Læsetid: 5 min.

Tivolis hyldest til Leonard Bernstein blev overstrålet af Lise Davidsen

100-året for den amerikanske dirigent, pianist og komponist giver anledning til events og koncerter verden over. Tivoli kombinerede sin hyldest med uddelingen af Dronning Ingrids Hæderslegat. Men det var en af modtagerne, der med et par Grieg-sange fik en til at glemme alt om Bernstein og ’West Side Story’
Operasangeren Lise Davidsen får overrakt Dronning Ingrids Hæderslegater 2018  af Dronning Margrethe, Prinsesse Benedikte og Dronning Anne-Marie  i Tivoli søndag.

Operasangeren Lise Davidsen får overrakt Dronning Ingrids Hæderslegater 2018  af Dronning Margrethe, Prinsesse Benedikte og Dronning Anne-Marie  i Tivoli søndag.

Keld Navntoft

28. juni 2018

Leonard Bernstein og Dronning Ingrid hilste på hinanden, da han modtog Léonie Sonnings Musikpris den 17. maj 1965. Det skete i pausen under den måske mest mindeværdige festkoncert i mands minde, hvor Carl Nielsens 100 år blev hyldet af Bernstein og Det Kongelige Kapels glødende opførelse af den tredje symfoni Espansiva.

Tilfældet ville, at det amerikanske ikon og den danske dronning skulle bringes sammen igen forleden, så at sige i en dobbeltfest i Tivolis Koncertsal, hvor det nu var Bernsteins 100 år, der skulle hyldes, og to unge eminente kunstnere blev tildelt Dronning Ingrids Hæderslegat.

Et fint match, for det drejede sig om dans og sang – solistdanser Astrid Grarup Elbo ved Den Kongelige Ballet og den norske sopran Lise Davidsen – to sider af kunsten som i høj grad talte til Bernsteins hjerte. Så langt så godt, selv om koncerten blev rigeligt lang med omstillinger, taler og ceremonielle forhalinger.

Americana

Bernstein var altså programmets himmellegeme med hans amerikanske læremestre og en enkelt elev som mere eller mindre vægtige cirkulerende drabanter, og Copenhagen Phils sommerudgave som Tivoli-orkester – de burde have spillet i hvidt ligesom de amerikanske orkestre i samme forvandling – gik engageret til opgaverne under deres amerikanske æresdirigent, Lawrence Foster.

De begyndte med Agnegram, et kort og livligt stykke af dirigenten Michael Tilson-Thomas, der betragter Bernstein som sin mentor. MTT, som han kaldes hjemme, hylder her en livslang supporter af hans orkester i San Francisco, Agnes Albert, ved at bygge temaerne på bogstaverne i hendes navn. Det var selvsagt umuligt at opfatte, men der var knald på, også sjovt at høre Tjajkovskijs Marche Slave komme marcherende midt i tummelen.

Bernstein var repræsenteret med scenemusik, først tre danseepisoder fra Broadway-musicalen On the Town, og allerede her viste tendensen sig til, at Foster havde en fin fornemmelse for atmosfære i den lyriske musik med blå toner, hvorimod de hæsblæsende dansesekvenser manglede rytmisk profil og tightness. Og så kom den uundgåelige West Side Story, men ikke som forventet, det vil sige med sang eller som symfoniske danse, derimod som violinkoncert.

Manden bag det ejendommelige arrangement hedder David Newman, en behændig filmkomponist m.m., skrevet til violinisten Sarah Chang i 2011, og her fremført af den lige så virtuose taiwansk-australske Ray Chen. Der kan ikke sættes en finger på opførelsen, men jeg havde det ikke godt med Newmans hårdt pumpede forvrængning af den vidunderlige musik.

Ganske særligt gik det ud over ballader som »Somewhere«, »Maria«, »One Hand, One Heart«, og også den pulserende »Tonight« blev overlæsset med ligegyldigt teknisk show off. Jamen, den sarte poesi mellem Maria og Tony var så godt som forduftet, erstattet af sentimentalt kitsch, og jeg kan ikke tro, at det havde bekommet Lenny. Chen fortsatte alene i det virtuose spor med Paganinis »Caprice nr. 21« – det var mere den rene vare, og det gjorde han bragende godt.

Davidsens Grieg

Lise Davidsen takkede for hæderslegatet ved at synge to lyriske sange af Grieg, »Våren« og »Ved Rondane«, og dette forholdsvis korte indslag kom til at overstråle alt andet i koncerten, så smukt formende og elektrificerende sang hun, at det blev eftermiddagens mest intense hyldest til Bernstein, om end på en utilsigtet måde.

Samuel Barbers »Adagio« kom nu også tæt på, et stykke som er blevet identificeret med Bernstein i kraft af hans særdeles emotionelle indspilning med Los Angeles Philharmonic. Lawrence Foster var dog skyld i et mindre uheld i slutningen, hvorfor han bad om publikums tålmodighed for at tage de sidste takter om af hensyn til DR’s radiooptagelse til senere udsendelse. »Consider it as an encore!« sagde han skælmsk, det var professionelt, men det gjorde jo ikke koncerten kortere.

Forinden var vi blevet vidner til Aron Coplands betydelige indflydelse på Bernsteins musik, orkesterstykket El Salón Mexico fra 1936 kunne sikkert have været en lærebog for ham. Copland forsøgte at genskabe en oplevelse på et mexicansk dansested i Mexico City, han ville bevare enkeltheden og koloritten i denne skægge og rytmisk finurlige dansemusik, med en vemodig trompetist, filosofiske klarinetter og søvnige fagotter. Og til tider var det, som om Stravinskij trådte ud på gulvet. Godt spillet af Tivolis gamle danseorkester.

Gershwins symfoniske digt

»Jazz er ikke Amerika, den er et negerprodukt, udnyttet af jøderne,« skrev den franske immigrant og avantgardekomponist Edgar Varèse i 1928. Sådan udtrykker de fleste sig ikke længere, men Varèse havde en pointe. For i 1920’erne var det genier af jødisk herkomst som Jerome Kern, Irvin Berlin, Richards Rogers og George Gershwin, der dominerede Broadway-teatrene med den slags musik, majoriteten opfattede som jazz.

Det er et vældig interessant emne, som vist nok fortsat er temmelig uudforsket, men det er da højst tænkeligt, at klezmermusikkens tonearter og spillemåder har overlappet den afroamerikanske folkemusiks indflydelse på musicalteatrets partiturer.

1928 var også året, hvor Gershwins »An American in Paris« blev til, godt nok inspireret af et par ophold i den franske hovedstad, men der er lige så meget New York i denne billedmontage, for man møder en amerikansk turist med galoperende hjemve.

»Jeg hører ofte musik inde i selve støjen,«  sagde Gershwin, og det er ganske præcist, hvad århundredets tidlige amerikanske musik er karakteristisk for: det støjende århundrede med momenter af søde harmonier. Eksempelvis her når myldretidens trafik er ebbet ud, og solotrompeten intonerer stykkets big tune, en smægtende bluesfarvet melodi som må have ramt en åre i den unge Bernstein.

Jeg foretrækker stadig hans stemningsmættede indspilning fra 1959 med New York Philharmonic, som i øvrigt bestilte stykket.

Hvordan forløb så denne sightseeing med Tivoli-orkestret? Desværre ikke så medrivende som jeg havde håbet på. Foster dirigerede for stift, fik ikke illumineret scenerne med det tryllebindende lys, som Gershwin installerede i instrumentationen, alene de tre saxofoner virkede helt anonyme, strygernes indsatser var langtfra skarpe, og trompeten havde desværre ikke sin bedste dag.

Bernsteins hyldest til Gershwin

Men lad mig tilføje en anekdote fra Bernsteins ungdom. Som studerende på Harvard havde han et job som musiklærer på en sommerlejr for skolebørn, og en af forpligtelserne var at hyggespille til søndagsfrokosten, når forældrene kom på besøg. En søndag hørte han i radioen, at Gershwin var død.

Han gik så ind i spisesalen til de ventende forældre, som håbede på noget i retning af »Tea for Two«, slog en akkord an for at få opmærksomhed og meddelte, at Gershwin ikke var mere, at han havde været et af hans idoler, og at han nu ville spille hans andet klaverpræludium.

Forsamlingen lagde bestikket og lyttede stille til den langsomme, sørgmodige musik. Og da de sidste akkorder var døet ud, rejste Lenny sig og forlod salen.

»Det var den første anelse, jeg fik om musikkens magt. Det var et vendepunkt for mig. Måske er det mest teatralske i denne verden et rum fyldt med mennesker, der er blevet bragt til tavshed, og jo mere stille de er, desto mere dramatisk er det,« mindedes han mange år senere, og det var netop noget sådant, vi oplevede i søndags med Lise Davidsen.

’Hyldest til Leonard Bernstein’. Ray Chen (violin) og Tivoli Copenhagen Phil under Lawrence Foster. Festkoncert i Tivolis Koncertsal 24. juni. Information bringer et større portræt af Bernstein i august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu