Læsetid: 4 min.

Hear we go #1 – T.S. Høegs noter fra jazzfestivalen

Som durkdreven kunstner gælder det om at forberede sig og i forhåbentlig god tid, som alligevel altid har det med at rykke fra masser af den, da tættere på og så til lige op over. Og i mit tilfælde, som den der altid tager teten med egne projekter, begyndte jeg og mine pålidelige kumpaner allerede i maj at komponere og arrangere nyt materiale, øve og ikke mindst at huske at selvøve sine egne lektier eller chops, som det også kan hedde. Kort sagt: det er et game af et også praktisk puslespil
Som durkdreven kunstner gælder det om at forberede sig og i forhåbentlig god tid, som alligevel altid har det med at rykke fra masser af den, da tættere på og så til lige op over. Og i mit tilfælde, som den der altid tager teten med egne projekter, begyndte jeg og mine pålidelige kumpaner allerede i maj at komponere og arrangere nyt materiale, øve og ikke mindst at huske at selvøve sine egne lektier eller chops, som det også kan hedde. Kort sagt: det er et game af et også praktisk puslespil

Mikkel Lock Svendborg

12. juli 2018

Fredag den 6. juli

Dette års ’Cop Jazz Fest’ fejrer 40-årsjubilæum, & i den forbindelse blev det kringlet, at den extraordinære trompetist (med særlige beføjelser) Kaspersan Tranberg og jeg blev bedt om at både komponere en ny »JUBILEE«-suite og til formålet at danne et orkester til selveste åbningen i Kgs. Have.

Et planlagt 21 m/k-orkester blev dog minimeret til et 10-ditto, hvilket stadig er en mundfuld, til sidst bestående af 7 alskens messing- og træblæserhorn og 3 trommisser, der yderligere inkorporerede medlemmer lige fra 20- til 80-årsalderen, samt at ramme et kalaidoskopisk udtryk med netop musiske reminiscenser fra 1979 til 2018. Ja, og hold lige fast med det højt lixtallede bandnavn: The Traditional Eclectic Multi-Generational Jazz Ensemble.

Omstændighederne var i top med et spændt og veloplagt jomfruensemble foran et tusindstals publikum under en høj vitaminramlende sol og, som vi siger: Vi gav den gas med fanfare, blues, bop, funk, freejazz og verdensmusik i en stor hybrid højovn.

Bagefter spillede min og Kaspers brother uncle i skikkelse af Pierre Dørge med sit også 40 år gamle New Jungle Orchestra, hvor han på skift kaldte os op som special guests, hvor Kaspersan gjaldede toptrompet, mens jeg trådte i karakter som reciterende digter.

Omkring backstageområdet introducerede jeg det unge, store trommistalent Oliver Laumann for instrumentkollegaen, gamle, men plirrelevende Thorkild Møller, som sagde: »Nu har jeg spillet trommer i 55 år og gider ikke at høre på dem længere, så nu laver jeg noget andet.«

Lørdag den 7. juli

Næste dag allerede klokken 12:00 var jubilæumsensemblet atter ready i en akustisk halvcirkel på pladsen foran Frederiksberg Bibliotek, hvor vi lige i hedehamrende zenit, som altid er bedre end blæst og slud, spillede hele molevitten en gang til, men som det er med ’vores’ næbbede musik, er fundamentet det samme, men hvor atter nye variationer opstår.

Og som det er i festivaldagene skulle alle medlemmerne sådan videre i deres respektive programmer, hvilket også gjaldt mig, da jeg med den ’unge’, kun 15 år gamle avantgardepopkvartet The Way Out spillede i Koncertkirkens gård, hvor lederen Bjørn er så overskudsagtig, at han bagefter sørgede for en stor portion vegetarmad til os, hvilket desværre er en sjældenhed, så jeg konstant må ty til poser af jazzbananer og ellers brumme af festivallens fedtede sortiment af flaskevand, pulverkaffe og papbægre med industrinødder, som for eksempel blæsere bare ikke skal have mellem tænderne. Og så er der ellers bøveøl til bagefter og sjældent et glas vin, som jeg så selv må støve op, men jeg er nu blevet så meget veteran, at alt ordner sig.

Men da jeg aldrig ’rør noget’ før efter endt koncerteri, spillede vi ud på aftenen i Linnésgade på et rigtigt fint lille sted, kaldet Bobushka, som på selvinitiativ er etableret af en flok seje piger, der kæmper en kommunekamp, men som alligevel har overskud til også lige at filme og indspille vores kække musik.

Yes, efter en lang dag sad vi så udenfor med længeønskede glas naturvin, men drog hjem på pudevår inden midnat, thi morgendagen kaldte til mere jazzbøn.

Søndag den 8. juli

Klokken 11 sharp indfandt jeg mig i en af mine favoritters øvelokale for at slæbe gear, nemlig hos komponisten og mestendels trommisfinessen Jaleh Negari, som sammen med sine lige så stærke pigekumpaner huserer med deres mangehovede kollektiv: Eget Værelse.

Vi skulle spille duo i Skuespilhusets foyer, hvor jeg endnu ikke har spillet, men i mange år har ønsket mig det, og det sker ofte, at ting i den meget lange ende kommer til en, hvis man bare bliver steady ved.

Sammen havde vi gennemøvet et 45 minutters program med nyt materiale, som fra storm til stille blev udført til punkt og prikke foran et meget siddende, men ovenud opmærksomt publikum.

Efter os spillede Lotte Anker duo med pianisten Jeppe Zeeberg, der også fik trykket igennem, og til sidst gav vi alle 4 en farvelvinkende finale. Jeppe overrakte mig sit nye solopiano album, from around the world, og jeg kan hviske: Det er sager.

Yes, bagefter inviterede mit gamle 1980’eriske vennepar, Vibeke og Claus Rohland, mig på rosévin ud på Ofelia-kajen, hvor Danerlandet viste sig frem fra sine skjønneste vinkler.

Og ud på aftenen måtte jeg forbi kraftcenteret 5E i den Brune Kødby for yderligere at hænge ud blandt mine andre fineste kumpaner, inden jeg mandag skulle have en sidste øver med vores ligeledes 40 år gamle og historisk titulerede »første daneriske punkjazztrio« ved navn Cockpit Music med janitsharen PO Jørgens og guitaristen Søren Tarding, der i sin tid sparkede til jazzen, som Sods ditto gjorde til rocken, men ud over denne trodsighed har vi også altid haft flere musikalske tricks indenbords.

Tirsdag den 10 juli

Som sidste eksploderende act klokken gosh midnat spillede Cockpit Music ude på Lygten til Trashzzz-festivallen, men traditionen tro tog jeg om eftermiddagen ind på Hotel Arthur, hvor der årligt serveres solid ’gumbo’-gryde med for mit vedkommende saftevand til, men så er i hvert fald dagens raffinerede måltid hjemme, indtaget blandt gamle veteraner og de kommende skud på stamtræet af både branche- og scenefolk.

Cockpit Music-koncerten, hvor absolut kun hard cores møder op, blev sidste koncertindslag fra min side, så næste rapport med deadline på søndag kommer til at dreje sig om, hvad mange andre har at byde på, så: vi læses ved med honnør fra Høeg.

Serie

Med LaBianca og Høeg på Jazzfestival

Følg jazzmusikerne Sonja LaBianca og T.S. Høeg, når de på skift skriver personlige noter til Informations læsere om koncerter, samtaler og oplevelser under Copenhagen Jazz Festival (6.-15. juli)

Seneste artikler

  • Hear we go #2

    16. juli 2018
    En tak til jazzfestivalen, kumpaner, kollegaer, kollektiver og publikum med honnør fra Høeg
  • A peacock crossing the road

    14. juli 2018
    Musikken summer over byen. Jazz i al sin brogede natur og diversitet. Informations udsendte jazzmusiker, Sonja LaBianca, skriver sine sidste dagbogsnoter fra Copenhagen Jazz Festival
  • Tekster uden ord, men tekstur i metal i strenge i skind

    11. juli 2018
    Jazzfestivalens første dage var for Informations udsendte jazzudøver, -lytter og -skribent Sonja LaBianca hektiske og følelsesfulde. De bød på en rejse fra world til hiphop, lidt mudret jazz, hendes egen koncert i Skuespilhusets foyer og metal for akustisk opretstående klaver. Blandt andet. Her er hendes dagbog
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu