Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Røverhistorier fra fængslet

Drabsdømte Curtis Dawkins giver i sine debutnoveller et unikt indblik i amerikanske fangers hverdag og psyke
Kultur
8. juni 2018

Curtis Dawkins ved, hvad han skriver om. De fjorten noveller i Graybar Hotel udspiller sig alle i et amerikansk fængsel, hvor forfatteren selv har opholdt sig siden sin livstidsdom for at slå en mand ihjel i 2004. Forrige år fik Dawkins, der har en master i creative writing, en bogkontrakt på 150.000 dollars, et beløb der skal gå til »mine børns uddannelse«, som han udtrykker det i efterordet, hvor han også indrømmer, at han stadig plages af sin forbrydelse: »Der er ofte så meget sorg og tristhed i mit hjerte, at det føles, som om det skal eksplodere.«

Det samme er tilfældet for de indsatte i Graybar Hotel. Dawkins skildrer en monoton hverdag præget af ensomhed, længsler og løgne. Det sidste kommer stærkt til udtryk i »Omspændt«, hvori fortælleren laver en liste over sin medfanges mest gennemskuelige løgne. Hans ekskone var engang foldeudpige i Penthouse, han var i familie med Geronimo, Julia Roberts var en af hans pennevenner og så videre. Da fortælleren kalder ham en løgner, fortryder han imidlertid straks, for som han siger: »Når man bliver til et tal, er man kun de ord, man bruger. Hvis ens ord ikke er ægte, er man det heller ikke selv.«

Dawkins har et skarpt blik for de mentale tricks, indsatte bruger for at overleve og finde måder, hvorpå de kan kommunikere

Curtis Dawkins: ’Graybar Hotel’.

Saxo
uden at blotte sig. Også i »Et mennesketal«, hvor fortælleren ringer tilfældige mennesker op fra fængslets betalingstelefon og præsenterer sig med et »hej, det er mig«. »Det er bare noget, jeg har fundet på. Der er ikke mange, der kender nogen med mit navn, men alle kender en mig,« siger han og tilføjer, at »folk elsker at snakke – det er derfor, de svarer«.

Graybar Hotel – lun og humoristisk, trods sit emne – er herligt befriet for de klicheer, vi ofte forbinder med skildringer fra amerikanske fængsler. Ingen voldtages, fængselsbetjentene er ikke psykopater, og de indsatte beklager sig sjældent over deres skæbne. »Vi var alle sammen selv ansvarlige for, at vi var her, selvfølgelig – ingen af os var uskyldige. Med det gør det bare værre,« som det udtrykkes i »Sunshine« – og jo, der skulle sikkert have stået »Men« i starten af anden sætning, men både her og urimeligt mange andre steder i bogen skæmmes teksten af slå- og stavefejl.

Ærgerligt, for Rasmus Hastrup kæmper for at fange Dawkins’ mundrette og lyriske tone. Årsagen til at det ikke lykkes hele vejen igennem, må primært tilskrives det danske sprog – hvilket antydes allerede i bogens første sætning: »Italian Tom was a saucier until a Cadillac doing sixty hit him an knocked the recipes out of his head« lyder ganske enkelt bedre end »Italiener-Tom var saucekok, indtil en Cadillac med hundrede i timen bankede opskrifterne ud af hovedet på ham«.

Curtis Dawkins: ’Graybar Hotel’. Oversat af Rasmus Hastrup. Gyldendal, 224 sider, 250 kroner

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her