Wagners mest umiddelbare, medrivende og livsbekræftende musik funklede i Odenses nye kulturhus

Det begyndte med gravemaskinerne klods op ad Odense Koncerthus. Da Alexander Vedernikov – chefdirigent for byens symfoniorkester – erfarede, at det gjaldt et hus for konferencer, kulturevents og musikteater, fremførte han hårdnakket en plan om at opføre Richard Wagners vældige Nibelungens ring i fire dele med 16 timers spilletid lige på dette sted. Det er ejendommeligt, at noget lignende gik for sig, da chefen for Den Jyske Opera, dirigenten Francesco Christofoli, stod og så ned i et dybt hul i Aarhus – begyndelsen på musikhuset – og mumlede til nogle omkringstående, at her agtede han at opføre ’Ringen’.

At Ringen også begynder med opførelsen af et nyt hus, Valhal, med visse finansieringsproblemer, er altså i helt i pagt med disse tilløb. Aarhus-Ringen blev iscenesat af Klaus Hoffmeyer, værkets første samlede opførelse fandt sted i 1987 og den første danske produktion siden Det Kgl. Teaters i 1912.

Også Vedernikov fik sin vilje. Først med enkeltvise koncertante opførelser i Odense Koncerthus, mens kulturhuset Odeons glas og beton tog form, fra september 2015 til maj 2017. Men da huset stod færdig og en samlet scenisk opførelse viste sig i horisonten, var der mange, der tvivlede på bærekraften.

Odense Symfoniorkester råder ikke over et operahus’ ressourcer, tiden var knap, og der skulle indhentes fondsmidler i omegnen af 16 millioner. Det lykkedes, men det gjorde ambitionen ikke – hvis den har været der – om at præsentere fornyende, provokerende eller spektakulært musikteater. Den hollandske instruktør Annecchien Koerselman blev engageret og kom til den første belysningsprøve i februar i år. Hun blev fyret efter tre måneder, og tysk-iranske Jasmin Solfaghari brugte over 20 dage før premieren på første del, »Rhinguldet«. Det kunne næsten lyde som Bayreuth normalerweise – festspilhuset, som lever og ånder for sine skandaler.

Teatermæssigt er Odense-Ringen altså hastværksarbejde. Solfaghari har fået det til at fungere stort set udmærket, det er i sig selv lidt af en bedrift, men grunden til at projektet løftede sig over al forventning, var først og fremmest dirigenten, den tidligere musikchef for Bolsjoj Teatret i Moskva. Vedernikov stod som et veritabelt kraftcenter i den rummelige orkestergrav, en troldmand foran de knap 100 musikere og en mur at læne sig opad for den sammenbragte flok af velkvalificerede sangere. Derfor var det også afgørende, at akustikken ikke var så død, som man kunne frygte i en sal til alle hånde formål. Den har transparens og klarhed, gunstig for kammermusikalske passager og tilpas ekspansiv så de store orkestersteder ikke maser sig på som ubærlig teutonisk parademusik. Vedernikov spillede meget fint på disse akustiske forhold.

Rhinguldet

Den første del af fortællingen om guder, jætter, dværge og mennesker, »Rhinguldet«, var den svageste, ganske specifikt på grund af en indisponeret James Johnson i Wotans parti. Den amerikanske basbaryton virkede så stærk, vokalt og scenisk, i Kasper Holten og Michael Schønwandts Ring i København, som blev sluttet i 2006. Nu stod skikkelsen kun delvis klart i kraft af Johnsons sceniske erfaring, og man havde på fornemmelsen, at stemmens slitage i virkeligheden var en mere permanent tilstand. Wotans gesjæftige hustru, Fricka, sunget af den tyske mezzosopran Lioba Braun, havde også vanskeligheder med tonestabiliteten, men hun bed sig godt fast i hans haser i det ægteskabelige skænderi om moral og ordentlighed. Rundt omkring disse to overguder skinnede solen, og lad mig fokusere på nogle få af karaktererne.

Begyndelsen var alt andet end lovende med den klodsede scenografi og instruktion i scenen på Rhinens bund, men de tre rhindøtre (tyske Sabrina Kögel med danskerne Nina Bols Lundgren og Andrea Pellegrini) sang lige i øjet – vandnymfer i erotisk drilleri med dværgen og nibelungen Alberich. Det er ham, der giver navn til Wagners drama, det er ham, der stjæler guldet, som rhindøtrene passer på, det er ham, der ved at forsage kærligheden får magisk kraft til at smede en ring af guldet, som giver indehaveren alverdens magt. Det er ham, der forbander ringen, da Wotan har revet den af hans finger for selv at besidde den, og derefter går verden sin skæve gang.

Den britisk-ukrainske baryton Pavlo Hunka var en snedig og fæl Alberich, vældig godt ved stemme. Men han blev næsten overmatchet af sin kuede bror Mime, den tyske tenor Gerhard Siegel, en af de bedst syngende og illuderende, jeg har hørt i det parti. En anden fint syngende tenor, russeren Vsevolod Grivnov, skal imidlertid roses for aftenens egentlige toppræstation som halvguden Loge. Han morede med sin kløgt og sarkasme, naglende retorik og musikalske intelligens, og også med nærvær, når han ikke var på.

Valkyrien

I den anden del steg niveauet nogle etager. Første akt af ’Valkyrien’ er i mine øjne den mest medrivende, mest livsbekræftende, mest umiddelbare vokalmusik fra Wagners hånd, og Vedernikov gav den frisk medvind med den finske sopran Miina-Liisa Värelä og den litauiske tenor Kristian Benedikt som Sieglinde og Siegmund, tvillingesøskende og elskovspar. Og sikke et par!

Hun med en undselig sødme tillagt en styrke, der voksede med hjertets gradvise erkendelser, mundende ud i en sand ekstase, da hendes pragtrøst omsider proklamerede hans sande navn. Han med troskyldig ro og aldrig svigtende velklang i frasernes hjørner, ægte rørende i Vedernikovs livlige tolkning af forårssangen ‘Winterstürme’, forvandlet til en tiger i den incestuøse omfavnelse af søsteren. Hendes husbond Hunding, den tyske bas Andreas Hörl, stod arrigt mellem de to, glimrende karakteriseret som en blanding af hustrumishandler og høflig brugtvognsforhandler.

Vi fik en ny Wotan. Som erstatning for James Johnson var tyske Thomas Johannes Mayer fløjet ind samme dag, ikke ubekendt med projektet, for han havde været med i de koncertante opførelser. Nu stod der en gudeskikkelse med eminente vokale ressourcer og nuanceret dramatisk kapacitet. Autoriteten, frustrationerne, raseriet, afmagten og faderkærligheden, alt fik et så autentisk og gribende udtryk – når bølgerne gik højt, og når der blev hvisket eller tiet. Det var ikke let at spille op til for den amerikanske sopran, Jennifer Wilson, som datteren og valkyrien Brünnhilde. Stemmen var for så vidt udmærket, toptonerne kom, men hendes karakter blegnede gevaldigt over for denne Wotans stemmepragt og kropslighed.

Til gengæld var det en fryd at være sammen med de otte hippe valkyrier, klædt til fest og ballade på deres raske gangere, opstaldede i kulissen. Det er sjældent, man hører og ser valkyriescenen udført med en sådan utvungethed og fin ensemblesang, og igen må jeg fremhæve det strålende orkesterspil, her som en fremaddrevet scherzomusik, mere Mendelssohn end Beethoven, med overraskende skift mellem forte og piano i de tunge messingblæseres fanfarer. For en gangs skyld tænkte man ikke på at invadere Polen, for nu at tale lidt omvendt med Woody Allen.

Og hvad så? Slutscenen, hvor Wotan tager afsked med Brünnhilde på valkyrieklippen, kom netop som den midlertidigt helende balsam på sårene fra dramaets konflikter og uløste problemer. Med Thomas Johannes Mayer som sendt fra himlen. Eller rettere fra Valhal.

Wagner: ’Nibelungens ring’. Iscenesættelse: Jasmin Solfaghari efter et koncept af Annecchien Koerselman. Internationalt sangerhold med dansk islæt og et udvidet Odense Symfoniorkester under Alexander Vedernikov. Kulturhuset Odeon 29. og 30. maj. Anmeldelsen af Siegfried og Ragnarok bringes i næste uge.