Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det er på festivaler, man skal gøre sig fortjent til hyldest og vinde nye generationer. Og det gjorde Eminem

Tidens vinde er for længst blæst langt væk fra Eminem, og for nylig udgav han dét, man i fagfolks terminologi kalder for et lortealbum. Men på Roskilde Festival slog den hvide stjernerapper kontra. I stor, faktisk stadionstor stil
På Orange Scene onsdag viste rapperen Eminem, at far stadig kan spytte rim, som var det utyggede maskingeværkugler

På Orange Scene onsdag viste rapperen Eminem, at far stadig kan spytte rim, som var det utyggede maskingeværkugler

Kennet Islandi Havgaard

Kultur
6. juli 2018

Da koncerten med Eminem definitivt er slut. Da dagens mand i skysovs for længst er forsvundet. Da lysene er blevet tændt. Så står artilleriet bag Orange Scene stadig og prutter fyrværkeri 50 meter op i luften. Endda i eksorbitante mængder og i et helt minuts tid efter slutfløjt.

Hvad fyrværkeriet synes at forråde i minutterne efter koncerten, er den selvtillid og den arbejdsindsats og den omtanke, som den 45-årige, hvide stjernerappers første koncert nogensinde i Danmark nød.

Bevares, der var gøgl og showmanship, men der var også håndværk, mundkunst og musikbank svingende mellem det bundsolide og det brillante.

Der var ellers gode grunde til bange anelser inden showet. De kan opsummeres sådan her: 1) Tidens vinde er for længst blæst væk fra Eminem. 2) For nylig udgav han dét, man i fagfolks terminologi kalder for et lortealbum, hans niende album Revival.

Eminem i størrelse Godzilla

Men, se, nu går showet i gang, og det starter på storskærme, hvor vi ser Eminem i størrelse Godzilla trampe gennem en amerikansk storby, vel hjembyen Detroit. Skulder ved skulder med skyskrabere. Hiphoppens selvglorificering taget til Hollywoods højder.

Så går Eminem på scenen, og snart er vi i hans psykopatiske alter ego Slim Shadys greb. Han minder os om, at han kan slå os ihjel. Det mener han bogstaveligt inden for sangens verden, hvor Shady i de sene 90’ere var en tidlig repræsentant for de personlighedsspaltninger og mentale problemer, som rappen siden er blevet så rig på. Englen og djævlen eller den socialrealistiske og selvbekendende Marshall Bruce Mathers III over for den morderiske Slim Shady. Det er hiphoppens fiktion kørt ud i ekstremen, samtidig med at Slim Shadys ubændige vrede er blevet et alt for klart billede på den hvide, amerikanske underklasses politiske og kulturelle afmagtsfølelse.

Singalong for fulde lunger

På den måde er Eminem blevet indhentet af tiden, men samtidig er den også løbet fra ham, rent musikalsk. Tiden kalder ikke på komplekse rim i hårdtslående produktioner, den kalder på enkle, meme-venlige verselinjer, let afkodelige melodier, produktioner, der gør sig godt fra en iPhones højttaler. Det er, hvad det er.

Så her på den totalt overbefolkede Dyrskueplads er tiden skruet tilbage, især til de sene 90’ere og tidlige 00’ere, da Eminem var tidens mest populære rapper. Dengang Shady kørte sin datter hjem med sin myrdede hustru i bagagerummet »Oh, where’s Mama? She’s takin’ a little nap in the trunk«. Eller til noget senere, da han fortalte om sine problemer med sig selv: »Cause the very thing that I love’s killing me / And I can’t conquer it / My OCD is conkin’ me in the head.«

Vi får dem alle denne onsdag aften, klassikerne plus det løse. Eminem er backet af et orkester og en lydtekniker, der forstår at give hvert nummer sin egen instrumentale karakter. Livebandet erobrer og ødelægger ikke lydbilledet, og der er bevidsthed om, at trommesættets lyd ommixes nummer for nummer. Nogle gange er det boom bap i glamrockskala. Så dommedagstrommer og brutalguitar. Og så er der bare sygt labre Dr. Dre-beats/produktioner affyret af en dj. Alt imens sangeren/komponisten Skylar Grey synger de mange kvindestemmer – Rihannas, Beyoncés, Didos – som forlener mange af Eminems hits med R&B og pop og muliggør singalong for fulde lunger denne onsdag aften.

Vi ånder lettede op

Han er flankeret af medrapperen Mr. Porter fra Detroit-grupperingen D12, som Eminem også kommer fra. Deres fortrolighed kommer menneskehavet til gode, når de indgår i forrygende duetter/skudvekslinger, hvor Porter fungerer som den mere udflydende og ret så forvrængede modvægt til Eminems spidse nasale stemme og kirurgskarpe raps, der skærer gennem bas, musikhistorie og forbehold. Teknikken er intakt! Vi ånder lettede op.

Alt det kan man erfare, hvis ellers man lytter efter. Men overalt rapper og synger folk med. Jeg står på et tidspunkt ved siden af en ungersvend, der vel var fem, da Eminem udgav det, han lige nu rapper ordret med på – mens han lægger hånden på min skulder.

Og helt bagude, flere hundrede meter fra scenen, dér hvor det tynde øl traditionelt huserer, der rapper stort set alle med, på tværs af køn, alder, etnicitet og uddannelsesniveau. Selv en flaskesamler nikker med.

Utyggede maskingeværkugler

Eminem rager op i hiphop-landskabet, og det er tydeligt, at han er på turné for at minde om og polere sin position i historien. At vise, at far stadig kan spytte rim, som var det utyggede maskingeværkugler. Og også i gnistrende dobbelt tempo. Det er vildt at opleve live. Og koncerten er én stor massiv sletning af den tvivl og den skuffelse, Eminem har udsat os for i sit sene virke.

Man er på udebane på festivaler, ikke i fanskarens trygge favn, som når man f.eks. optræder i Parken. Det er på festivaler, man skal gøre sig fortjent til hyldest og vinde nye generationer og musikelskere i alle regnbuens farver. Og det gør Eminem & Co. med en fornemt doseret overload af effekter og showmanship og uforlignelig teknik.

Velkommen tilbage, Hr. Mathers.

Eminem – Orange Scene, onsdag.

Serie

Roskilde Festival 2018

Gennem urinstøv og et uoverskueligt antal koncerter dækker Informations udsendte medarbejdere Roskilde Festival 2018. Der vil være kritisk og passioneret stillingtagen til stjernerne. Nysgerrige vildfarelser og undrende reportager fra kulturorgiet på Dyrskuepladsen.

Følg Informations dækning og koncertanmeldelser her. 

Seneste artikler

  • Hvad vi lærte og aflærte på Dyrskuepladsen i år

    9. juli 2018
    Det er sådan her med Roskilde Festivalen: Den er altid bedre IRL – in real life – end på papiret. Stemningen sætter sig som en polyfonisk venligsindet virus i kroppen. De bedste dele af publikum er ekstremt lydhøre, givende og rummelige. Men der er også et voldsomt albuerum omkring hiphopkoncerterne, som ikke har plads til alle og enhver. Kvinder for eksempel
  • Euforisk Gorillaz-koncert blev pludselig afbrudt, da rapper faldt ned fra scenen

    8. juli 2018
    Indierock og hiphop-hybriden Gorillaz lukkede Orange Scene med en oplagt Damon Albarn i front for tegneseriebandets trylleshow. Et stort kor og et væld af gæstestjerner sang publikum glade og op i gear. Men glæden sluttede brat få minutter inde i ekstranummeret, da den sidste gæsterapper drattede i scenegraven
  • David Byrne holder aldrig op med at udfordre koncertformens kunstighed – og det giver den vildeste mening

    7. juli 2018
    Alt hvad vi så var dansende atomer, da den tidligere frontfigur i Talking Heads, David Byrne, tog os med storm. Igen omtænkte han koncertformen, denne gang i et stramt tænkt, koreograferet, skuespillet og musikalsk forrygende show. Og alle overgav og hengav sig til dansen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Og hvem er han så?

Bettina Jensen

Filmen om Eminem er faktisk ikke helt ringe.