Læsetid: 4 min.

’I Syrien’ viser krigen fra hverdagsperspektiv

En midaldrende kvinde prøver stædigt at holde sammen på sit hjem, sin familie og den skrøbelige hverdag i den sidste beboede lejlighed i en sønderbombet ejendom i Damaskus. ’I Syrien’ er en grufuld og tankevækkende film, ikke mindst i de stille scener
En familie – og bekendte – gemmer sig for krigen i en lejlighed i Damaskus rundt omkring matriarken Oum Yazan i filmen ’I Syrien’. 

En familie – og bekendte – gemmer sig for krigen i en lejlighed i Damaskus rundt omkring matriarken Oum Yazan i filmen ’I Syrien’. 

Scanbox Entertainment

21. juni 2018

Belgiske Philippe Van Leeuws intense kammerspil I Syrien skildrer den igangværende krig, som den tager sig ud inde fra en forskanset lejlighed i en ellers forladt beboelsesejendom i Damaskus. Her forsøger den midaldrende kvinde Oum Yazan (Hiam Abbass) sammen med den midlertidige konstellation af mennesker, der har samlet sig i lejligheden, at undslippe rædslerne og samtidig opretholde en vis normalitet.

Gennem et døgn følger man Oum, hendes søn og to teenagedøtre, den ene datters kæreste, børnenes bedstefar, en hushjælp og et nabopar med deres spædbarn. Hendes mand er ude efter forsyninger og ikke til at få fat på via det nedbrudte telefonnet. 

Set udefra virker det vanvittigt at blive. Med jævne mellemrum lyder der skudsalver og brag fra bombenedslag, og alle i lejligheden må gemme sig i køkkenet. Naboparret Halima (Diamand Bou Abboud) og Samir (Moustapha Al Kar) har da også planer om at flygte med deres spædbarn, der er holdt op med at reagere på lyden af bomber og skud. Først har Samir bare et enkelt ærinde ude i byen.

Bombeangreb og hverdagsrutiner

Oum holder sammen på livet i lejligheden. Det er hende, der dirigerer de andre gennem sikkerhedsprocedurerne, når bomberne falder, og hende, der insisterer på at blande undtagelsestilstanden op med hverdagsrutiner og hjemlig orden.

Ind i mellem de akut farlige situationer laver Oum mad, som spises stille og ordentligt ved det store spisebord, minder sønnen, Yazan (Jihad Sleik), om, at han skal lave lektier, og skændes med teenagedøtrene om adgang til badeværelserne (der er ikke meget vand, og ekstratoilettet er for farligt et sted at opholde sig).

Oums svigerfar (Mohsen Abbas) suger apatisk på sine cigaretter, mens han iagttager krigen uden for vinduet. Han har helt afskrevet verden udenfor som håbløs og givet sig hen til sin sorg og resignation, der kun bliver afbrudt af barnebarnet Yazans omfavnelser og drillerier. Den ældste datter, Yara (Alissar Khagadou), og hendes kæreste Karim (Elias Khatter) er optaget af at finde rum i den tæt befolkede lejlighed, hvor de kan være alene, flette fingre og kysse.  

Karakterernes bevægelse rundt i lejligheden er koreograferet og filmet sådan, at man får et troværdigt billede af den rytme, beboernes forskellige bevægelsesmønstre udgør. Nogle kommer brasende, andre listende, nogle støder sammen og andre trækker sig tilbage, hvor der nu er plads.

Når handlingen som her foregår i den samme lejlighed, løber man en risiko for at lave filmet teater, men Philippe Van Leeuw lader kameraet følge i hælene på karaktererne og gengiver deres urolige blikke ud gennem gardinerne og rundt i lejligheden så tilpas flydende, at kombinationen af social klaustrofobi og overhængende fare går tydeligt igennem.   

Plottets omdrejningspunkt er en tragisk hemmelighed. Hushjælpen Delhani (Juliette Navis) har om morgenen set Halimas mand, Samir, blive skudt og falde om bag en udbrændt bil på parkeringspladsen foran huset. Da hun betror sig til Oum Yazan, vurderer hun, at de ikke skal risikere, at Halima løber ud til ham, mens det stadig er dag og nemt for snigskytterne at se hende.

Plottet giver sig dog også tid til at demonstrere en række andre påtrængende problemer, når man bor midt i en krigszone. Der skal hentes vand i stuen og fødevarer i Halima og Samirs nu sønderbombede og plyndrede lejlighed. Karim prøver at få telefonkontakt med sin familie, Oum prøver at få det samme med sin mand. Udenfor hærger civilklædte soldater på jagt efter de ressourcer, de har i lejligheden.

Menneskeligt beskyttelsesværn   

Situationen spidser til adskillige gange i I Syrien. Hemmeligheden om Samir udgør ét moralsk dilemma, og flere kommer til. Krigens gru og rædsler er selvfølgelig iøjnefaldende i de mest voldsomme scener, men de mest tankevækkende og velspillede scener er dem, der skildrer de stille, urolige stunder mellem chokkene, hvor alle sysler med hver sit og alligevel er i konstant alarmberedskab. 

Hiam Abbass er ret fremragende i rollen som Oum Yazan, et menneskeligt beskyttelsesværn af en matriark. Ved siden af hende skal Halima, så vidt jeg kan forstå på dialogen, forestille en mindre hårdfør kvinde, men det ville man aldrig selv være nået frem til. Alle i lejligheden gennemlever en ekstrem situation uden at tabe hovedet, og det er svært at sidde i sit biografsæde og vurdere, hvilke håndteringsmekanismer der er bedst eller mest etisk forsvarlige.

Det er ikke den del af historien, men derimod skildringen af et hverdagsliv, der er mest engagerende og rørende. Plottets tilløb til melodrama bliver ikke for alvor forløst, men skildringen af Oums stædige kærlighed til sit hjem – og af hvordan den kærlighed og stædighed kommer praktisk til udtryk – gør til gengæld I Syrien til en film, man husker.    

’I Syrien’. Manuskript og instruktion: Philippe Van Leeuw. Belgisk-fransk-libanesisk. Vises i udvalgte biografer i landets større byer. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu