Læsetid: 2 min.

’Ant-Man and the Wasp’ driver morsom omgang med superevnerne

’Ant-Man and the Wasp’ fortsætter den kække, godmodige stil fra den første Ant-Man-film og hæver barren for sjov med superevner
Paul Rudd og Evangeline Lilly som Ant-Man og Hope van Dyne. 

Paul Rudd og Evangeline Lilly som Ant-Man og Hope van Dyne. 

Marvel Studios

5. juli 2018

Sikke et cirkus: Den godmodige eksindbrudstyv Scott Lang (Paul Rudd) har kun tre dage tilbage af den husarrest, han blev idømt for sine udskejelser i Captain America: Civil War, og pludselig bliver han ramt af en telepatisk forbindelse med en kvinde, der viser sig at være mor til hans udkårne, Hope van Dyne (Evangeline Lilly). De to mødtes i forbindelse med en kamp for at forhindre en ondsindet overtagelse af verdensherredømmet i den første Ant-Man-film fra 2015.

Bevidsthedssammensmeltningen med Janet van Dyne (Michelle Pfeiffer) er ikke et tilfælde. Hope og hendes far dr. Hank Pym (Michael Douglas) er netop gået i gang med de eksperimenter, der skal give dem adgang til denne verdens kvanteniveau, hvor de vil se, om ikke Janet stadig lever i en ultraformindsket udgave.

Hun plejede at gøre tjeneste som superhelten Wasp og var sammen med sin mand, den oprindelige Ant-Man Hank Pym, ude på en mission, hvor et bombeangreb skulle afværges. Her gjorde hun sig så superlille, at hun kunne flyve lige ind imellem de partikler, bomben bestod af og ødelægge den. 

Eksperimenterne foregår i et laboratorium i mange etager, som de praktisk nok kan formindske med en fjernbetjening. På taget har bygningen et håndtag, der kan trækkes ud som på en rullekuffert, og så er det bare at trille afsted med den. Nu mangler de bare Scott Lang til at hjælpe dem med at få kontakt til Janet. Det kræver, at de får en dresseret kæmpemyre til at overtage hans fodlænke og daglige rutiner i huset midt i San Fransisco, hvor Scott Lang har fordrevet tiden med at spille trommer og tage karbad og lege med sin weekenddatter. Jeg husker ikke den pseudovidenskabelige forklaring på Scott Langs uundværlighed, men jeg frydede mig over at se de tre superhelte samlet igen.  

Ulykkeligt laboratorieuheld

Ant-Man and the Wasp er lige så kæk og morsom som Ant-Man var det i 2015. Denne gang får filmen endnu mere gæk ud af heltenes definerende evne til at gøre sig selv og andre ting mindre og større. Det viser sig, at flere vil have fingrene i det rullekuffertformaterede kvantelaboratorium.

Det gælder både en grådig, bøvet superskurk og en gennemsigtig, falmende (som i døende) ung kvinde ved navn Ava (Hannah John-Kamen), der kan gå gennem vægge og andet. Ava går også under superheltenavnet Ghost og er offer for et ulykkeligt laboratorieuheld og skal bruge vores heltes laboratorium til at redde sit liv.

Disse interessekonflikter fører til en perlerække af vilde jagtscener, hvor Ant-Man, Wasp og Ghost farer gennem altid biljagtsegnede San Fransisco. Ant-Man og Wasp gør sig små og store alt efter behov, og det er som at se passagen fra Alice i Eventyrland, hvor Alice drikker henholdsvis krympe- og forstørrelsesmikstur, vredet for alt potentiale.

Timingen i filmens krympe- og voksestunts er lige som den skal være for at overraske, more og imponere. Ovenikøbet er dialogen også et stykke over middelsjov. Især når Scott Langs makker Luis (Michael Peña) eller den tilsynsførende politibetjent Jimmy Woo (Randall Park), der bare gerne vil være venner, er inde i billedet.      

'Ant-Man and the Wasp'. Manuskript: Chris McKenna, Paul Rudd m.fl. Instruktion: Peyton Reed. Amerikansk. Vises i biografer over hele landet. 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu