Læsetid: 5 min.

Hear we go #2

En tak til jazzfestivalen, kumpaner, kollegaer, kollektiver og publikum med honnør fra Høeg
T.S. Høeg siger farvel til dette års Jazzfestival med en hilsen til sine kumpaner.

T.S. Høeg siger farvel til dette års Jazzfestival med en hilsen til sine kumpaner.

Peter Nygaard Christensen

16. juli 2018

Som lovet bliver denne kun anden og allerede sidste rapport om alle andre og alt muligt andet, thi den første del var for mig så forberedt, tilrettelagt og energisk ind/ud af Dane TS Hawk-karakteren actionpacked, at jeg ikke kunne skrive om andet, så nu skruer jeg på tiden, så alle 10 dage bliver inddraget, så hermed:

Min kumpan, saxofonisten Mads Egetoft og Sufie er lige blevet forældre til klejne Daisy, som allerede til åbningen var med, så det tegner godt for eftertiden, som hviler på fortiden, hvis man ellers ikke svigter forløbet.

Med digteren Jess Ørnsbos titulering har jeg også ’tumbetække’, så i en bus på vej til gearpakning sagde en 101-årig polisk daner til mig, at i mit kun 61. år begynder »de rigtige problemer« først om 15 år, hvormed jeg både gøs og glædedes, thi der er så meget endnu.

På en scene kom en sommerfugl omkring mig, og dette væsen verfer man absolut ikke, hvor bagefter en damepige kom hen til mig med tårer i øjnene og sagde, at det var vores savnede musikerfilosof Christian Kyhl, der kom forbi, og det forstod jeg mere end fint.

I Vesterhood har der i tonsvis af år ligget denne lurvede Hawaii-bio på hjørnet, som til sidst med internettets pornoflyderi måtte smide slæberne ind, og i stedet åbnede det modsatte: et k-drevet trykkeri af de fineste sager, men også med nu plads til koncerter ved den fuldtonede bassist Asger Thomsen, som med sine kumpaner præsenterede Thelonious Sphere Monk-aftener, som var fede, men de kunne ikke forblive pga. støjsarte byboere og blev så rykket lidt ned på den famøse Guldregn.

Efter en stunds jazzfred på Hovedbiblioteket stødte jeg udenfor på den just ankomne guitarist Bill Frisell. Vi har kendt hinanden fra det forrige årtusinde, hvor han mødte op som ung i trommismesteren Paul Motians trio med også saxofonisten Joe Lovano, så vi kunne ikke komme til af bare gensynsglæde og ellers om tiderne, der er gået, og hvad der skal blive af os, men lige nu: raske og rørige.

Øverst oppe i Huset i Magstræde, som siden jeg faktisk var knejte, har ’huset’ generationer af udladninger, havde 2/3 dele af ’The Munck-sisters’ (Charlotte og Camilla) samlet til 6 timers alskens menneskelige stemmers diverse soundscapes under titlen: Stemt, hvem er demokrati? Og hængende der i døråbningen var det lige i mine ører.

Skråede ned gennem Nansensgade, hvor ved den savnede bogantikvarist Jess Jessens forne butik en trio spiller lokkende på såmænd fortovet foran et fåtalligt, forkælet publikum, fordi tættere på er det supergutterne, trommis Jakob ’Livsfar’ Høyer og bassisten AC, der spot on bakker deres gamle USA-ven op i skikkelse af den John Coltranishe-tenormester George Garzone, og som inkarneret københavner er det bare ren luksus at kunne støde på slige sager.

Blandt de mange mindre forkromede, men vægtige åndedrag af muligheder, var jeg omkring den nye bygningsklods lige ved Diamanten, såmænd kaldet Blox, hvor et af mine yndlingsbands, Boujeloud, er blevet minimeret fra en kvintet til en trio med føromtalte Mads, guitaristen Emil Palme og trommis Anders Vestergaard, som også er i ’familie’, men som jeg har beroliget dem med: har man trommer (membranofoner), guitar (chordofon) og saxofon (airofon) er det alt nok, hvilket de også beviste i omgivelser, der til stadighed indikerer: dengang, der var fremtid til.

Hvorfor skal meget nyt stadigvæk være firkantet, goldt og menneskefjendsk, hvilket trioen gjorde alt for at menneskeliggøre, selvom de 3 forekom som foruroligende intruders.

Onsdag den 11. juli

Efter 6 koncerter må jeg have en fridag fra jazzzonen, hvor jeg i det hele taget holder af at veksle kontemplerende ro mellem enten Bellevue Strand eller bavnehøjbadet.

Og senere til mine væbnere, filmdokumentaristparret Doug og Marie, som giver mig mad og en sædvanlig pose med tredjeleds-overleverede London Review of Books-magasiner.

Torsdag den 11. juli

Men så er jeg også klar igen i en krop, der ikke længere tror, at den skal på job. Indfinder mig atter i Kgs. Have, hvor nu det internordiske Horse Orchestra, også et yngre yndlingsband, havde lovet mig nye numre og så sandelig: 3 danere, 2 nordmænd, 1 svensken og 1 islændig, som til sammen med fine kompositioner og et fælles udtryk på en flabet, casual ekvilibristisk og især energisk måde revitaliserer forne dage med reminiscenser af stumfilm, New Orleans, Cinecitta, Sun Ra og sågar en omdirigering af en gammel traver: »I Got Rhythm«, var a blast.

Det er skønt at hænge udenfor på 5E, men også indenfor til mine to stoute kumpaner, pianisten Jacob Anderskov og saxofonisten Lotte Anker i sammenspil med den fine, norske trommis Thomas Strønen og for mig for første gang at live-høre tenorsaxofonisten Ingrid Laubrock, der i ugen underviste på et Summer Camp-kursus ude på rytmekons.

Lotte og Laubrock var klart soul-sisters til vejrs, og store dressere er de ikke, men var dog tilfældigvis begge i sort, mens Strønen propellerede rytmer, og Anderskov fra det opretstående piano sendte ekkoende skyer, vinde og andre raffinementer med ud i sfæren.

Og så gik jeg i baren for at nyde spansk brandy.

Fredag den ups 13. juli

Der er altid en vis buzz, når den flamboyante sanger og sangskriver Michael Rexen samler sin store organisme af et freakshow, The Human Shields, som jeg titulerer: Danerlandets neo-soul-band med sej rytmegruppe, korsangere, blæsere og på denne aften i igen 5E hele 2 tubaer.

Og så på en hindbærbrus hjem inden midnat.

Lørdag den 14. juli

Vesterhood har længe nydt godt af den diminutive Kaffe og Vinyl-cafe med også mange musiske happenings ude foran, men er nu rykket til større lokaler et par husnumre væk, hvilket blev brusfejret.

Planen afsluttedes på Christianhavns Beboerhus til en Club Loco-night, hvor den sindrige new yorker-saxofonist Tim Berne spillede med kumpanerne, trompetisten (med særlige beføjelser) Kaspersan Tranberg, bassisten Petter Eldh og gummistål-trommis Peter Bruun, hvis gruppe All Too Human ellers er sager.

Min makker, bassisten og Community-tageren Jonathan Aardestrup, kørte mig i sin ladcykel til døren, hvorom efter midnat fortsætter.

appendix

For mig og mange andre er en fast afslutningstradition at møde op ved Vandkunsten søndag eftermiddag, hvor Nulles og Fessors Verdensorkester vinker farvel, men det er efter deadline, så jeg vil ikke ’udføre en Jørgen Leth’, men runde af med, hvad jazzen også rummer: et utal af historier.

Louis Armstrong blev spurgt, hvad jazz er og allerede spørgsmålet blev affærdiget, thi »then you’ll never know«.

En musiker kommer i himlen og bliver optaget i det fedeste orkester med alle de døde, som spiller a-stykket til »Over The Rainbow«, hvor så den nyankomne spørger: hvornår kommer vi til b-stykket?

Aldrig.

En tak til jazzfestivalen, kumpaner, kollegaer, kollektiver og publikum med honnør fra Høeg.

Serie

Med LaBianca og Høeg på Jazzfestival

Følg jazzmusikerne Sonja LaBianca og T.S. Høeg, når de på skift skriver personlige noter til Informations læsere om koncerter, samtaler og oplevelser under Copenhagen Jazz Festival (6.-15. juli)

Seneste artikler

  • A peacock crossing the road

    14. juli 2018
    Musikken summer over byen. Jazz i al sin brogede natur og diversitet. Informations udsendte jazzmusiker, Sonja LaBianca, skriver sine sidste dagbogsnoter fra Copenhagen Jazz Festival
  • Hear we go #1 – T.S. Høegs noter fra jazzfestivalen

    12. juli 2018
    Som durkdreven kunstner gælder det om at forberede sig og i forhåbentlig god tid, som alligevel altid har det med at rykke fra masser af den, da tættere på og så til lige op over. Og i mit tilfælde, som den der altid tager teten med egne projekter, begyndte jeg og mine pålidelige kumpaner allerede i maj at komponere og arrangere nyt materiale, øve og ikke mindst at huske at selvøve sine egne lektier eller chops, som det også kan hedde. Kort sagt: det er et game af et også praktisk puslespil
  • Tekster uden ord, men tekstur i metal i strenge i skind

    11. juli 2018
    Jazzfestivalens første dage var for Informations udsendte jazzudøver, -lytter og -skribent Sonja LaBianca hektiske og følelsesfulde. De bød på en rejse fra world til hiphop, lidt mudret jazz, hendes egen koncert i Skuespilhusets foyer og metal for akustisk opretstående klaver. Blandt andet. Her er hendes dagbog
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu