Læsetid: 3 min.

Robert Guédigiuan samler i ’Huset ved havet’ sin faste filmbande til en fortælling om tidens gang

Der er håb og humanisme på trods af alt i Robert Guédigiuans milde familiedrama, ’Huset ved havet’, med hans faste, sydfranske legekammerater og politiske småstænk
Robert Guédigiuan formidler i familiedramaet ’Huset ved havet’ sin store kærlighed til mennesker og Marseille.

Robert Guédigiuan formidler i familiedramaet ’Huset ved havet’ sin store kærlighed til mennesker og Marseille.

Camera Film

29. juni 2018

Der er noget særligt ved at se skuespillere blive ældre fra film til film i den samme instruktørs værker. Det er som at være inviteret med på en virkelighedsvridende rejse, hvor tiden spiller én et puds, mens fortid, nutid og filmtid blandes.

François Truffaut lod i sin nybølgetid Jean-Pierre Léaud vokse op for øjnene af os gennem hele fem film om Antoine Doinel, fra barndommen i Ung flugt til voksenlivets Kærlighed på flugt tyve år senere.

Hos Truffaut fortsatte fortællingen om den samme karakter, men det er helt enkelt også rørende at se en instruktør vende tilbage til de samme skuespillere for at give dem nye karakterudfordringer i de foretrukne miljøer.

Det er tilfældet i Robert Guédigiuans familiedrama Huset ved havet, som især formidler hans store kærlighed til mennesker og Marseille og hans insisteren på håb og humanisme gennem de skønne skuespillere, som han efterhånden har samarbejdet med i over 30 år.

I Frankrig har publikum kunnet følge dem siden 1980’erne. Herhjemme har vi set med fra arbejderklasseromancen Marius og Jeanette fra 1997 over det ulmende Marseille-portræt Byen er stille til solidaritetsdramaet Kilimanjaros sne.

Det har altid været interessant at blive inviteret indenfor og være en del af slænget. Det er det også i Huset ved havet, der føles, som om den nu 64-årige Guédigiuan betragter både verden, sit værk og sine venner med et nostalgisk blik, mens han prøver at formidle et grundsyn om, at alt nok skal gå trods tidens tand og livets forskellige kampe.

Livet under jernbanebroen

Huset ved havet begynder med en ældre mands slagtilfælde i et idyllisk fiskerleje lidt uden for Marseille. Han har brug for konstant pleje, og derfor samles hans tre børn for første gang i årevis.

Armand (Gérard Meylan) er blevet i byen og har ført farens lille restaurant videre. Joseph (Jean-Pierre Darroussin) er netop blevet opsagt og dukker op med ung kæreste (Anaïs Demoustier) og lidt penge i banken, men har ellers ikke meget godt at sige om verdens tilstand. Deres søster, skuespilleren Angèle (Ariane Ascaride), vender også hjem til det sted, hun ellers har undgået for alt i verden efter en ulykke mange år tidligere.

Guédigiuans gode gengangere skaber på ingen tid følelsen af at være vadet ind i nogens familie, og som et scoop klipper han en scene fra sin 1986-film Ki lo sa?, hvor vi ser de tre søskende sammen i en solskinsglad sekvens til tonerne af Bob Dylans »I want you«. Der har været liv og glade dage omkring barndomshjemmet, men både de og verden har forandret sig, mens togene er buldret forbi på jernbanebroen ovenfor.

Verden banker på

Småslentrende udforsker historien, hvordan karaktererne måske kan forlige sig med tidens gang og status quo. Det aldrende nabopar kan på rørende vis ikke. Angèle kan måske blive glad sammen med den lokale fan og fisker Benjamin (Robinson Stévenin), som bejler til hende med Paul Claudel-citater.

De tre søskende kan måske forlige sig med fortiden, mens de mindes, hvordan man kan fange blæksprutter med fødderne, og finder livsglæde i et hyggeligt måltid mad.

Sent i filmen bestemmer Guédigiuan og medforfatter Serge Valletti sig imidlertid for, at der skal være mere på spil og introducerer tre bådflygtningebørn i persongalleriet. Samfundskritikken har indtil da være tydelig, når kameraet næsten foragtfuldt filmer en yacht, som flygtigt beser havnen for at lægge lyssky luksusplaner.

Med migranternes ankomst banker verden for alvor på i det lille fiskerleje, og alle tvinges til at hæve blikket fra egne problemer. Det klæder filmen, selv om fortællingen småroder, og intet rigtigt forløses. Måske vil det ske over tid, måske ikke.

Man kan ikke beskylde Guédigiuan for at forny fransk film, men hans stemme er stadig aktuel og relevant. På filmplakaten er den unge kæreste i forgrunden som muligt blikfang til et yngre publikum foran søskendetrioen og den smukke Calanques-kyst. Det er godt tænkt, men filmen appellerer nu nok mest til folk med lidt levet liv at se tilbage på.

Guédigiuan-erfaring skader heller ikke.

’Huset ved havet’. Instruktion: Robert Guédigiuan. Manuskript: Serge Valletti og Robert Guédigiuan. Fransk (Biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu