Læsetid: 3 min.

Fantasyfilmen ’Landet af glas’ foregår på de unge hovedpersoners præmisser

DR-værterne Marie Dalsgaard Rønn og Jeppe Vig Find har med ’Landet af glas’ lavet en fin fantasyfilm om medmenneskelighed, venskab og familie
Drengen Ras og elverpigen Neia går på opdagelse i det stemningsfulde, gamle gartneri i eventyrfilmen ’Landet af glas’. 

Drengen Ras og elverpigen Neia går på opdagelse i det stemningsfulde, gamle gartneri i eventyrfilmen ’Landet af glas’. 

Scanbox

19. juli 2018

Lys spiller i glas, og mellem skovens blade og træer skaber det sammen med Jonas Strucks musik en ganske særlig stemning i Marie Dalsgaard Rønn og Jeppe Vig Finds spillefilmdebut, fantasyfilmen Landet af glas.

De to DR-værter, der også selv har skrevet manuskriptet til filmen, er vant til at arbejde med og fortælle historier for børn, og det kan man godt mærke på filmen, der i dén grad foregår på de unge hovedpersoners præmisser og dykker ned i deres verden og følelser.

13-årige Jas (Albert Rudbeck Lindhardt) er alene hjemme på gården, mens hans chaufførfar er på endnu en langtur. Der er gået to år, siden Jas mistede sin mor, og han og faren sørger stadig.

Det gartneri, som moren og faren købte sammen, titlens land af glas, ligger forladt og forfaldent hen – på nær når Jas holder udkig fra den gamle båd, der står midt i det hele, og hvor han har sin hule.

Men en dag dukker to elvere, unge Neia (Flora Ofelia Hofman Lindahl) og gamle Alva (Vigga Bro), op og vender hans liv på hovedet.

Det viser sig nemlig, at onde mennesker er ude efter de perler, som alle elvere har, og som er med til at give dem særlige evner. Ras indforskriver sin gode ven, Isak (Arien Takiar), der til at begynde med er noget skeptisk og synes, at Ras er tosset. Men han ændrer snart mening, og de to venner får brug for al det mod og al den fantasi, de kan mønstre i kampen mod de mørke kræfter, der vil elverne ondt.

Fascinerende kulisse

Landet af glas er ikke nogen perfekt film. Langtfra.

Den lider af nogle af de samme svagheder som andre danske genre- og spændingsfilm for børn og unge, ikke mindst at instruktørerne har svært ved at gøre de mere tempofyldte sekvenser tilstrækkeligt nervepirrende. Det hele er lidt for langsomt og klodset til, at man for alvor føler, at unger og elvere er i fare.

Til gengæld er der masser af liv, varme og stemning i den meget familievenlige films mere afdæmpede stunder, hvor man er sammen med Ras og Neia, mens de to lærer hinanden at kende.

Der er en stille poesi i de scener, som også handler om ung kærlighed af den meget uskyldige slags. Neia, der har levet hele sit liv i skoven, kender ikke meget til den moderne verden, og det er sjovt at se hende gøre sig bekendt med alt fra gardiner og tv-apparatet til de næsten hypnotiske glaskrystaller, som hænger i et vindue.

Neia og Alva og de overraskelser, de to nødstedte elverfolk bringer med sig, er præcis, hvad Ras har brug for i sit liv. Han har trukket sig fra de fleste andre mennesker siden sin mors død, men nu begynder han at åbne sig igen – det er han nødt til – alt imens han prøver at gøre det rigtige og samtidig bliver klogere på sig selv og menneskene og verden omkring sig.

Jeg ville gerne have set meget mere til det eventyrland, som det gamle gartneri ser ud til at være – sikke en pittoresk, fascinerende kulisse, instruktørerne dér har fundet – men det ændrer ikke ved, at Landet af glas mestendels er en fin og sympatisk film, der i glimt oven i købet kan og vil være mere end det. Det er der i dén grad brug for, når det gælder dansk filmunderholdning for børn og unge.

’Landet af glas’. Instruktion og manuskript: Marie Dalsgaard Rønn og Jeppe Vig Find. Dansk (Biografer landet over)

Pigen Barbaras (Madison Wolfe) angst for at miste sine kære manifesterer sig som overnaturlige væsener i ’I Kill Giants’.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ervin Lazar
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
Ervin Lazar, David Zennaro og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu