Læsetid: 4 min.

’Misantropen’ på Grønnegårds Teatret er sand, følsom tragikomedie

Se en forelsket tåbe gå planken ud, se Nicolas Bro og Sonja Richter skinne i årets sommerforestilling på Grønnegårds Teatrets traditionsrige udendørsscene. Madeleine Røn Juuls rørende enkle ’Misantropen’ er komedie af høj karat med herligt overdrevent kostumerede og fagtende kroppe og svinere indpakket i rimede aleksandrinervers
Den overskønne unge enke Célimène bliver spillet med overskønne smilehuller af Sonja Richter. Som en sand selskabsløvinde, der legesygt brillerer i bagtalelse og letsindet flirt med hobefulde af bejlere, vækker hun Alcestes tilsyneladende moralske forargelse.

Den overskønne unge enke Célimène bliver spillet med overskønne smilehuller af Sonja Richter. Som en sand selskabsløvinde, der legesygt brillerer i bagtalelse og letsindet flirt med hobefulde af bejlere, vækker hun Alcestes tilsyneladende moralske forargelse.

Bjarne Stæhr

3. juli 2018

Om sommeren går man i Grønnegårds Teatret, man picniccer i Kunstindustrimuseets gamle have og ser en gammel komedieklassiker af Holberg eller Molière. Det tilsiger i hvert fald traditionen, hvis man tilhører nogenlunde den del af den kulturforbrugende klasse, der, nogenlunde, falder sammen med Irmas kernekundegruppe. Og i år er der god grund til at følge traditionen.

For årets stykke, Misantropen, føles som skrevet til haven. På premiereaftenen er scenen sat noget nær perfekt for Molières 1600-tals satire over menneskehaderen Alcestes moralske afsky ved selskabslivets sociale spil. Haven er sin egen lille spejling af det københavnske kulturlivs kosmos. Den er allerede sin egen lille scene, hvor det søde sommerselskabsliv med eget subtilt socialt hierarki og show udspiller sig.

På stolerækkernes venstre flanke spiser de dødelige medbragte madpakker ved bænkebordesæt, på den højre kan halvguder købe sig til kølig rosé og en plads i caféens skygge. Dér i det gule græs holder nogle teaterfolk hof, og dér poserer en politisk personage for en fotograf fra den kulørte presse. Fem minutter inden forestillingen begynder, flanerer overborgmesteren ned langs første række, hvor en rigtig royal har indtaget sin plads i al livbevogtet diskretion.

Instruktøren af dette års forestilling, Madeleine Røn Juul, lader med en godhjertet ironisk gestus sin Misantropen glide i gang på selve denne scene. Fra alle sider siver de barokt overpyntede skuespillere ud mellem publikumsrækkerne og overdænger os med stive smil og komplimenter – »Nej! Hvor ser du skøn ud! Og den dér! Hvad kalder du sådan én? En sandal!« – alt imens Alceste skumler i skyggerne.

Men den gode grund til at gå i Grønnegårds Teatret i år er ikke kun, at stykket holder et satirisk spejl op foran os eller nogen anden form for overfladisk omgangsform. Madeleine Røn Juuls Misantropen er komedie af høj karat med herligt overdrevent kostumerede og fagtende kroppe og svinere indpakket i rimede aleksandrinervers.

Det er i sig selv imponerende, at skuespillerne kan fremføre disse så flydende, og de er i sig selv ret så vidunderlige: »Nej, jeg kan ikke udstå den slimede metode/ der nu om stunder dyrkes som allerhøj’ste mode,/ jeg hader denne skik med kindkys, smil og kram/ den slikken op ad ryggen, jeg synes den er klam,« som en af Alcestes replikker lyder.

Patrick Baurichter i glat og guldkrummeluret sølvantræk er perfekt slikket og fornærmet som markisen Oronte, der har skrevet et dårligt digt, som Nicolas Bros Alceste nægter at rose.

Charlotte Fich, Jens Sætter-Lassen og Nicolai Jørgensen findyrker hver deres lattervækkende facet af den falske smiger og intriger, han foragter. Mens Mads Wille, elegant og veltimet, som vennen Philinte og Laura Bro som kusine til Alcestes udkårne Célemène vinder alles hjerter som de ærlige pragmatiske sidekicks til de uforsonlige hovedroller.

Men det skønne – og skarpe også – er altså især, at Molières portræt af menneskehaderen Alceste i Madeleine Røn Juuls fortolkning bliver en sand følsom tragikomedie. Det er en mere martret end spydig menneskehader, en meget menneskelig menneskehader, som har hovedrollen i hendes Misantropen.

Nicolas Bro puster og pruster al sin følte frustration ind i Molières aleksandrinere. Han er helt enkelt perfekt castet som stykkets sympatisk usympatiske helt. Striberne på hans jakke går på tværs, ligesom han selv gør. Hans hår er, i modsætning til alle andres, ærligt leverpostejmat og skægget fuldt. Hans Alceste er ikke så meget realisten, der ser gennem alle facader med sin fornuft, som han er en ægte, stormfuld romantiker, en hel Hamlet.

Problemet at elske

Alcestes problem er ikke, at han hader og derfor bliver hadet tilbage af mennesker, nærmere at han elsker og faktisk elskes tilbage af et. Nemlig den overskønne unge enke Célimène, spillet med overskønne smilehuller af Sonja Richter. Som en sand selskabsløvinde, der legesygt brillerer i bagtalelse og letsindet flirt med hobefulde af bejlere, vækker hun al hans tilsyneladende moralske forargelse. Men måske er hun faktisk mere ærlig end ham, og måske er han mest af alt jaloux. Og hun insisterer – uden at køn og social stand ligefrem er temaer, der mere end antydes – ulykkeligt på friheden til at shine med al sin rosenrøde charmes magt.

Det er ikke bare en forvikling, som stykket så underholder os med at vikle ud. Det er et ægte tragisk kærlighedsdrama om at gå planken ud som en forelsket tåbe, som en øm Alceste siger det, og alligevel gå fejl af hinanden. Når det bliver rigtig inderligt, letter (Grønnegårds Teatrets egen direktør) Steen Stig Lommer i rollen som forskellige tjenere og budbringere, der forstyrrer intime samtaler, stemningen med sit gummiansigt og sin gummistemme, og det er nok meget godt, det er i hvert fald sjovt på en meget ærlig måde.

Manfred Blaimauers rørende enkle trappescenografi bruger også de udendørs omgivelser. I én smuk scene står Célimène og lyser i den sidste sol, mens Alcestes ansigt formørkes i skyggen nogle trin længere ned. Så enkle er grebene i Madeleine Røn Juuls kærlige iscenesættelse af Molières klassiker, så meget bæres den af skuespillernes strålende klare karakterspil. Rørende, enkelt.

’Misantropen’. Grønnegårds Teatret. Tekst: Molière gendigtet af Jesper Kjær. Instruktion: Madeleine Røn Juul. Scenografi: Manfred Blaimauer. Til den 25. august 2018.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu