Logbog fra Northside Festival, Aarhus, torsdag den 7. juni. En registrering af noget, der er af tiden. Dansk festivalkultur 2018. Numusik.
Er der noget mere 2018 end kunstnere, der advarer os om, at menneskeheden er på spanden? At det kommer fra ikonet Björk, giver det naturligvis en helt anden vægt, fordi hun har været i det felt så længe, fordybet i de umuligt mange overgange mellem menneske og natur, teknologi og organisme, kaos og orden, vold og kærlighed, tradition og fremtid.
Det sker igen 21:45 torsdag den 7. juni på Blue Stage i Aarhus. Men vi er også i en anden tid, et andet sted, som vi så tit er til koncerter. Lyden af tropiske fugle kukker og kurrer over pladsen, og på scenen er der en frodig botanik, der modsiger Northsides afsvedne græsmarker og deres vidnesbyrd om klimaforandringer. På scenen er der urskov. To enorme åkander af guld og en cirkel af knejsende planter.
»Det her er en nødsituation« , står der nu i en rulletekst på storskærmen. »Parisklimaaftalen er et moderne Utopia umuligt at forestille sig, men at overvinde vores miljømæssige udfordringer er vores eneste mulighed for overlevelse.«
Ny ø med mutantarter
Forestil dig fremtiden og at vi ankommer til en ny ø med mutantarter. Det er ikke noget, jeg foreslår, det sker på storskærmen. Så begynder musikken, plantecirklen afslører hovedpersonen foran en vaginablomsterfigur.
I rulleteksten blev det påpeget, at fløjten i mytologier verden over er blev brugt til at indfange ånden efter katastrofer, og meget passende dukker seks kvindelige tværfløjtenister op i plantecirklen, mens Björk bagude flankeres af en trommeslager og en laptopbetvinger.
Dét, der sker denne aften i solnedgangen, er noget særligt. Det er ikke bare en stor, 52-årig islænding med 25 år i moderne musik på bagen, der udfolder og – igen – fornyer sin enorme kunstneriske fauna og flora. Det er også koncerten som et musikalsk drama, en kreativt styret hallucination, som for en stund får store dele af publikum til at holde kaje (fuck, hvor de ellers kævler).
En skabelsesorgasme
Skønheden er overvældende i et visuelt forholdsvis enkelt show. En storskærm, en smule laserlys, nogle potteplanter og lidt skørt tøj. Men billederne af en anden verden, af blomster, der vokser og dør og genopstår, af traner der parringsdanser, polymorfe 3D-gevækster, queerbotanik og babelstårnet, kompletterer formfuldendt musikken. Som ikke er nær så nem at afkode. På nær to et halvt hit (»Isobel«, »Human Behavior« og »Wanderlust«, som alle omdefineres fornemt i tværfløjteregi og med hidsig rytmik), så spiller Björk kun numre fra hendes sit album, Utopia.
Og det er ikke noget, man synger med på, tværtimod noget man er i. En art kompositionsmusik, man må overgive sig til. Eller føle sig afvist af. Men på Northside forstår folket at nyde totalteatret om en nyfødt verden. En technoorganisk vision, en krampende skabelsesorgasme, et kompromisløst øksehug ned gennem festivalen.
Hvor impotent det politisk end kan være at prædike for en anden og bedre verden foran tusindvis af halv- eller helsnalrede mennesker, der typisk er her for at få fråderen og grineren på, så er Björks show alligevel et skoleeksempel på, hvor kunstnerisk potent denne ambition kan udfoldes.
Vi så virkelig ind i Utopia for en stund. Sætter det sig spor i folk? Ja, det gør det. Kan de slettes eller glemmes igen? Det er op til den enkelte. Men islændingen formår at tale reklamernes drømmesprog, og det har venstrefløjen, klimaforkæmperne og verden i dén grad brug for.
Festivaltiden er abstrakt
Fortiden er gået i hak – »on loop« – står der på storskærmen, i manifestet, inden Björk går på. Sådan kan det også føles i krig, kærlighed og festivalkultur. En festival udfolder sig som et perfekt billede på, at tid er abstrakt. Bevares, vi følger klokkeslættene, og musikerne er på med næsten manisk præcision, men hver koncert opererer inden for sin tid.
Nydelserne flyder sammen i ét. Koncerterne blandes i en kakofoni af events i hver deres tid eller tidsmix. Og du kan gå en halv kilometer og krydse kontinenter, du kan let og elegant hoppe over årtier. Nogle eksempler på tidslommer på førstedagen på Northside:
1) Jeg ankommer sent til det unge amerikanske band Greta Van Fleets koncert, hvor trommeslageren er i gang med en ulidelig solo, der afslører, at han ikke er nogen John Bonham, Led Zeppelins legendariske trommeslager. Den afsluttes med at forsangeren skriger, og til gengæld afslører, at han måske er lidt af en Robert Plant, forsangeren i samme samling af rockdinosaurer. Jeg når altså akkurat lige at træde ind i 70’erne, før vinduet lukkes igen.
2) Amerikanske Mike D, den ene af de to overlevende i hiphoptrioen Beastie Boys leverer en klodset klippeklistreleg med fortiden, hvor det står klart, at nutiden ikke har brug for, at han liverapper hen over klassikerne med de indspillede stemmer fra hans medkumpaner Ad-Rock og afdøde MCA.
3) Danske D/troit hiver os i fyndig medrivende stil tilbage til 60’ernes amerikanske funk og soul.
Børn af den opløste tid
Og så er der koncerterne, hvor tiden synes at blive bøjet. Ideer og tider fusioneres, trance induceres, og forløb begynder at miste en klar fornemmelse af udstrækning.
1) Amerikanske Thundercat får tiden til at kollapse med sit lynhurtige basspil og opfindsomme blik på musik, der får 70’ernes fusionsjazz til at lyde som fremtiden.
2) Amerikanske War On Drugs giver en blændende koncert i natten, der gør rock til trancemusik. Især i de hurtige sange, hvor det lyder som om Springsteens E Street Band har slugt kosmiske piller, og som frontfigur har fået en krydsning af en mere floworienteret Bob Dylans stemmelæber og Pink Floyds guitarist David Gilmours fingre. Et elektrisk lysorkester.
3) Canadiske Richie Hawtin er en andengenerationstechnolegende. Sent natten til torsdag giver han Northside en lektion i hvor brutalt raffineret en forfader til nutidens EDM, techno er. Og alt smelter. Med technoens potentiale for trance er alle med en ungdom i eller efter 90’erne blevet børn af den opløste tid. Og denne aften er det en mulighed for alle at være netop dét.
Færre sekundavarer
En festival finder naturligvis sted i et konkret rum, og det er i Northside 2018’s tilfælde blevet større samtidig med, at der er færre tilskuere end i 2017. Det klæder festivalen. Og det gør solen også.
Lige som det også er en lise, at det musikalske bundniveau er blevet hævet en del. Der er langt færre sekundavarer – selv om de stadig huserer – mellem de store slagnumre. I stedet er i år trådt fornøjeligheder eller mere smalle kunstneriske tilbud som Future Islands, Thundercat, Deerhunter og Rhye.
Den midterste dag, fredag, er fortsat for mager, og det fik denne anmelder til at takke nej til en ørkenvandring gennem fredagens middelmådige program for at nå frem til sidstedagens ret så strålende program.
Således skrives dette på vej hjem, i min egen fart, i lyntog gennem fredag og under Storebælt. Med dette sidste indtryk brændt fast: At den vestlige klimapolitiks mañana-strategi, ideen om at i morgen er der atter en dag igen og igen, dén afviser Björk så fornemt torsdag aften på Northside. Hun fortæller os, at tiden er lige nu, og at det haster med at anerkende det. Det er et akut globalt nu. Og det kan være forvirrende – men også saliggørende – i festivalens abstrakte tidsrum.
Northside Festival, Aarhus, torsdag. Festivalen slutter lørdag
