Læsetid: 5 min.

Her i Sovjetunionen-albummet knæsættes Tintins evige rolle som den lille mands forsvarer

Hergés ’Tintin i Sovjetunionen’ er baldrende ramasjanglæsning og det eneste album, hvor vi rent faktisk ser Tintin skrive en reportage, samtidig med at vi får et kig ind bag den sovjetiske industris potemkinkulisser
Den blege farvelægning i den nye udgave dæmper energien på siderne, der er tegnet og tænkt i sort/hvid. Digitale overgange, her i eksplosionen og flammerne, er særligt iøjnefaldende fremmedlegemer. Den danske tekstning står regelret og fryser inde i boblerne, uden originalens organiske dynamik.

Illustrationer: ’Tintin i Sovjetunionen’.

Til venstre: original udgave. Til højre: ny udgave.

Den blege farvelægning i den nye udgave dæmper energien på siderne, der er tegnet og tænkt i sort/hvid. Digitale overgange, her i eksplosionen og flammerne, er særligt iøjnefaldende fremmedlegemer. Den danske tekstning står regelret og fryser inde i boblerne, uden originalens organiske dynamik.

Illustrationer: ’Tintin i Sovjetunionen’.

Til venstre: original udgave. Til højre: ny udgave.

22. juni 2018

Mange læsere lider af den vrangforestilling, at Hergés første Tintin-historie, Tintin i Sovjetunionen fra 1929, er dårligt tegnet. Det passer ikke. Den er i passager mere energisk end noget, Hergé siden lavede – grov i kanterne, men talentet er åbenlyst.

Den 21-årige Georges Rémi, Hergés fødenavn, tegnede den for det katolske børneblad Le Pétit vingtième, men skulle senere i livet føle sig utilpas med den. Han skammede sig ikke kun over tegningerne, men anså den også for politisk naiv. Det er der noget om, men den rammer alligevel noget centralt i sin kritik af kommunismens korruption og despoti.

Det var meningen, at Hergé skulle omtegne, farvelægge og modernisere den, ligesom han mellem 1942 og 55 med varierende succes gjorde med resten af sit sort-hvide ungdomsværk fra mellemkrigstiden – fra Tintin i Congo til Krabben med de gyldne klosakse. Det blev aldrig til noget. Til det var den nok alligevel for bredt og ekspressivt tegnet og for entydigt orienteret i retning af falde på halen-komedie.

Nu har forlaget Casterman – der siden 1945 har varetaget udgivelsen af Tintin og undervejs lavet mange ulykker – imidlertid autoriseret en farvelagt udgave, som netop er udkommet på dansk som første fremmedsprog. Casterman søger løbende nye måder at kapitalisere på det rige men også hypereksponerede materiale, de sidder på. De har imidlertid det grundlæggende problem, at Hergé betingede sig, at der ikke skulle laves nye Tintin-historier efter hans død. Til forlagets frustration har hans enke og hendes nidkært rettighedsadministrerende selskab Moulinsart heldigvis (foreløbig) fastholdt dette.

Den farvelagte ’Sovjetunionen’ er således det seneste initiativ i en længere række sjæleforladte produkter, som blandt andet tæller pocket-Tintin, der nedfotograferede siderne så man måtte bruge lup under læsningen, eller Tout Tintin, som indeholdt samtlige bind i én totalt ubrugelig hardcover (heldigvis aldrig udgivet på dansk). Fællesnævneren er mangel på indre nødvendighed.

Triste farver og bobler uden spræl

Computerkoloreringen er foretaget af den kunstneriske leder i Studios Hergé, Michel Barreau med al den elegance og kunstneriske følsomhed, man kunne forvente hos en arkivar. I erkendelse af, at efterligning ville være umulig på disse tegninger, der aldrig var tiltænkt farve, er arbejdet bevidst anderledes end det, samme tegnestue så smukt udførte i gouache og akvarel på de andre Tintin-albums, dengang mesteren var i live.

Farverne kan bedst beskrives som disede – hvad enten vi taler rød, blå, brun eller en meget sjældent gul, er helhedsindtrykket gråsprængt. Det er muligvis gjort for at fastholde en antikvarisk smagfuldhed, men det fremstår ikke mindre trist af den grund. Og så bliver det ikke bedre af, at det ellers glimrende princip om at holde sig til flade farver på udvalgte steder brydes med rædderlige digitale farveovergange, for eksempel i beskrivelsen af ild eller tankebobler. De færreste moderne farvelæggere kan modstå fristelsen til at trykke på de billige effektknapper.

Det bliver ikke bedre af den skrifttype, den danske tekstning er sat med: den står stift og regelret i de ellers organisk sitrende bobler, helt uden det spræl, der var i Hergés egen håndtekstning. En gennemarbejdet digital skrifttype baseret på denne, eller en kongenial ny håndtekstning ville langt have været at foretrække, men det er meget muligt, at forlagskontrakten med Casterman dikterer dette uheldige tekstningsvalg.

Fastholder momentum

Når det er sagt, er der alligevel al mulig grund til at stifte bekendtskab med, eller vende tilbage til, Tintin i Sovjetunionen. Det er baldrende ramasjanglæsning, der den dag i dag fastholder sit momentum henover sine 144 sider.

Et gennemgående tema er, hvorledes Tintin havarerer diverse køre- og fartøjer på ofte voldsom vis, naturligvis uden at pådrage sig andet end overfladiske skrammer. Et sted splitter han en defekt bilmotor ad, hvorefter han genaktiverer den ved nonchalant at kaste delene ind under køleren. Der er nogle dimser til overs, som han ikke ved, hvad skal bruges til. Dem sparker han til side og kører videre. Rendyrket slapstick.

Den realisme, der senere kom til at præge serien, er således svær at få øje på, men der er noget sigende over, at der fokuseres så ihærdigt på fejlslagen teknologi. Det er muligvis ikke intentionen, men det går godt i spænd med historiens kritik af Sovjetunionen.

Der var en grund til, at Hergé på første side af ’Sovjetunionen’ introducerede Tintin som sit blads udsendte – han ville fortælle os om, hvordan verden hang sammen, så journalistikken blev hans helts kald. ’Sovjetunionen’ er tilmed det eneste album, hvor vi rent faktisk ser Tintin skrive en reportage. Konkret fulgte han i fodsporene på den femtenårige dansker Palle Huld, som i 1928 vandt en 44-dages jordomrejse à la Jules Verne, udloddet af Politiken, og siden publicerede sine oplevelser.

Klarsynet satirist

Le Pétit vingtième og dets moderorgan Le Vingtième siècle var reaktionære, katolske organer, og Hergé var stærkt påvirket af sin redaktør og mentor abbed Wallez’ holdninger. Det var først, da Tintin kom til Kina i Den Blå lotus i 1934, at han for alvor begyndte at kigge hinsides bladets politiske doktrin og åbenbare den humanisme, der skulle blive så central for sit arbejde.

Hergés arbejde var livet igennem under overfladen præget af en kamp med egne fordomme og dæmoner – konkret forværret af hans tid som kollaboratør på den konservative avis Le Soir under krigen. Denne konflikt grundlægges i ’Sovjetunionen’.

På ét niveau er ’Sovjetunionen’ simpel antikommunistisk propaganda, men den åbenbarer samtidig sin unge skaber som klarsynet satirist. Mest mindeværdig er nok passagen, hvor Tintin bogstaveligt kigger ind bag den sovjetiske industris potemkinkulisser og ser, at fabriksrøgen og -larmen fingeres af lavtlønnede proletarer, der brænder halm og hamrer på korrugerede metalplader.

Et andet sted tvinger bevæbnede officerer en menneskemængde til enstemmigt at vælge kommunistpartiet mens Tintin og Terry ser til bag et stakit. Et tredje tegner Hergé med bemærkelsesværdig socialrealistisk tæft Moskvas misligholdte gader og forarmede befolkning, der i madkøerne kun får udleveret brød, hvis de bekender deres loyalitet over for revolutionen.

Da Tintin til sidst finder frem til partitoppens hemmelige base, hvor »Lenin, Trotskij og Stalin har samlet alle de rigdomme de har stjålet fra folket«, løber han naturligvis Abbed Wallez’ reaktionære ærinde. Men samtidig afdækker han magtens løgn og knæsætter Tintins evige rolle som den lille mands forsvarer.

Hergé: ’Tintin i Sovjetunionen’. Oversat af Niels Søndergaard. Cobolt. 298 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu