Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Sønden for solen

Drømmen om paradisets filialer i Stillehavet i kunst og virkelighed
Kultur
15. juni 2018

Når vittighedstegnerne skal anskueliggøre et skibbrud, er den øde ø foruden den enlige overlevende udstyret med mindst én palme, underforstået scenen er sat på en sydhavsø. Ellers ville den skibbrudne i lasede bukser og langt skæg være død af kulde.

Daniel Defoe lader tilsvarende Robinson Crusoe friste eneboerlivet – før Fredag – på en frodig tropisk klat i det uendelige ocean.

Mærkeligt nok medtager litteraturhistorikeren Frits Andersen ikke den historie i sin ellers imponerende rundtur i stillehavsøernes virkelige og litterære topografi: Sydhavsøen. Nydelsens geografi.

En ordentlig svend af en bog, hvor forfatteren foruden indføringen i de kunstneriske discipliner i forbindelse med det vældige halvt verdensomspændende havrige på 25.000 øer forklarer og vurderer dette enorme miljøs udsigter, som ikke er for gode.

Hvor mange af øerne, der står til at forsvinde som følge af de nu uundgåelige havstigninger, kan ingen vist sige præcist. En kendsgerning er det, at mange øer med beboere leder efter indvandringsmuligheder i den tropiske region.

Frits Andersen: ’Sydhavsøen – nydelsens geografi’

Det er nok meget forlangt, at Martin Henriksen og Inger Støjberg ligefrem skal til at indse, at klimaflygtninge snart eller allerede er et påtrængende fænomen, der vel at mærke ikke går over og minder med omvendt fortegn om dem, der i forne tider flygtede fra isen.

Var paradiset eller paradiserne ikke truet af indre konflikter, ordner menneskenes letsindigheder med klodens tilstand resten.

Uanset disse mørke udsigter står stillehavsøen fortsat i et forklarelsens skær. Hvide sandstrande, palmer, der hvælver kronerne ud over lagunerne, fisk og koraller i alle regnbuens farver, ubekymrede mennesker i bastskørt og blomster i håret.

En grundfæstet forestilling kreeret og nurset i generationer i den billedglade, litterære og kommunkationsduelige vestlige kultur fastholder drømmen.

Hvor østens mystik og sensualitet med haremets halv- og helafklædte medlemmer, listige eunukker i snabelsko, de grumme krumsabelbevæbnede herskere midt i ukristeligheden fascinerede og virkede dragende på den seksualforskrækkede victorianisme og de opdagelsesinspirerede læsere og kunstnydere, blev Stillehavsøen symbol på det frigjorte og uproblematiske, på åbenheden, frem for alt og trods fjernhed og afstand på det mulige i at etablere en tilværelse fjernt fra Londons tåge og intrigerne i Paris.

Her padlede de venlige og imødekommende indfødte i udlæggerkanoer ud fra atollerne til de besøgende europæiske krigs- og handelsskibe. Myten om de nysgerrige kvinders indladende manerer forstyrrede ikke just drømmen.

Virkeligheden var og er en noget mere blandet landhandel.

I bestræbelserne på at finde det oprindelige, det uspolerede, det evige, der selvsagt er paradisets prærogativ, forstyrrede de indtrængende kolonisatorer balancerne og satte en stopper for uendeligheden. Om den nogensinde havde været en realitet, hvad den jo ikke havde.

Af billedkunstnere, der søgte motiver i det polynesiske, fremstår som en af de betydeligste Gauguin, hvis tilknytning til Danmark betyder, at væsentlige sider af værker kan beses på Glyptoteket. Her kan man falde hen i øernes dunkle sanselighed og forestille sig livet under kokospalmen. Gauguin havde svært ved at finde idealtilstanden og digtede resten.

Senere kritikere – ikke af billedernes kvalitet, men af malerens mytefabrikationer – har peget på dokumentationens ringhed i de afbillede personer og miljøer. Øerne var ikke fest og farver, men slid og slæb og kamp for overlevelse, nogle steder var sandet sort og enhver tanke på driverliv i palmeskyggen absurd.

Som sagt er der nu udløbsdato på adskillige af samfundene i det vældige bækken mellem Amerika, Asien og Afrika.

I den nu klassiske litteratur hos Jules Verne fremstilles undergangen skildret ved et flydende eller sejlende menneskeskabt tropisk eventyr- og luksussamfund for overklassen: L’ile à hélice, Propeløen, der kan flyttes rundt efter behov, men hvis undergang er uundgåelig; vel sagtens en tidlig økokritik af utopien.

Frits Andersen kommer vidt omkring i galleriet af forfattere og andre med særlig tilknytning til sydhavsøen: Jack London, Herman Melville (naturens forbandelse), Robert Louis Stevenson, James Cook, der mødte sin opdagelsesrejse- og erobrerskæbne og blev myrdet af de indfødte i Kealakekua Bay på Hawaii. De var ikke parate til at blive opdaget. Ikke endnu.

Marlon Brando hører også til blandt Sydhavsøernes skæbner. Den store skuespiller, hvis format var kongruent med hans menneskeskyhed og ambition om eremitage.

Denne blev etableret på småatollen Tetiaroa, som Brando købte for sit honorar sjovt nok for rollen som mytteristen Fletcher Christian i Mytteriet på Bounty, hvor Christian jo ender sine dage på en sådan ø i en art overjordiskhed, der ikke findes.

Da Brando skulle anlægge en lille lufthavn for at komme hurtigt til og fra, begik han med forfatterens ord et økokritisk og geokritisk syndefald. Hermed er paradistabet jo erkendt og accepteret som begreb.

I vore dage er øen dog lavet om til et herberg for meget rige mennesker, men fuldt ud økologisk og bæredygtigt.

Man kan uden at skamme sig over flosklen hævde, at Frits Andersen har skabt en rig bog, hvis associationer er originale og inspirerende, og hvis niveau og oplysningsmængde ikke fordøjes efter én gennemlæsning.

Dertil kommer bogens udstyr, der er mere end almindeligt flot. Tilrettelægger Jørgen Sparre fortjener megen anerkendelse ligesom bogens redaktør Karina Bell Ottosen.

Frits Andersen: ’Sydhavsøen – nydelsens geografi’. ill. Aarhus Universitetsforlag, 453 sider, 400 kroner

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her