Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Dirty Projectors vil både blæse og have store ord i munden

På albummet ’Lamp Lit Prose’ vil David Longstreth, forsanger og frontmand i indiebandet Dirty Protectors, intet mindre end det hele. Han vil være ung med de unge, naiv med de nyforelskede, klog med de kloge og på lydbølgelængde med musikhistoriens ældre koryfæer. Resultatet bliver både fladt, forvirrende og apatisk
På albummet ’Lamp Lit Prose’ vil David Longstreth, forsanger og frontmand i indiebandet Dirty Protectors, intet mindre end det hele. Han vil være ung med de unge, naiv med de nyforelskede, klog med de kloge og på lydbølgelængde med musikhistoriens ældre koryfæer. Resultatet bliver både fladt, forvirrende og apatisk

Jason Frank Rothenberg

Kultur
21. juli 2018

Flammen fra olielampen soder, imens en 36-årig amerikaner fortæller en kluntet historie om at møde kærligheden i en uforudsigelig verden. Pludselig tramper et hornorkester forbi. En trommemaskine banker afroinspirerede rytmer ud i mørket.

Så bryder amerikaneren umotiveret ud i falset, hvorefter han trækker vejret et par gange gennem sin mundharpe og hiver to skeer op af lommen, som han kortvarigt lader plirre mod hinanden.

Cirka sådan kan jeg bedst beskrive det musikalske rum, som Dirty Projectors skaber på deres ottende album, Lamp Lit Prose. Stilen er en slags fusions-r&b i indierockklæder, der i løbet af 37 minutter får hvirvlet musikgenrernes kompasnål i ring om sig selv, uden at man som lytter får følelsen af, at frontmand og forsanger David Longstreth har et klart mål med sine mange lydlige ekskurser.

Congolesisk guitar og fransk romantik

»I might sing the melody/ But I don’t set the tempo,« lyder det på åbningsnummeret »Right Now«.

En ansvarsfralæggelse, der undrer mig, men som samtidig er sigende for albummets mangel på beslutsomhed. Samples og blæseinstrumenter skifter i knasende, glidende overgange, som sad der en og skruede på en gammel transistorradio.

I stedet for selv at sætte tempoet og turde stole på, at den enkle melodi sagtens kan bære, tilføjer Longstreth hele tiden nye soniske elementer, hvoraf de fleste lyder som lån fra fortidens koryfæer. Blæserne swinger som Louis Armstrongs trompet. De energiske elektriske guitarer mimer Paul Simons Graceland, og Longstreths vokal lyder, som en genopstået Michael Jackson.

Førstesinglen »Break-Thru« er et festligt portræt af en kvinde, der beskrives som en hipsteråbenbaring af kunsthistoriske dimensioner. Med sine neorealistiske kindben er hun lige så opsigtsvækkende, som nummerets guitar, der i korte, klare og livlige toner lyder som en congolesisk rumba.

Mere neddæmpet bliver det på »Blue Bird«, hvor en helt spæd forelskelse afføder ønsket om at kunne standse tiden og forblive i det øjeblik, hvor man bare sidder på en bænk i Versailles omringet af mennesker og ikke har andet for øje end den anden. Den, man elsker. Men forandring er den eneste konstant, som det hedder på »You’re The One«. Forgængelighed er et vilkår. Og det er en af alderens forbandelser at være sig det bevidst.

At ville (føle) det hele

David Longstreth dannede i 2002 det eksperimenterende rockband Dirty Projectors, der op gennem 00’erne havde en smule succes uden at slå stort igennem. Da han i 2012 brød med bandets kvindelige forsanger og guitarist Amber Coffman, der også havde været hans kæreste gennem en årrække, fulgte en femårig pause, indtil han sidste år valgte at føre bandet videre uden hende.

På fire af Lamp Lit Proses i alt ti sange har bandet – i mangel af Coffman – indhentet kvindelig vokalassistance udefra. Bl.a. Syd, forsangerinden i The Internet, og indiepopbandet Dear Nora bidrager i ordknappe omkvæd, hvor de i små og enslydende sekvenser ekkoer Longstreths lyse vokal. Disse sange ligner i deres opbygning hinanden til forveksling.

Også på tekstsiden forfalder Longstreth til at genbruge og gentage sine virkemidler. Han synes at have en forkærlighed for referancer og nævner bl.a. Picasso, Guldlok, græsk mytologi og frontmanden i bandet The Strokes, Julian Casablancas. Flere vers bygger han op af løse kæder af retoriske spørgsmål, som han aldrig rigtig får besvaret.

Blandt de bedste er »Who pulls the new rope through the loopholes of the past?«, og blandt de mindre opfindsomme »Who will stop wasting the time

Afslutningsnummeret »(I Wanna) Feel It All« sætter albummets svaghed på spidsen, for her formulerer Longstreth selv sin mangel på evne til at begrænse sig. »I wanna feel everything/ Sweetness of youth and old ages sting/ Open my eyes wide and unblinking/ I wanna feel everything«.

Dirty Projectors vil gerne både blæse og have store ord i munden, men konsekvensen af de mange trompeter, instrumentale skift og kulturhistoriske namedropping bliver, at Lamp Lit Prose lyder for meget af for meget og for lidt af det gode.

Dirty Projectors: ’Lamp Lit Prose’ (Domino Records)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her