Læsetid: 3 min.

Kæmper er gode til at distrahere sørgende børn. I hvert fald på film

Danske Anders Walters amerikanske spillefilmdebut indskriver sig med visuelt overskud og liiidt langtrukkent plot i traditionen for film om plagede børn, der søger tilflugt i fantasiverdener
Pigen Barbaras (Madison Wolfe) angst for at miste sine kære manifesterer sig som overnaturlige væsener i ’I Kill Giants’.

Pigen Barbaras (Madison Wolfe) angst for at miste sine kære manifesterer sig som overnaturlige væsener i ’I Kill Giants’.

XYZ Films

5. juli 2018

Det kan godt være, skolepsykologen mrs. Mollé (Zoe Saldana) synes, det er på sin plads at tage nogle gode lange snakke med enspændernørden Barbara (Madison Wolfe), hovedpersonen i danske Anders Walters amerikanske tegneseriefilmatisering I Kill Giants. Barbara har bare på ingen måde tid til at sidde og svare på den velmenende voksnes fiskende spørgsmål, for byen, de bor i, er i akut fare for at blive smadret fuldstændigt, og den eneste, der kan gøre noget ved det, er Barbara.

Alle hendes dage og visse af hendes nætter går med at løbe rundt ude i skoven og langs kysten for at passe sine kæmpefælder. Altså ikke fælder, der er meget store, men fælder beregnet til at uskadeliggøre de kæmper og giganter, der optager størstedelen af Barbaras bevidsthed. Så meget, at det går ud over skolegangen og gør afstanden til hendes klassekammerater og søskende større, end den allerede er.

Barbara er nemlig ikke bare sær, hun er også vred på hele verden for en sikkerheds skyld, og hun foretrækker demonstrativt at opholde sig i sin egen verden. Her har hun – i modsætning til på skolepsykologens kontor – vigtige ting at passe. 

Død og fantasiverdener

Anders Walters spillefilmdebut handler ligesom hans oscarvindende kortfilm Helium (2014) om død og fantasiverdener med et gammelklogt barn i centrum af en flot stiliseret truet idyl. Barbara holder til på Long Islands vindblæste – og meget fotogene – kyst.

Her har hun forskanset sig på alle mulige måder og i flere forskellige huler, hvor hun dyrker en mytologi omkring en forlængst afdød baseballspiller, der lægger navn til det antikæmpevåben, hun bærer rundt på i en skuldertaske. Det er på mange måder den samme historie som i Syv minutter over midnat (2016), hvor en dreng på cirka samme alder håndterede sorgen over sin mors sygdom gennem at tegne, bekæmpe og til sidst forsone sig med en kæmpe.  

En dag står der en jævnaldrende pige med nysgerrigt blik og gul regnjakke på stranden neden for træhuset, Barbara bor i. Det er sådan vendepunkter ser ud i den her slags film. Sophia (Sydney Wade) er lige flyttet til Long Island med sin familie og kommunikerer sit behov for nye venner så tilpas tydeligt, at Barbara allernådigst påtager sig den rolle.  

Det venskab er Barbara heldig med. Både fordi det slår sprækker i hendes fantasiverden og lader en smule fornemmelse for andre mennesker strømme ind og fordi hun faktisk ikke er specielt sød ved Sophia.

Den stride opførsel er dels en indgroet psykisk sikkerhedsforanstaltning i et liv, hvor hun føler sig ensom og alene, dels provokeret af de sprækker, fantasiverdenen begynder at slå. Forestillingen om at være en kæmpebekæmper, der kan gøre forskellen på undergang og frelse, er et panser, der beskytter Barbara mod hendes reelle problemer.

Antikæmpeindsatsen

Jo flere, der kommer med fred og faktisk vil Barbara noget, jo mere overvældende bliver undergangsscenarierne, og jo flere bliver actionscenerne med store, farlige fantasykæmper, der skyder op af skoven eller det stålgrå hav. Det er jo bare Barbaras angst for at miste sine nære og kære, der manifesterer sig i de personlighedsforladte overnaturlige væsner.

Her synes jeg nok, I Kill Giants trækker den en smule. Man bliver indviet i en bred vifte af praktiske og rituelle gøremål: indsamling af klamme ting, blanding af klamme ting i plastikdunke, påmaling af magiske tegn på skolevægge og forladte jernbanesæt, test af fælder etc. Barbara indvier både Sophia og til en vis grad mrs. Mollé i sin antikæmpeindsats, men man fatter aldrig helt, hvad systemet i det hele er.

Det bliver lidt langtrukkent, til gengæld kommer man rundt i nogle veldesignede landskaber og interiører og ser en masse omhyggeligt koreograferede sammenstød. Både mellem Barbara og kæmperne, Barbara og bøllen Taylor (Rory Jackson), Barbara og Sophia og så til sidst en konfrontation med det, der virkelig plager hende, som langt om længe bliver afsløret. 

’I Kill Giants’. Manuskript: Joe Kelly baseret på tegneserien af samme navn af Ken Niimura. Instruktion: Anders Valter. Amerikansk. Biografer over hele landet.  

I sin første spillefilm, den engelsksprogede ’I Kill Giants’, fortæller den tidligere tegneserieskaber, danske Anders Walter om, hvordan børn kan bruge fantasien som flugt og som et rum, hvor man kan holde en smertefuld virkelighed på afstand. Det er dog vigtigt for sorgbearbejdelse, at man i sidste ende skelner mellem virkelighed og fantasi og taler med andre mennesker
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu