Læsetid: 4 min.

Molière blev til flamboyant friluftsteater i Odense

Plateaustøvler, dyreprint, netstrømper og fjer i massevis er ikke rekvisitter, der normalt forbindes med Molière. Men ikke desto mindre er det netop i Molières komedie, ’Scapins Rævestreger’ i Teater Slotsgården i Odense, at det hele lige nu på fornøjeligste vis kan opleves
Olivia Hetman har med sine festlige kostumer skabt en farvestrålende 80’er stemning, der komplimenterer Molières historie overraskende godt

Olivia Hetman har med sine festlige kostumer skabt en farvestrålende 80’er stemning, der komplimenterer Molières historie overraskende godt

Emilia Therese

24. juli 2018

Der er ikke meget Napoli i 1600-tallet over hverken scenografi eller kostumer i Teater Slotsgårdens fortolkning af Molières komedie Scapins Rævestreger.

I Johan Sarauws iscenesættelse er historien placeret i en kæmpestor hønsegård i den ene ende af den brostensbelagte slotsgård ved Kongens Have i Odense.

Omkranset af metalhegn på alle sider og hvide fjer i massevis, der hvirvler rundt i den blide sommervind, udfører skuespillere iført overdådige, farvestrålende kostumer en mærkværdig dans, som var de netop høns i en hønsegård. Stemningen er slået an, publikum finder deres pladser, komedien kan begynde. Og hvilken komedie!

Commedia dell’glamrock

Slægtsskabet med den italienske commedia dell’arte-tradition, som i høj grad prægede Molières dramatiske virke, fornægter sig ikke. I Scapins Rævestreger er der dobbelt op på unge elskende, herrer og tjenere i bedste traditionelle commedia dell’arte-stil.

Det er den velkendte forviklingskomedie kombineret med kærlighedshistorier. Morten Klodes flamboyante Ottavio og Kristian Rossens goth-inspirerede Leander er de to unge mænd, der har forelsket sig i hver deres unge kvinde.

Kvinder, som vel at mærke ikke ser ud til at kunne blive godkendt af mændenes fædre. De to søger hjælp hos tjeneren Scapin i Thomas Nielsens fiffige, bowlerhatklædte skikkelse. En række rævestreger iværksættes, og flere forviklinger gennemgås, før historien til sidst kan ende på bedste vis for de fleste.

Svulstige kostumer

Det lyder måske traditionelt, men bortset fra selve historien, som langt hen ad vejen er ren Molière, er der ikke meget genkendeligt over iscenesættelsen.

Hvor skuespillerne under commedia dell’arte bar halvmasker, er maskerne her malet på. Karikerede ansigtstræk som små, blodrøde læber, tykke, kulsorte øjenbryn og store påmalede øjenvipper understreger, at selv om Molière her har fået et – med teatrets egne ord – »moderne spark i røven«, er man sig stadig den historiske arv bevidst.

Det er en særdeles festlig og farverig forestilling. Kostumier Olivia Hetman har skabt de mest inspirerende og svulstige kostumer med metallisk skinnende plauteaustøvler, flæser en masse og mønstermiks ud over det sædvanlige, der giver hele forestillingen et solidt strejf af 1970’ernes glamrock mixet med 1980’ernes farveorgier.

Det lyder måske malplaceret, når det drejer sig om en forestilling fra 1671, men det fungerer overraskende godt.

Energisk sprudlende 

Johan Sarauw lader skuespillerne kagle som høns og hvisle som slanger. Replikkerne er én ting, kropssproget og mimikken en ganske anden, og sidstnævnte spiller så afgjort den væsentligste rolle her. Til tider er Molières historie sekundær. Det er skuespilpræstationerne, de morsomme dialekter og de energisk sprudlende udbrud, der skaber den store underholdningsværdi i Scapins Rævestreger.

Thomas Nielsens Scapin fremstår udspekuleret og indsmigrende med et tydeligt glimt i øjet – og med en sådan overbevisning, at det sjældent har kunnet mærkes så tydeligt helt op på de bagerste rækker. Selv da klappen går ned, og han glemmer sine replikker, formår han fortsat at tryllebinde publikum. Han bliver i rollen, mens han træder vande og improviserer. Faktisk bliver oplevelsen blot endnu mere levende. Nielsens Scapin er en vaskeægte storcharmør.

Også Rebecca Rønde Kiilerich imponerer med sin dobbelte præstation som både den slangeagtige, sleske tjener Sylvestro og den Barbie-lyserøde, flæseklædte Giacinta, som gifter sig med Ottavio mod hans fars vilje. Hendes skiften mellem den fjerslikkende, frastødende og heftigt læspende tjener, som bliver indrullet i Scapins planer, og den unge, naive pige er imponerende.

Falde på halen-humor

Det er morsomt. Ganske enkelt latterfremkaldende. Udløst af såvel store udbrud som de små, finurlige påfund.

Morten Klodes Ottavio er præget af en nærmest apatisk udtale, hvor han leverer sine replikker fuldstændig følelsesløst, som læste han varedeklarationen på en pakke kartoffelmel, mens Kristian Rossens sortklædte Leander, der er markant højere end alle andre på scenen, opfører sig som en stædig femårig, når han gentagne gange råber »dumme, dumme far«. De forskellige udtryk bliver samlet set en effektfuld og morsomt sprudlende forestilling.

En stor del af oplevelsen er ren falde på halen-humor. Men i en form, der netop rammer balancen, hvor det faktisk er sjovt hver gang.

Virkelig underholdende

Kurren af duer på Slotsgårdens tag, lyden af klokkerne, der slår halve og hele timeslag, mågeskrig og motorcykler, der gasser op på gaden udenfor. Det hele er med til at skabe forestillingens komplette lydbillede og bygge stemningen op.

1980’er-stemningen understreges af powerballader som Glenn Medeiros’ »Nothing’s Gonna Chance My Love for You«, der i flere omgange strømmer ud af højtalerne.

Scapins Rævestreger er den syvende friluftsklassiker på Teater Slotsgården siden starten af 2012. Klassikere under åben himmel er en populær genre. Shakespeare, Holberg og Molière går aldrig af mode og spiller derfor årligt på såvel Grønnegårds Teatret i København som i Den Gamle By i Aarhus.

I år er forestillingen fra Odense blevet til i et samarbejde med Aalborg Teater og KUNSTEN, hvorfor den også kan opleves en uge på KUNSTENs amfiscene i Aalborg.

Om effekten og stemningen kan flyttes ud af Slotsgården, vil tiden vise. I Odense går det sprudlende, levende og flamboyante op i en højere – og virkelig underholdende – enhed.

’Scapins Rævestreger’. Molière. Instruktion: Johan Sarauw. Scenografi: Johan Sarauw og Jacob Moth-Poulsen. Kostumer: Olivia Hetman. Med: Thomas Nielsen, Rebecca Rønde Kiilerich m.fl. Spiller på Teater Slotsgården i Odense til 18. august og KUNSTEN i Aalborg 25.-29. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Viggo Okholm

Hvad mener du Stefen?
Anmeldelsen synes da helt at have forstået konceptet her. Du skulle opleve det, men der er måske langt til Odense ?

Steffen Gliese

Jeg når det ikke i år, desværre, Viggo Okholm. Jeg har ellers haft stor fornøjelse af at se Slotsspillet flere gange.
Hvad jeg let sarkastisk kommenterer er, at forestillingen lyder til at følge gode, kendte veje for tidens klassikerbehandling - på en måde, som synes at overraske anmelderen, der synes nærmest at ventet den skinbarlige baroks tilbagevenden; hvad man så også kan sige, at den er, bare på en anden, ny måde.