Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Nu er der penge i at springe ud

Den første store amerikanske ungdomsfilm med en homoseksuel teenager i hovedrollen, ’Love, Simon’, er et underligt fænomen. Den er progressiv som mainstreamprodukt, men føles med sin svulstigt dramatiske spring ud-historie også umiddelbart tilbageskuende i sin egen samtid. Det gør den til en både nedslående og indsigtsfuld fortælling om 2018
’Love, Simon’ er en nærmest demonstrativt klassisk high school-film, der laver fis med det sociale hierarkis stereotyper. Vi følger 17-årige Simons (Nick Robinson) kamp mellem udenpå og indeni, hans skønne familie og flotte bedstevenner mod hans egen vished om, at han er bøsse.

’Love, Simon’ er en nærmest demonstrativt klassisk high school-film, der laver fis med det sociale hierarkis stereotyper. Vi følger 17-årige Simons (Nick Robinson) kamp mellem udenpå og indeni, hans skønne familie og flotte bedstevenner mod hans egen vished om, at han er bøsse.

Foto fra filmen

Kultur
21. juni 2018

Der er noget underligt ved hele fænomenet. Vi skriver 2018, og Love, Simon er den første brede amerikanske ungdomsfilm med en homoseksuel hovedperson. Sådan burde det jo ikke være i 2018. Det lyder som noget, man kunne have klappet i hænderne over for ti år siden.

I 2018 har de unge et komplet anderledes forhold til seksualitet. Færre og færre kategoriserer sig ifølge flere og flere undersøgelser som hundrede procent heteroseksuelle. Alle unge med en promille under fire kan stave til LGBTQ, og unge bliver i indieproduktioner og de store streaming-tjenesters serier og realityshows – og i computerspil, for den sags skyld – konstant eksponeret for en vifte af seksualiteter og kønsidentiteter, der ikke bare gør det ufarligt, men også cool at vælge og lege friere selv. LGBTQ-personer er udsatte, men kulturen har dem – sådan føles det.

Katy Perry, Lady Gaga og Miley Cyrus har deres røv, Skam, Call Me By Your Name, Glee og Team Hurricane har deres ryg. Et uudtømmeligt internet af solidarisering og adgang til al slags queer-kultur er der til at bakke folk op op og forbinde dem. At man derfor skulle klappe i takt over nyheden om, at der nu er en ungdomsfilm om en køn fyr, der efter intriger og indre kamp må overvinde sin frygt og springe ud som bøsse for familie, venner og skole, føles derfor … som en nærmest nedslående nyhed om, at dette kan være en nyhed.

Men mainstreamfilm er også lige så gumpetung som den tungeste del af befolkningen. Først nu er der penge i at smide en homo ind i midten af lærredet. Det er også historien om 2018.

Du skal ikke aftabuisere mig

Love, Simon er altså et underligt fænomen. Den er progressiv som mainstreamprodukt, men føles umiddelbart tilbageskuende i sin egen samtid. Det er en kamp, som filmen – med forlæg i den populære Young Adult-forfatter Becky Albertallis roman Simon vs. verdens forventninger – forstår, men kæmper med: Hvordan med sin blotte eksistens aftabuisere homoseksualitet i en tid, hvor det for mange kan føles som en fornærmelse af ville aftabuisere homoseksualitet? »Jeg er ligesom dig,« forsikrer Simon os som filmens første replik. Den lamme forsikring får gudskelov et twist lidt senere.

Greg Berlanti og co. har til lejligheden lavet en nærmest demonstrativt klassisk high school-film, der laver fis med det sociale hierarkis stereotyper, og som med selvironisk humor og sprøjt af patos, med nye sange på soundtracket og en frustreret teenage voice-over guider os gennem kampen mellem udenpå og indeni i 17-årige Simons liv. Simon (nydelige Nick Robinson) har en skøn familie og skønne flotte bedstevenner og skjuler sin vished om, at han er bøsse.

Det er ikke en nyhed, der forventes at lamme eller forarge hans nærmeste, men dog er homoseksualitet på hans skole stadig så stor en ting, at hans bedste veninde straks ringer ham op for at annoncere sladdernyheden, da en fyr på skolens intranetagtige sociale medier er sprunget ud – anonymt. 

Simon tager efter et mildt panikanfald kontakt til fyren under sit eget anonyme alias. De skriver finurligheder til hinanden og deler deres angst for at springe ud.

Alt imens drømmer Simon om, hvem dette spændende spejlbillede af ham selv kan være i skolens heterohær. En kluntet frenemy truer med at oute ham, hvilket får Simon til at skaber rod i vennekredsens romancer, og sådan kører filmen derudad som en omgang social kluddermor af halve løgne og pinagtige misforståelser, jokes og unge følelse, fester og ølspil, indtil boblen må briste på sin egen måde.

Foto fra filmen

Forelskelseksualitet

Der er noget nærmest pinagtigt velfriseret over dette plot og filmens tone. Al Simons teenageliderlighed koges for eksempel ned til et febrilsk blik efter en bøffet havemand. Hans buldrende seksualitet er i filmens version snarere en slags uskyldig forelskelseksualitet, som lillesøskende kan tåle at høre om. 

Men Love, Simon styrer også væk fra at fremstille Simons kamp som kampen for at blive accepteret som homoseksuel. I stedet handler den om at skulle overskue at træde ind i den identitet, som det at være homoseksuel betyder for én selv – og at skulle annoncere, at man har holdt noget skjult – løjet, på en måde.

Det er ikke seksualiteten, der er definerende, men de sociale unoder, den har affødt, som er svære at rette op på. Åbningsreplikken »jeg er ligesom dig«, forstår vi senere, var slet ikke henvendt til et heteropublikum, men til den fyr, Simon skriver med.

Det er ikke bøssen versus omverdenen, men bøssen versus egen hjemmefølelse, vi har gang i med hans identitetsprojekt. Kampen blandt de unge, der ser Love, Simon i 2018, handler måske netop om at kunne træde ind i en ny seksuel identitet allerede i den tidlige ungdom, hvor barndommens muld stadig sidder i skoene, fremfor først at gøre det på tryg afstand af high school.

Den mest subtile pointe er dog en anden: At Simons oplevelse af at gemme på noget helt særligt, som han skal beskytte og passe på og selv have magt til at definere, for ham retfærdiggør at være en rigtig røv overfor andre. I al sit drama betragter han vennernes heteroseksuelle forelskelser og fortvivlelser som mindre afgørende end hans egne problemer. Filmen både fortaber sig i homolede og advarer altså om faren for egoræs. Det er en next level pointe.

Det mindst subtile, derimod, er Berlantis valg om på den mest svulstige af svulstige måder at skabe et endeligt klimaks, hvori homoudspringet forvandles til en slags grandiøs heltekåring af de modige, der står frem. Det bliver en offentlig eventliggørelse af noget, som jo i høj grad er en personlig kamp. Men så igen. Visse fraktioner af 2018 er gumpetunge og har brug for et ægte romcom-øjeblik for at fatte, at alle seksualiteter hører til i den genre.

Så måske er det også bare Berlantis måde at sige: Nu fik vi endelig lov til at lave den her film. Så skal den kraftedme også have med fyrværkeri og karrusel. Tag den, 2018 – hvad end du er! Det må vi lade de unge queers og deres flertal af allierede fra den nye generation bestemme.

’Love, Simon’. Instruktion: Greg Berlanti. Manuskript: Elizabeth Berger og Isaac Aptaker. Forlæg: Becky Albertalli. Amerikansk. Biografer over hele landet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her