Læsetid: 5 min.

Lise de la Salle spillede Liszt og Beethoven med krystallinsk virtuositet

Den unge franske pianist gæstede Frederiksværk Musikfestival med et usædvanligt program, som udstillede hendes usædvanlige talent. Lise de la Salle er den fødte virtuos, men hun kommunikerer i lige så høj grad som en dybt og originalt tænkende musiker
Pianisten Lise de la Salle under en tidligere koncert i Danmark. den franske musiker var allerede som barn et enestående talent, og også denne gang var hendes koncert virtuos oplevelse.

Pianisten Lise de la Salle under en tidligere koncert i Danmark. den franske musiker var allerede som barn et enestående talent, og også denne gang var hendes koncert virtuos oplevelse.

Ivan Riordan Boll

31. juli 2018

Ekstranummeret opsummerede hele koncerten og for så vidt også hendes hidtidige karriere. Lise de la Salle, født i Cherbourg 1988, debuterede som koncertpianist, da var hun ni år og indspillede sin første plade, da var hun 14. Det sidste stykke uden for nummer i Frederiksværk er det første på pladen, Rachmaninovs Étude-tableau (øvelse-maleri) nr. 1 fra samlingen opus 39 – et sindsoprivende tonehav, som hun allerede dengang beherskede med en erfaren søfarers selvfølgelighed.

Jeg anskaffede mig den spritnye udgivelse på plademessen MIDEM i Cannes 2003 – efter et pressemøde, hvor direktøren for pladeselskabet Naïve først udtrykte sine betænkeligheder ved at lancere en så ung kunstner i et så virtuost repertoire som Rachmaninov og Ravel. Var det uansvarligt? Ville hun hurtigt brænde ud som så mange andre vidunderbørn? »Og dog,« – fortsatte direktøren – »modenheden og de pianistiske færdigheder er allerede nu så bemærkelsesværdige, at det ikke længere giver mening at holde hende i bur.« Fuglen fløj altså ud, stemmen blev stærkere, repertoiret voksede, og i de forløbne 15 år har den besøgt vore kyster mange gange.

Men at Lise de la Salle valgte netop denne maleriske Rachmaninov-etude som eneste encore, vidner om hendes intelligente formidling af sin kunst. Koncerten havde haft virtuositeten som fællesnævner, og hun er den fødte virtuos. Ikke blot forstået som en pianist der kan æde en masse noder på kortest mulig tid, men som en teknisk begavelse i stand til få en uoverkommelig musik til at transcendere, til at overskride instrumentets fysiske begrænsninger.

Rachmaninovs etude forløb da som en serie ubændige kulminationer drevet af en djævelsk understrøm, så medrivende at man blev omsluttet og suget ned af højrehåndens oppiskede arabesker og den roligere synkoperede søgang i venstrehånden. Det var et manifest punktum på aftenens samlende tema, og tilmed knyttede etuden an til programmets sidste værk, Beethovens sidste klaversonate, som står i samme toneart, c-mol. Var det tilfældigt? Næppe.

Blæs til angreb

La Salle har længe været tiltrukket af kombinationen Bach-Liszt, en af hendes plader har disse to som hovedfigurer, og sådan var det også i første del af koncerten. Bach som sig selv hørte vi i Italiensk koncert, oprindeligt skrevet til et cembalo med to manualer for at kunne veksle mellem svage og kraftige nuancer.

Noget sådant lader sig jo gøre på et moderne flygels ene manual; i den bedøvende smukke andante bevægede mademoiselle la Salle sig suverænt mellem mezzoforte, piano og pianissimo i dynamikkens underetager, mens den melankolske og rigt udsmykkede mol-melodi gang på gang løftede sig under loftsbjælkerne i Gjethuset, engang hjemstedet for det kongelige støberi til fremstilling af klokker og kanoner.

Finalens blændende fingerleg blæste derefter til angreb, det tyske tungsind blev viftet af vejen af det italienske gemyts fartglæde og ubekymrethed, ja for så vidt var det italienerne, der opfandt begrebet virtuos og anvendte det først om særligt begavede digtere, malere, videnskabsfolk og musikere.

Bach svævede herefter over de andre komponister med Liszt som sværvægteren, sat sammen med kortere stykker af Albert Roussel og Francis Poulenc. Man forstod til fulde Liszts fascination af Bachs orgelverden, det enorme klangvolumen, den strenge opbygning i fugaerne, den improvisatoriske løssluppenhed i præludierne – for Lise de la Salle var i øjenhøjde med den ungarske mester i hans arrangement af Bachs præludium og fuga i a-mol. Det var langt fra en ædruelig barokopførelse, sådan tænkte Liszt heller ikke, Bachs musik skulle nemlig transporteres fra kirkerummet til koncertsalen for at berige og henrykke et nyt stort publikum.

Det andet Liszt-værk var helt hans eget, klavervirtuosens hyldest til orgelmesteren, en fantasi og fuga over et tema bestående af tonerne B-A-C-H, på samme tid en gigantisk improvisation og en stramt komponeret form. Lise de la Salle arbejdede klarhjernet og med ubegribeligt overskud for at undgå sammenbrud og kaos i arkitekturen og overbeviste os om stykkets spirituelle bærekraft.

Jeg kan ikke dy mig for at give læseren en forestilling om i hvilken retning, det lød ved at citere en (anonym) kollega, der oplevede Franz Liszt spille på Det Kongelige Teater i København 1841 og gengav oplevelsen i avisen Fædrelandet: »Hans Fingre er lutter Dampmaskiner og Jernbaner – et Herredømme over Formen, en Hurtighed og Energi i den materielle Udvikling, hvorom ingen tidligere Tid har drømt – et hundredarmet Uhyre, et heelt Orkester. Den, der forstaar Liszt, forstaar ogsaa, hvorfor og hvorledes de stormede Bastillen, han ahner Forjettelsen om Fremtidens Frelse.«

La Salles klaverkunst må dog siges at være mere destilleret, mere apollinsk end dionysisk, men hvilken besjælet ånd er hun ikke begavet med. Det var et uventet træk, at landsmændene Roussel og Poulenc blev trukket ind i kredsen, netop med to små værker der bygger på tonerne B-A-C-H. Roussels præludium og fuga fra 1934 var fræk, robust og kantet, med den fine effekt at fugaen gradvis mistede tempo og døde ud, mens Bach talte i munden på sig selv.

Poulenc tilegnede klavervirtuosen Vladimir Horowitz en henkastet valseimprovisation over samme tema, det var i 1962, men jeg tror ikke, russeren nogensinde spillede den. Den lød som Bach i varieté på Place Pigalle og var hurtigt overstået.

Himmelsk barkarole

Den anden del af koncerten skiftede spor. Hjemme kunne jeg først ikke forstå, hvorfor Faurés hos os sjældent hørte barkaroler skulle sættes ind før Beethovens ultimative klaversonate opus 111. Indtil det gik op for mig, at la Salle havde fokuseret på en fælles tredelt grundpuls: den dansende taktart i gondolierens sang (barkarolen) og det subtilt vuggende tema i sonatens variationssats.

Man kunne med lidt god vilje høre Beethovens store sang som en himmelsk barkarole, som efter den fjerde variation frigør sig fra Venedigs kanaler for at begive sig ud på det åbne hav. Men Fauré var nu alligevel en skuffelse for mig, ikke hans barkaroler nr. 4, 5 og 6, det er vidunderlig musik, men på grund af la Salles underspilning af de fine rytmiske lag. Disse stykker forekommer at være visioner, der inspirerede Debussy og Ravel til deres geniale vandmusik, så lad os håbe på, at flere pianister vil begrave sig i dem og tage dem på programmet. En ældre referenceindspilning med Germaine Thyssens-Valentin kan høres på Spotify.

Klarhed og fabelagtig formningssans var der imidlertid i Beethovens c-mol-sonate i to satser. Og med Lise de la Salles krystallinske virtuositet adskilte den sig fra gængse tolkninger med mere tyngde. Hendes tilgang var mere klassisk end romantisk, sådan at man hørte forbindelsen til Beethovens anden c-mol-sonate opus 13 med tilnavnet Pathétique.

Temaet er patos eller tragisk følelse, som opstår, når livets uundgåelige lidelse og fortvivlelse bliver afbalanceret af fornuften og moralens klarhed. Netop disse to modpoler lod den franske pianist os høre så klart som kildevand i c-mol-satsen og c-dur-satsen. Og ude i rum sø, i anden sats, blev variationsformen transformeret til en mægtig solokadence som i en klaverkoncert uden orkester – de uendelige triller i det højeste register lyste og tindrede, indtil fartøjet forsvandt i horisonten.

Bach, Roussel, Liszt, Poulenc, Fauré og Beethoven med pianisten Lise de la Salle.

Frederiksværk Musikfestival. Gjethuset 26. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu