Læsetid: 5 min.

David Byrne holder aldrig op med at udfordre koncertformens kunstighed – og det giver den vildeste mening

Alt hvad vi så var dansende atomer, da den tidligere frontfigur i Talking Heads, David Byrne, tog os med storm. Igen omtænkte han koncertformen, denne gang i et stramt tænkt, koreograferet, skuespillet og musikalsk forrygende show. Og alle overgav og hengav sig til dansen
David Byrne på Arena.

David Byrne på Arena.

Peter Nygaard Christensen

7. juli 2018

Egentlig kunne David Byrne bare have lænet sig tilbage og hvile på laurbærrene. Bare give folket de klassikere, som han har leveret især med sit gamle band Talking Heads. »Once In A Lifetime«, »Burning Down The House«, »Life During Wartime«, »Psycho Killer«. Og så ville alle vel være tilfredse.

Egentlig kunne den 66-årige amerikanske-skotske sanger, sangskriver, forfatter, instruktør, performer bare have sammensat en traditionel backingtrio og taget på vejene med et autentisk udtryk, der lige som kunne give ham rum til sådan rigtig at udtrykke sine inderste følelser i klassikerne. Og alle vil vel være tilfredse.

Men tilfredshed kan være en paralyserende følelse, ikke mindst i kunsten. Og Byrne har heller aldrig været en traditionelt inderlig rocksanger, slet ikke. Tværtimod et åbent tegn, som man har kunnet læse et væld af betydninger ind i. En skuespiller med et væld af roller på samvittigheden.

Byrne har også for længst vist sig som mand for at sætte store fede spørgsmålstegn ved rockkoncertens autenticitetsforestilling. Det skete måske stærkest med Jonathan Demmes berømte Talking Heads-koncertfilm Stop Making Sense fra 1984, som undersøgte koncertformen som et koreograferet show, der tydeliggjorde for enhver, at også rockshows er teater.

I Stop Making Sense-showet spillede Byrne skuespil, og det gør han også ved denne midnatsmesse i Arena-teltet på Dyrskuepladsen. Dengang startede Byrne alene på scenen, og det gør han også nu, på slaget 12.

Ekstatisk polyrytmisk fest

En scene holdt udelukkende i gråt åbenbares. Et stort, strengt firkantet rum defineret af tusindvis af grå jernkæder, der ligger så tæt at de ligner et tæppe – eller en trevægget ringbrynje.

Peter Nygaard Christensen
Byrne sidder gråhåret i et gråt jakkesæt ved et gråt bord og holder en grå hjerne i sin hånd. Det føles som om, vi er trådt ind i en sorthvid film. Hovedpersonen er Neuro-Hamlet, der snart nedbryder den fjerde væg ud til publikum, da han henvender sig til os i sangens form.

En efter en ankommer de 11 musikere gennem kædevæggene, også klædte i gråt. Og musikken tager form. Guitarist, bassist, korsangere, keyboards, blæsere og en del trommer, som bæres i seler. Intet er fikseret, alt udstyr er trådløst, alle er mobile.

David Byrne synger »Here« fra sit 2018-album American Utopia: »Here the sound is organised into things that make some sense / Here there is something we call hallucination / Is it the truth or merely a description?« Det er noteret, Hr. Byrne.

Sangene tager hurtigt fart. Det her er ikke en hvid reduktionistisk og stillestående formidling af Talking Heads og Byrnes værk, det er en ekstatisk polyrytmisk fest. Vi har intet andet valg end at danse.

Limbo under imaginær stang

Byrne og band danser koreograferet. Ikke med moves, der vidner om atletisk og erotisk overherredømme, men i koordinerede manøvrer med kroppen som fortælleinstrument. På et tidspunkt ligger alle døde på scenegulvet og rejser sig kun langsomt én for én.

Det er kroppen og koreografien som et vidnesbyrd om både nydelse og disciplinering (han danser noget, der ligner limbo under imaginær stang), psykosomatiske reaktioner (han vakler og han falder bagover og han gribes) og festlige funktioner (han danser i groovy sync). »I dance like this / Because it feels so damn good / If I could dance better / Well, you know that I would.« Jeg kunne ikke være mere enig. Fuck, hvad andre folk tænker. Og alle i teltet ryster, hvad de er født med og mere til. Vi vrikker, vrinsker, rykker til et værk i rivende fluxus. Der er smæk på samba/marching band/afrobeat/funk-rytmikkerne, og alt hvad vi ser er dansende atomer.

Identitetskrise i trædemøllen

Da »Once In A Lifetime« – Talking Heads-klassikeren om den akutte identitetskrise i vanelivet – risler løs i al sin rytmiske elegance, så formidles Byrnes skuespillede krisekrop med tiltet kameraføring i de sorthvide billeder på videoskærmene. Byrne synes at få overbalance, vælte bagover, søsyg over det automatiserede liv i trædemøllen. »You may find yourself in a beautiful house, with a beautiful wife / And you may ask yourself, ’Well... how did I get here?’.«

Han synger fremragende. Bakkes godt op af korsangere, der støtter hans stemme, men som også bare giver helheden en svulmende sanselig korkvalitet. Vi gennemvarmes af de 12 godtfolks fuldfede klang af fællesskab. Stemmer og rytmer viklet uløseligt sammen, helheden større end summen af enkeltelementer. Og igennem dét skinner den let skingre angst i Byrnes stemme stadig som et levende varemærke over nerveflænsende modernitet.

Men det skal ikke ødelægge den gode stemning, og det kan det eddersprøjteme heller ikke. Angstneuroserne i hans stemme opløses som myoser under det smidigt muskuløst groovy bands trygge hænder.

Intet proppes i vores halse

Der er skam også et politisk temperament. Byrne spørger, hvordan det går med politik i Danmark, og folk buh’er. Så spørger han om vi har fået en diktator endnu. Og dernæst synger han – i egne poetiske vendinger – om den økonomiske ulighed, der vokser og er kørt fast i gamle mønstre, som den franske økonom Thomas Piketty påpegede for nogle år siden i murstenen Kapitalen. Du skal fødes ind i rigdom, hvis du skal have en ordentlig chance i dagens økonomi: »The truth don’t mean nothing / If you ain’t got the cash / A credit card mommy / An invisible dad / Career opportunities / That you never had.« Byrne og hans folk løfter næverne under omkvædet.

Men hvad der er mere interessant er, at han intet propper i vores halse. Og at bandet og showet er en socialt mobil og præfigurativ politik. På scenen realiserer David Byrne sin amerikanske utopi. Walk the talk. En tværracialkønslig ligestilling.

Bevares, han er kongen, men han abdicerer igen og igen i et lateralt orgie. Hvor andre musikere tager over og synger mod publikum – gestikulerende, som var vi pludselig til musical. Og selvfølgelig finder traditionelle afrikanske instrumenter som talking drum og enstrenget violin også plads blandt de vestlige instrumenter i denne multietniske heksekeddel.

At puste liv i sin historie

Som Paul Simon viste tirsdag den 3. Juli under sin danske koncert på sin afskedsturné og som David Bowie demonstrerede helt op til sin død, så kan man give verden noget helt særligt, hvis man gør sig umage med sit eftermæle.

Man kan puste det sidste nye liv i sin historie, udstyre eftertiden med flere indgange til værket.

Nu er Byrne ikke på afskedsturne og han er også noget yngre end Simon. Men den knivskarpe og enkelt tænkte kunstneriske iscenesættelse, som han denne fredag nat formidler sit værk i er alligevel en gave. Et perfekt mix mellem teater, danseshow, musical, konceptkunst, koncert – uden at det bliver krukket, opstyltet, belærende. Tværtimod euforisk. En ny mulighed for formidling af live-musik. Og stoppet med vitalitet og optimisme. Selv når der deales med bøvlede emner som politivold.

Det er dér, vi ender et forrygende show. David Byrne er ikke selv rejsende i protestsange, men han afslutter med Janelle Monáes variant fra 2015 »Hell You Talmbout«, der i en tung marchrytmik og råbt call-and-response oplister navne på afroamerikanske ofre for politivold i USA. »Eric Garner! Say his name!« Vi råber med.

Så er det forbi. Vi bliver sluppet brutalt fri af ekstasen. De vinker farvel oppe fra scenen. Vi fatter os, og byder en stor kunstner i fortsat fri flugt farvel.

Peter Nygaard Christensen

David Byrne med forrygende band – Arena, fredag nat.

Serie

Roskilde Festival 2018

Gennem urinstøv og et uoverskueligt antal koncerter dækker Informations udsendte medarbejdere Roskilde Festival 2018. Der vil være kritisk og passioneret stillingtagen til stjernerne. Nysgerrige vildfarelser og undrende reportager fra kulturorgiet på Dyrskuepladsen.

Følg Informations dækning og koncertanmeldelser her. 

Seneste artikler

  • Hvad vi lærte og aflærte på Dyrskuepladsen i år

    9. juli 2018
    Det er sådan her med Roskilde Festivalen: Den er altid bedre IRL – in real life – end på papiret. Stemningen sætter sig som en polyfonisk venligsindet virus i kroppen. De bedste dele af publikum er ekstremt lydhøre, givende og rummelige. Men der er også et voldsomt albuerum omkring hiphopkoncerterne, som ikke har plads til alle og enhver. Kvinder for eksempel
  • Euforisk Gorillaz-koncert blev pludselig afbrudt, da rapper faldt ned fra scenen

    8. juli 2018
    Indierock og hiphop-hybriden Gorillaz lukkede Orange Scene med en oplagt Damon Albarn i front for tegneseriebandets trylleshow. Et stort kor og et væld af gæstestjerner sang publikum glade og op i gear. Men glæden sluttede brat få minutter inde i ekstranummeret, da den sidste gæsterapper drattede i scenegraven
  • Nick Cave snerrede sig træt gennem støjen på Orange Scene

    7. juli 2018
    Det var en hæs og farveløs Nick Cave, der fredag aften forsøgte at sparke publikum omkuld med sin sorgfulde, aggressive rock. Men hans grufulde fortællinger og rasende blues nåede kun ud til de forreste rækker af fremstrakte arme
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tommy Andreasen
  • Henrik Günther
  • Christian Ulrich
  • Carsten Munk
  • Anker Nielsen
  • Katrine Damm
  • Peter Tagesen
Tommy Andreasen, Henrik Günther, Christian Ulrich, Carsten Munk, Anker Nielsen, Katrine Damm og Peter Tagesen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Katrine Damm

Åh Talking heads - og David Burne
Glem ej heller heller nummeret 'Heaven'

Og så minder jeg lige om en sekvens i en af hans - deres film, hvor en ældre - gammel rig kvinde er gået i seng og proklamerer: jeg står aldrig op mere. Så er spørgsmålet, altså sådan aldrig mere? Nej aldrig mere, okay, hvorfor det?
Fordi, når pølsepakninger kommer seks styk pakken og pølsebrødspakningerne kommer i15 styks pakningen, hvor mange pakker af hver er det så lige, man skal købe for at have samme antal af hver. Så er verden blevet for skør, så jeg er stået af, det gider jeg ikke forholde mig til, så ja jeg er gået i seng og står ikke op mere.

Ralf Christensen og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Christian Ulrich

Tak Ralf. Du var den eneste anmelder der så David Byrne. Og ja, han sætter nye grænser for hvad et band kan gøre på en scene. Byrne gav den suverænt bedste koncert på Roskilde festival.

Annette Chronstedt

Åh ja, så mange tak for at lade ham komme så souverænt tilstede for alle os, som ikke lige kunne være der . . !