Læsetid: 4 min.

Bogen om William Heinesens billedkunst vidner om et vitalt multikunstnerisk geni

Når man betragter William Heinesens billeder, får man i næseborene duften af tørverøg og tang, men man hører også en gådefuld, magisk tone og en stille klukkende latter
Når man betragter William Heinesens billeder, får man i næseborene duften af tørverøg og tang, men man hører også en gådefuld, magisk tone og en stille klukkende latter

Jacob Maarbjerg

13. juli 2018

Det er med barnlig boblende begejstring, man bladrer og pluklæser sig igennem det pragtværk, hvormed forlaget Torgard for nogle uger siden begavede bogverdenen: Over 300 overdådigt layoutede kæmpesider med eksempler på William Heinesens rige produktion – fra 1920’erne helt op til midten af 1980’erne – af oliemalerier, satiretegninger, pastel- og tuschtegninger, akvareller og papirklip, forsynet dels med kyndig ledsagetekst, dels med illustrative citater fra mesterens digte, fortællinger og essays.

Det føles, som om vi først med denne udgivelse får Heinesens originale og nyskabende værk samlet til en helhed, for ligesom i hans litterære tekster bringes vi af hans billeder tæt på kunstens og livets kilder.

William Heinesen (1900-1991) var oprindelig handelsuddannet og overtog da også efter farens død dennes virksomhed. Men mange gange stærkere end trangen til købmandskab var hans kærlighed til kunsten, ikke kun ordets kunst i form af poesi og prosa, men også musikken og billedet.

Han havde visuelt naturtalent og kunne have drevet det vidt som maler og tegner, og billedhugger for den sags skyld, men ’billedkunstner’ kaldte han sig aldrig. Arbejdet med pensel, farvekridt og saks betragtede han som sin hobby: kærkommen adspredelse.

Betegnelsen ’billedmager’ var derfor fuldt tilstrækkelig og passede optimalt til allersidst, da han efter en hjerneblødning blev tvunget til at opgive skriveriet og især kunne hellige sig collagen.

Selv i denne intime form sprudler hans billedynglende fantasi, hans muntre vitalitet, hans aldrig svigtende sans for naboskabet mellem livsfryden og sorgen.

Oprørt hav

Om værkets forfatter, Bárður Jákupsson, kan oplyses, at han er billedkunstner, og gennem 28 år var han leder af Færøernes Kunsthal, senere Færøernes Kunstmuseum. Ingen er derfor bedre skikket end han til at udvælge og præsentere materialet.

En af hans fine iagttagelser er, at farven i Heinesens oliemalerier ikke står frem i og for sig selv, men snarere – i velkendt naturalistisk tradition – »tjener til at karakterisere det fortællende, billedmæssige tema«.

Helt rigtigt set er det også, at når forfatteren »maler oprørt hav, voldsom brænding og sorte klippekyster, der fortaber sig oppe i skyerne«, gør der sig en indre æstetisk modstand gældende, så kæmper han nemlig med »at fremmane en dramatisk naturfølelse«.

Her underforstås, at forehavendet kun nogle gange lykkes.

Fra sten til trolde

»Jeg har aldrig længtes tilbage til min barndom, for jeg føler den faktisk stadig som noget nærværende,« har Heinesen ytret.

Han fødtes i petroleumslampernes skær og bevarede fornemmelsen af, at en anden verden grænsede umiddelbart op til denne, at han blot behøvede at række ud eller bruge sine øjne anderledes, så forvandledes sten til trolde. Disse kæmpede de protestantiske præster gennem århundreder for at få pillet ud af færingernes sind!

Men hvad der mislykkedes for prædikanterne, det klarede elektriciteten i løbet af få år, bemærker Jákupsson underfundigt. Man kunne her måske lægge til, at forfatteren i sine fortællinger så at sige genskabte mørket og derved bragte moderniteten i forbindelse med middelalderen.

Over Heinesens kvindeskikkelser hviler således ofte en mystisk stemning af Mariadyrkelse, i øvrigt fortrolig for enhver, som har læst miniromanen Moder Syvstjerne fra 1952.

Når man betragter hans billeder, får man i næseborene duften af tørverøg og tang, men man hører også en gådefuld, magisk tone og en stille klukkende latter. Hvad Heinesens karikaturer angår, er de tit grovkornede – men de er samtidig blottet for ondskab.

Hans kendemærke kan siges at være gavmild, inklusiv humanitet, nærmest uanset hvad eller hvem han i det enkelte tilfælde tegner eller maler.

Men hans rige rummelighed ligger også i motivvalgets kolossale bredde; han spænder simpelt hen over det hele lige fra stemningsfulde landskabsbilleder, over kærlige portrætter af færøske ’typer’, til de muntre skildringer af trolde og andre underjordiske væsener.

Skulle man sætte nogle overskrifter på, ville de nok blive: naturen, folket, døden og ikke mindst Eros.

Mindet om en litterær middag

Tillad mig at slutte denne anmeldelse af med et par mere personlige noter.

Den første går tilbage til 1967, da jeg tilbragte en del af sommeren på Færøerne sammen med min far, der på det tidspunkt havde bijob som Indenrigsministeriets alkoholkonsulent.

Hvervet skulle ikke forstås sådan, at han rådgav ved valget af øl, vin og sprut til festlige lejligheder, nej, han skulle overordnet følge udviklingen i danskernes drikkeri og på dette grundlag tilrettelægge oplysningskampagner.

Derfor blev han et oplagt valg som foredragsholder på en nordisk afholdskongres, som det år afholdtes i Tórshavn.

På programmet stod desuden oplæsning og foredrag ved selveste William Heinesen, hvis bøger jeg derfor købte i H.N. Jakobsens Boghandel i den gamle realskole midt i byen – og læste med bemeldte boblende begejstring. Heinesen mødte slet ikke op, og afholdsfolkene fik aldrig at vide hvorfor.

Til gengæld mødte jeg ham mange år efter, ja, spiste faktisk en overdådig frokost hjemme hos ham og hustruen Lisa. Hvilket bringer mig frem til den anden note.

For da jeg efter hjemkomst til København berettede om besøget til nu afdøde Erik Vagn Jensen, som var forfatterens forlægger først på Gyldendal, senere på Vindrose, supplerede han med mindet om en litterær middag, som han og hans kone, norskfødte Kirsten, for længe, længe siden holdt i Birkerød.

Æresgæsterne skulle have været hr. og fru Heinesen, og da de ikke dukkede op, ringede Erik til pensionatet i Taarbæk og spurgte værtinden, om hun havde set noget til færingerne.

Jo, det havde hun da.

»De gik over i Dyrehaven engang i formiddags. Men de havde en kurvfuld elefantøller med.«

’William Heinesen, billedmageren’. Tekst og billedredaktion: Bárður Jákupsson. 304 s. Rigt illustreret. Kr. 399,00. Torgard.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Malan Helge
Malan Helge anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu