Læsetid: 4 min.

A-ha gav Tivolis gæster en firsernostalgisk rundtur i deres popkarrusel

Det norske popband A-ha henlagde fredag aften Tivoli i en melankolsk firsernostalgisk døs. Med sørgmodige sange i muntert keybordsvøb forlystede de publikum og lod deres største hits lyse om kap med både blodmånen og Plænens kulørte lamper
I Tivoli forholder Morten Harket sig passivt mellem numrene, som han til gengæld fylder til bristepunktet med sin vokal.

I Tivoli forholder Morten Harket sig passivt mellem numrene, som han til gengæld fylder til bristepunktet med sin vokal.

Martin Rosenauer

30. juli 2018

Tivoli har med det firs meter høje Himmelskib placeret sig selv og astronomen Tycho Brahe i den københavnske skyline. Forlystelsen, der tager folk højt op over byen og i etaper roterer dem ned på jorden igen, minder på sin vis om den tur, det norske band A-ha har taget, siden de blev dannet i Oslo i 1982.

For det begyndte på toppen. Helt deroppe i de øverste luftlag på de internationale hitlister, hvor de fleste skandinaviske bands end ikke tør drømme om at nå op. Fra kæmpehittet »Take On Me« og debutpladen Hunting High and Low fra 1985 er populariteten – i overensstemmelse med tyngdeloven – dalet stødt. Og selvom der på bandets ni andre studiealbum er op til flere gedigne popkompositioner med sammenligneligt ørehængende keyboardriffs, er det ikke dem, de fleste er taget til Fredagsrock i Tivoli for at høre. De er kommet for at høre hittet.

Magne, Morten og Paul

Det er over sengetid for de fleste børn med turpas. Varmen får sveden til at løbe ned ad nakkerne og iskuglerne til at løbe over deres vaffelbredder og ned mellem fingrene. En kommerciel quiz på storskærmene afslører, at 412 blandt de fremmødte på Plænen ved, at de tre medlemmer i A-ha hedder Magne, Morten og Paul.

De tre synes at have fordelt arbejdsopgaverne ligeligt imellem sig på scenen. Magne Furuholmen spiller keyboards og kommunikerer venligt med publikum, mens Morten Harket forholder sig mere passivt mellem numrene, som han til gengæld fylder til bristepunktet med sin vokal. Endelig spiller en tavs Paul Waaktaar-Savoy en stabil elektrisk guitar på aftenens atten sange, hvoraf han har skrevet de fleste.

Det er ikke hvert år, den norske poptrio sætter deres mikrofon- og keyboardstativer på dansk jord. Senest var i 2002. Og det bliver allerede fra åbningsnummeret »Cry Wolf« tydeligt, at der er gået tre årtier siden Morten Harket blinkede pigernes hjerter bløde.

I den legendariske musikvideo til »Take On Me« lokker han med sin forførende røst en kaffedrikkende blondine ind i et dramatisk, blyantsskitseret parallelunivers. På scenen er han nu selv lidt af en blyant. Oftest står han rank, stiv af koncentration, med den ene hånd på mikrofonen og den anden hængende ved lommen på sine stenvaskede jeans. Hans statiske kropssprog afviger kun, når han med tegnsprog signalerer til lydmanden, at han ikke kan høre sig selv i monitoren.

Harket har fokus rettet mod sin vokal. Den bruger han til at tage publikum på en baglæns rutsjetur i intensitet fra piano til forte. De sentimentale nyere numre som »Foot On The Mountain« og »Minor Earth Major Sky« virker luftige, som afrevne rester af candyfloss, og matcher dermed de få små skyer, der driver lyserøde hen over himlen. Men som mørket falder på, bliver sangene heldigvis både mere rå og skingre.

Mens vi venter på hittet – og regn

I et foruroligt ulmende og en anelse mudret cover af rock-and-roll-duoen The Everly Brothers »Crying In The Rain« gnider Waaktaars guitarsolo sig sørgmodigt op ad Hakets nynnen. Ramt af kærestesorg længes de efter uvejr: »Raindrops falling from heaven / Will never wash away my misery / But since we’re not together / I’ll wait for stormy weather / To hide these tears I hope you’ll never see.« Harket er ikke den eneste i disse dage, der håber på regn. Men det tætteste man kommer på nedbør på denne lumre sommeraften, er de dråber øl, som masende forbipasserende får spildt fra deres paprammer, når de møver sig gennem den muntre menneskemængde, der stadig tålmodigt venter på hittet, mens de tager selfies med den formørkede måne i baggrunden.

Omtrent samtidig med, at bandet med en mere hård og kantet demoversion af »Train of Thought« (uden Paul på panfløjte som i originalen) tager hul på Hunting High and Low, titter den første hvide flig af månen frem fra det brunrøde dække. Også numrene fremstår klarere i settets sidste halvdel. Særligt da gruppens andet store hit »The Sun Always Shines on TV« runder af og efterlader fans med stjerneskud i øjnene.

Det kan godt være, at solen altid skinner i tv, men den totale måneformørkelse forekommer kun yderst sjældent, hvilket en glad Magne Furuholmen ikke undlader at gøre opmærksom på, da han efter en tvangsindlagt klappepause mellem det primære set og de ekstranumre (som alle ved kommer) kommer ud på scenen igen. »Det her er ikke normalt. Vend jer om og kig på månen,« siger han og får publikum til at vende bandet ryggen.

Og hvordan leverede gruppen så det hit, alle havde ventet på, og som selvfølgelig skulle runde koncerten af? Tjo, ganske fint. Sangen holder stadig, også selvom Harket må tage tilløb til de højeste toner i omkvædet. Men udførelsen virkede nu også lidt som en pligt. Og den blegnede i sammenligning med den foregående, »The Living Daylights«, som gruppen i 1987 skrev til James Bond filmen af samme navn. Her skrålede publikum højere og bandet spillede mere energisk, hvilket bør afkræfte enhver påstand om, at A-ha skulle være et enkelt-hits-vidunder.

A-ha. Plænen i Tivoli, fredag den 27. juli.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu