Læsetid: 3 min.

Nick Cave snerrede sig træt gennem støjen på Orange Scene

Det var en hæs og farveløs Nick Cave, der fredag aften forsøgte at sparke publikum omkuld med sin sorgfulde, aggressive rock. Men hans grufulde fortællinger og rasende blues nåede kun ud til de forreste rækker af fremstrakte arme
Nick Cave på Orange Scene fredag.

Nick Cave på Orange Scene fredag.

Martin Fælt Gonzales

7. juli 2018

»Prøv at se skærmen,« siger en ung fyr bag mig til sin ven, da Nick Cave & The Bad Seeds går på. Han peger op på den ene af de to storskærme, der mandsopdækker Orange Scene. Den er helt sort, mens den 60-årige australier reciterer første vers af åbningsnummeret »Jesus Alone«. Men da Cave kommer til omkvædet, toner hans ansigt frem i sort/hvid. Huden er bleg, håret er sort. Han har sorte rande under de mørke øjne under de sorte bryn. Blikket er vildt og anstrengt. Han kalder raspende ud over de mange menneskehænder. Billedet går igen i sort, og Cave fortsætter med at kalde. Han kalder på en narkoman, på en gulklædt kvinde i en sværm af humlebier, på drenge, der er unge og indsmurt i blod: »With my voice, I am calling you.«

De to unge kvinder, der står ved siden af mig, er ikke indsmurt i blod, men støv. »Han er virkelig dramatisk, og så er han klædt ud som vampyr« siger den ene. Det må være første gang, de to oplever den garvede sanger med den dybe røst og de dystre sangtekster tæske rundt på en scene. For ellers ville de vide, at det ikke er en udklædning. Det er sådan, han ser ud: Ranglet, langbenet, i sort jakkesæt med vest og hvid skjorte med spidse flipper. Og selvom han er blevet 35 år ældre siden han, efter nogle vilde år i punkgruppen The Birthday Party, dannede det støjende, bluesrockede backingband The Bad Seeds, så er stilen den samme.

Som en laboratorierotte

Men stemmen er rustet. Man tror ham, da han på »Magneto« synger om at føle sig som en laboratorierotte, der forgæves forsøger at løbe fremad i sit hjul. Dvælende i et vemodigt toneleje og med en løftet pegefinger mod publikum hvisker han »One more time with feeling«. Linjen er også titlen på den dokumentarfilm, som blev optaget parallelt med indspilningen af bandets 16. og seneste album Skeleton Tree, der udkom i 2016. Filmen skildrer Caves kreative proces, der tragisk bliver afbrudt af den værst tænkelige begivenhed, da Arthur, den ene af hans to tvillingesønner, falder i døden fra en klippe. Sorgen lammer ham, men ikke mere end at han gennemfører indspilningerne og nu her fredag aften kan spæne sprællende frem og tilbage på Orange Scene.

Men det siger sig selv, at et sådant tab ændrer alt. Der er et før og et efter. Størstedelen af det til aftenen udvalgte sangmateriale er fra før tragedien – hvilket ikke betyder, at det er mindre alvorstungt, dødsfikseret eller dæmonisk kværnende. På »Do You Love Me?« sparker Cave omkvædet ud over kanten af scenen, som han ellers flittigt forlader for at kravle rundt langs hegnet og holde i hånd med de forreste i jernfolden. På »Tupelo« svinger Warren Ellis sin violin rundt i luften, og får den dermed til at hyle som en hyæne, og Thomas Wydler buldrer løs på trommerne. Men desværre formår de ikke at få deres faretruende energi til at forgrene sig ret mange rækker bagud.

Måske er det endnu ikke blevet mørkt nok. Måske er musikken for lav. Måske er manden på scenen bare brugt efter en lang turné.

En stækket ’Stagger Lee’

Kort før tiden rinder ud, er det som om Cave selv erkender, at hans energi er brugt op. »Stagger Lee« var det ultimative klimaks, da Nick Cave & The Bad Seeds sidste år gav koncert i København. Men på Roskilde bliver det modsatte tilfældet. Allerede i forspillet på den voldseskalerende fortælling om massedrab, går det skævt. Cave fumler med historien om en kynisk morder, der i de hårde krisetider i 1930’ernes depressive USA går grassat med sin Colt 45 på en bar. Cave kludrer lidt i teksten og undlader at forvrænge sin stemme, da han når til bartenderens og den flirtende Nellie Browns replikker. Det plejer han ellers.

Men plejer er død, og selv da Cave teatralsk lader sig dumpe ned på knæ til linjerne »You better get down on your knees / And suck my dick / Because if you don't, you're gonna be dead« og stønner ind i mikrofonen, så trænger han ikke rigtig igennem til publikum.

Som det sidste, inden han kortfattet ønsker godnat og forlader scenen, synger han den messende »Push The Sky Away«. Folk begynder at skubbe – ikke skyerne – men hinanden væk, så de kan komme hurtigt videre til næste koncert. Det bliver formentlig ikke Nick Caves, de vil huske som det første, når de vågner i morgen.

Nick Cave & The Bad Seeds. Orange Scene, fredag.

Serie

Roskilde Festival 2018

Gennem urinstøv og et uoverskueligt antal koncerter dækker Informations udsendte medarbejdere Roskilde Festival 2018. Der vil være kritisk og passioneret stillingtagen til stjernerne. Nysgerrige vildfarelser og undrende reportager fra kulturorgiet på Dyrskuepladsen.

Følg Informations dækning og koncertanmeldelser her. 

Seneste artikler

  • Hvad vi lærte og aflærte på Dyrskuepladsen i år

    9. juli 2018
    Det er sådan her med Roskilde Festivalen: Den er altid bedre IRL – in real life – end på papiret. Stemningen sætter sig som en polyfonisk venligsindet virus i kroppen. De bedste dele af publikum er ekstremt lydhøre, givende og rummelige. Men der er også et voldsomt albuerum omkring hiphopkoncerterne, som ikke har plads til alle og enhver. Kvinder for eksempel
  • Euforisk Gorillaz-koncert blev pludselig afbrudt, da rapper faldt ned fra scenen

    8. juli 2018
    Indierock og hiphop-hybriden Gorillaz lukkede Orange Scene med en oplagt Damon Albarn i front for tegneseriebandets trylleshow. Et stort kor og et væld af gæstestjerner sang publikum glade og op i gear. Men glæden sluttede brat få minutter inde i ekstranummeret, da den sidste gæsterapper drattede i scenegraven
  • David Byrne holder aldrig op med at udfordre koncertformens kunstighed – og det giver den vildeste mening

    7. juli 2018
    Alt hvad vi så var dansende atomer, da den tidligere frontfigur i Talking Heads, David Byrne, tog os med storm. Igen omtænkte han koncertformen, denne gang i et stramt tænkt, koreograferet, skuespillet og musikalsk forrygende show. Og alle overgav og hengav sig til dansen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu