Læsetid: 3 min.

’Mamma Mia 2’ dyrker sin egen kunstighed

Man skal kunne tolerere skingrende livsglæde og ABBA-hits spillet med kønsløs færgebandlyd, hvis man skal have glæde af ’Mamma Mia 2: Here We Go Again’
’Mamma Mia 2: Here we go again’ tager perfekt pis på mainstreamfilms tendens til at lade kvindealder være meget elastisk, når Cher spiller mor til den tre år yngre Meryl Streep.

’Mamma Mia 2: Here we go again’ tager perfekt pis på mainstreamfilms tendens til at lade kvindealder være meget elastisk, når Cher spiller mor til den tre år yngre Meryl Streep.

United International Pictures

19. juli 2018

De er ikke kede af det, holdet bag Mamma Mia 2: Here We Go Again, og det synes de vist heller ikke, at deres publikum skal være.

Der er smurt tykt på i den ellers handlingsmæssigt tynde opfølger til musicalfilmen Mamma Mia! fra 2008, som er den mest sete i Storbritannien nogensinde og i den grad en god forretning.

Ti år er gået, siden Sophie (Amanda Seyfried) giftede sig med Sky (Dominic Cooper) på sin mor Donnas (Meryl Streep) hotel i det græske øhav.

Nu er Donna død, og en fest, Sophie inviterer sin mors slyngveninder og sine tre fædre til, er en stor relancering af hendes hotel, som Sophie har istandsat.

En storm truer på utroværdig vis med at ødelægge festen, men fylder alligevel ret lidt i filmens samlede billede, der er præget af skingrende livsglæde, hule sorger og diskokoreografi.

For at vi ikke skal undvære Meryl Streep (der hele tiden ligner en, der er på nippet til at fnise), er filmen fuld af flashbacks til dengang, hun levede. Derudover er der et fortidsspor om, hvordan Donna (i den unge udgave spillet af Lily James) som nyuddannet og eventyrlysten mødte de tre mænd, Sophie nu regner for sine fædre, og faldt pladask for den græske ø, hotellet ligger på. 

Med korte mellemrum bryder filmens karakterer ud i sang, og selv om numrene oprindeligt er skønne, så lyder det som kønsløse versioner spillet af et færgeband, hvis eneste instruks er ikke at genere nogen.

Det skal være kunstigt

Det er meningen, at det skal være kunstigt.

Det gør filmen selv opmærksom på, når den fejrer sin egen kunstighed ved at lade det idylliske landskab, der indledningsvis toner frem på skærmen, stivne for så at vise sig at være et postkort.

Et andet landskab, kameraet lige hviler over, klatter pludselig til og bliver et oliemaleri, som der så zoomes ud fra i et fikst kunstighedsfejrende sceneskift.

Når Sophie og Sky via sang giver udtryk for deres frustration over den geografiske og forståelsesmæssige afstand mellem dem, zoomer kameraet ud og viser, at de står på hver sin side af den samme væg i det, der ligner en teaterscenografi. Den slags manøvrer er der mange af i Mamma Mia 2: Here We Go Again.

Den mest demonstrative kunstighed, jeg til dato har set i en film, indtræffer, da Sophies mormor ankommer til festen. Man vidste, det ville ske, fordi Sophie i filmens første scene rev invitationen til hende over og sagde, at »hun kommer alligevel aldrig«.

Igennem filmens fortidsspor er det blevet slået grundigt fast, at Donnas mor er af den fraværende, selvoptagede type, men op dukker hun altså – og så er det Cher!

Det, syntes jeg, var sjovt. Det er jo at tage perfekt pis på mainstreamfilms tendens til at lade kvindealder være meget elastisk, når Cher spiller mor til den tre år yngre Meryl Streep.

Cher har filmens glatteste ansigt og mest selvfølgeligt overlegne udstråling. Hun ankommer til hotellet, ser den hotelbestyrer, som hendes afdøde datters veninder har savlet over, og genkender ham som sin gamle flamme Fernando.

Fernando er belejligt nok navnet på en glimrende ABBA-sang, som Cher så synger med så meget autotune (også kendt som Cher-effekt), at man næsten ikke kan høre en organisk stemme bag. Her, hvor det helt kammer over, begyndte jeg at få respekt for Mamma Mia 2: Here We Go Again.

’Mamma Mia 2: Here We Go Again’. Manuskript og instruktion: Ol Parker. Amerikansk (Biografer landet over)

En bølge af genforenede bands og genoplivede tv-serier har ramt kulturlivet – senest med nyheden om ABBA’s tilbagevenden til scenen efter 35 år. Det er ikke bare harmløs nostalgi, mener to danske filosoffer. Det er et kulturelt krisetegn, som tyder på, at vi meget snart bliver nødt til at finde på nye ting at begejstres over
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu