Kan man elske med et flygel? Åbenbart. Koreografen John Neumeier lader i hvert fald sin danser ligge tæt slynget rundt om benet på et Steinway-flygel – inderligt og passioneret i et symbolsk favntag i det nye værk Beethoven-Projekt for Hamborg Balletten.
Danseren ligger på gulvet, fuldstændig opslugt af instrumentets inderlige toner. Han slipper godt nok flyglet på et tidspunkt for at opsøge mennesker i afgørende møder og afvisninger. Men ikke for længe ad gangen. Så lokker musikken ham tilbage, og han ser længselsfuldt hen mod det skinnende, sorte instrument. Han kærtegner flyglets buede kant – og hopper op, så han kan lade overkroppen glide ind under det åbne flygellåg. Så dykker han helt ned i instrumentet for at kramme og kysse strengene. Og til sidst lægger han sig på gulvet på ryggen og vipper benene op i flyglet, så han hænger fast i det med små, salige svirp i underkroppen. Alt sammen til ære for komponisten og flygelbetvingeren Ludwig van Beethoven.
Den evige yngling
Denne billedstærke scene er den bærende i Beethoven-Projekt, som den nu 79-årige Neumeier har skabt for at udtrykke sin kærlighed til Beethovens toner. Den spanskfødte solist Aleix Martinez spiller hovedpersonen som kunstens evigt unge kunstner, der søger meningen med livet og fremtiden. Han fremstår som Neumeiers urhelt: Ynglingen, der skal erobre verden, men som må erkende, at han først og fremmest skal forstå sig selv og sin egen identitet – og sin egen seksualitet.
Måske er denne unge mand en spejling af Neumeier som ung. Måske er han et billede af Beethoven selv, forelsket i flyglets forførelse. Den friske og drengede Aleix Martinez har en utrættelig nysgerrighed på scenen. Hans smidige bevægelser er lynhurtige. Han er ikke særlig høj, så han kan tilsyneladende krybe under alting – under arme og gennem ben på mennesker, der står i vejen mellem ham og hans flygel. Charmerende og underfundigt.
Urkræfter i magnetfelt
Neumeier skaber sine værker direkte til sine egne dansere. I Beethoven-Projekt er det slående, hvordan han subtilt udnytter sine danseres forcer. Den russiskfødte førstesolist Edvin Revazov er to meter høj og nærmest overmenneskeligt stærk. Han bærer rundt på Beethoven-helten i strakte løft hen over skulderen som en blanding mellem en far og en gud.
Edvin Revazov har en endeløst smuk duet med den lettiskfødte førstesolist Anna Laudere med de lange linjer og den smalle krop. Uden at give slip på hinanden bevæger de to sig rundt om hinanden i en forrygende styrkedyst i de mytiske roller som Apollo og Terpsichore. Selv når Edvin Revazov ligger ned på ryggen i en åbenlyst sårbar position, formår han at løfte kvinden lodret op i luften i sine muskelarme – glidende, selvfølgeligt, organisk. Som om disse to skikkelser er urkræfter, der aldrig kan forlade hinandens magnetfelt.
Den kun 21-årige, krølhårede, spanske aspirant Borja Bermudez med de præcise bevægelser har Neumeier givet rollen som den uniformsklædte ven, der prøver at lokke kunstneren til også at blive ’soldat’. Lige indtil han altså selv snører sine støvler op, tager dem af – og opgiver uniformsrollen for selv at danse med til musikken. Medrivende og oprigtigt.
Lige til sagen
Netop i disse følelsesbevægelser er Neumeier mesteren. Beethoven-Projekt er ikke en dramatisk handlingsballet sådan som Neumeiers lidenskabsbrændende Kameliadamen (1978) eller hans renfærdige Romeo og Julie (1971) eller hans jalousiædende Othello (1985) – eller hans skæbnestræbende Odysséen (1996). Det er heller ikke en biografisk ballet som hans drømmende Andersen-portræt i Den lille Havfrue (2005).
Egentlig minder Beethoven-Projekt mere om hans henkastede fortællestil i Døden i Venedig (2003) og i Tatiana (2014), hvor alle scener præsenteres for fuld zoom og uden forklaring. Den 79-årige Neumeier går i hvert fald lige til sagen. Lige som i sine stædige passionsballetter over Mahlers symfonier skaber han i Beethoven-Projekt et danseudtryk, der opstår direkte af musikken.
Instrumentklimaks
Musikalsk har han udvalgt flere af Beethovens værker, som han har sat sammen med udsøgt stemningselegance: ’Eroica-Variationen’, ’Geistertrio’, ’Die Geschöpfe des Prometheus’ – og Eroica-symfonien. Han bruger først soloflyglet og bygger så op med klavertrio og strygekvartet og ender med hele symfoniorkestret. Som en uundgåelig følelsesudvikling med et gigantisk instrumentklimaks.
Musikalsk er forestillingen ren forkælelse med imponerende livemusikere. Pianisten Michal Bialk spiller æggende for sin danser, men har samtidig en herligt ubekymret fortolkning af musikken. Når han drømmer, må danseren bare følge med. Strygekvartetten spiller fortættet og inderligt, og Simon Hewett dirigerer det velspillende Philharmonisches Staatsorchester Hamburg, så Beethovens lidenskab bruser frem med et væld af nuancer i Eroica-symfonien. Også selv om musikken ikke egentlig er oplagt som balletmusik. Det bliver den bare alligevel i Hamburg, måske fordi musikken og dansen får lov til at leve parallelliv i lykkelig sameksistens.
Det er kun balletten Nijinsky (2000), som Neumeier har kaldt sin ’sjæleballet’. Det skal nok passe, for Neumeier er formodentlig tættere beslægtet med danseren Nijinsky end med komponisten Beethoven. Alligevel er det tilsyneladende den samme slags følelser, som Beethoven fremprovokerer hos Neumeier: Skabertrangen og inspirationen fra musikken. Moderbindingen, som han skal kæmpe sig fri af for at blive voksen. Faderspejlingen, som han skal se i øjnene for at kunne acceptere sig selv som voksen. Og kærligheden til en anden mand – og afvisningen af den oplagte kvinde.
Knælange, hvide kjoler
Scenografien af Heinrich Tröger er det mindst interessante ved forestillingen med sine lidt skødesløse stofskærme og projektioner af brændende billeder. Kostumerne er Neumeiers egne og klassiske: Mændene er fortrinsvis i sorte bukser og med blafrende skjorter, men allerhelst med nøgne overkroppe og æstetisk indkig til alle musklerne. Kvinderne er i knælange, hvide kjoler med brede bindebælter – eller i røde kjoler, hvis de er mødre eller hustruer. Kun afbrudt af urbilledet af bruden med lang kjole og slør – vel at mærke en brud, der vandrer forbi manden og videre ud i livet. Fordi manden slet ikke skal giftes med en kvinde…
Hovedpersonen selv har fået Beethovens legendariske halsklud viklet rundt om halsen. Som pynt, men også som straffende halsbånd – holdt i snor af skæbnen.
Ægte repertoirelogik
Beethoven-Projekt var Neumeiers nye værk til den 44. balletfestival ’Hamburger Ballett-Tage’, som han har afholdt, siden han blev balletmester i Hamborg i 1973. Her vises også otte andre helaftensballetter – og næste sæson danses Beethoven-Projekt igen. For Hamborg Balletten er et ægte repertoirekompagni, som rask væk tager en ballet op blot for at danse den en enkelt aften eller tre; i modsætning til Den Kongelige Ballet, som efterhånden kun danser balletterne i blokke og typisk kun seks-otte gange hver.
Hamborg Balletten er ellers ret sammenlignelig med Den Kongelige Ballet. Hamborg Balletten har 60 dansere, et ungdomskompagni med otte dansere og sin egen balletskole med 30 kostskolepladser. Forskellen er bare den, at omkring 80% af kompagniets dansere kommer fra balletskolen i Hamborg; i København er tallet langt under halvdelen. Men den springende forskel, at Neumeier er nyskabende koreograf, hvorimod Nikolaj Hübbe kun er iscenesætter af andres værker.
Bagoverbøjet ryg
Som koreograf er John Neumeier en intellektuel kunstner. Men faktisk er han allerbedst, når han lader følelserne strømme frit ud i sine bevægelser. Her forvandles man som tilskuer. Man holder op med at analysere hans dans med alle dens subtile mønstre og psykologiske spejlinger. I stedet lader man bare sin tilskuerkrop glide ind i følelsesbevægelserne på scenen: I en fod, der strækker og ’flexer’ af vellyst. I en bagoverbøjet ryg, der forventer at blive grebet. I en arm, der rækker sig strakt frem, direkte mod det uimodståelige … I hænderne, der kærtegner et ansigt – længe efter, at det har fjernet sig og er forsvundet.
Sådan er det at opleve Beethoven-Projekt: Ens egen krop lever sig ind i alt det, der sker oppe på scenen. Indtil man lader tårerne glide ned ad kinderne, mens man tager sig til halsen og sin forsvundne halsklud. Befriet og forundret.
Beethoven-Projekt. Koreografi og kostumer: John Neumeier. Musik: Ludwig van Beethoven. Scenografi: Heinrich Tröger. Kapelmester: Simon Hewett. Pianist: Michal Bialk. Hamburg Ballett og Philharmonisches Staatsorchester. 44. Hamburger Ballett-Tage. Danses også 20. og 26. oktober samt 1., 2., 7. og 8. november 2018 og 22. juni 2019.
