så præcist dette end måtte være, ifølge sagens natur ikke gengiver talen, men talens nedskrevne grundlag, dens skelet. Alene den mundtlige form rejser spørgsmålet: Talte de gamle som en Mette Frederiksen eller Søren Pape eller dronningen, eller messede de snarere bogstaveligt sætningerne ud i klangfulde figurer? På gode dage løb Folkeforsamlingen op på 6.000 (mænd). Hvordan holder man så mange til ilden uden at ty til tarvelige virkemidler?

Alligevel ligger teksterne så tæt og intimt til begivenhederne, at man har lov at forestille sig nærhed til ophavssituation og politiske realitet. Disse prægede Demosthenes som tidens største taler og mest inciterende statsmand. Således var magten skruet sammen, at man talte sig til løsninger i åbne fora og opfyldte de atheniensiske forestillinger om demokratisk regime.

Det er i første række demokratiet, Demosthenes kæmper for: Athen og styreformen, der er så betydelig en succes og derfor må og skal overleve og ikke opsluges af makedonernes despoti. Demosthenes var næppe nogen flink fyr, det tyder meget på, men den, han kæmpede mod, var værre: kong Filip 2. af Makedonien, hvis ekspansive ambitioner stod mål med sønnen og efterfølgeren Alexander den Stores.

Emnerne i Simon Laursens udvalg handler således i første række om forsvaret af Athen; reelle forsvarspolitiske anliggender om bystaternes overlevelse: Athen, Theben og Sparta. Et tilbagevendende emne hos Demosthenes er borgenes letsindighed og glemsomhed.

I distancerer jer fra problemerne, siger taleren. Når I står her, kan I lige akkurat udvise bekymring, men så snart I går hjem, har I glemt det hele.

Demosthenes optræder her som den ensomme moralist i en livstruende situation, revseren, der ikke lægger fingrene imellem. Man kan ikke sige, at taleren fedter for tilhørerne, hvilket også gav ham farlige fjender.

Men for Demosthenes er den politiske tilkendegivelse en leders anliggende, lederens anliggende er at lede og gå forrest og ikke tale nogen efter munden. Her sidder tilhørerne og spørger: Jamen, hvad skal vi da gøre, og de spørger ikke for at få det at vide, men for at de kan blive fri for taleren, folk vil nu engang helst ikke høre sandheden (!).

I denne direkte taleprosa, og vi må stadig gå ud fra, at dette er grundlaget for det sagte, forstår man, hvorfor alle tiders betydelige statsmænd har søgt inspiration hos Demosthenes. Tydeligst er sporene hos Churchill og Kennedy'erne og i det hele taget i den klassiske angelsaksiske politiske retorik, hvor kulturen synes brudt med Donald Trumps fattigt artikulerede selvforelskelse. Noget, der ligner talekunst, endsige spor af Demosthenes i dansk politisk tradition, er det svært at finde. Så er der selvfølgelig heller ikke meget at miste.

Simon Laursen konstaterer i sit efterord, at 1970’ernes politiske idealisme er afløst af kapitalismens selvforståelse. Det korte åndehul efter murens fald er ved at lukke til, diktatorerne vender tilbage i mange skikkelser, også demokratiske.

Demosthenes’ forsvar for demokratiet er et stilfærdigt og magtesløst lille pip til modstand mod et måske uvægerligt civilisatoriske sammenbrud.

’Demosthenes’ fillippiske taler – Hagl over Hellas’. Oversat af Simon Laursen. Forord af Villy Søvndal. Aarhus Universitetsforlag, 240 sider, 249 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu