Anmeldelse
Læsetid: 7 min.

Rock, verdensmusik og elektronisk – her er det, du skal høre på Roskilde Festival

Roskilde Festival er et krat, man godvilligt kaster sig ind i og forrevent taknemmelig kommer ud af igen. Og det er ikke kun takket være den store kollektive eufori, men også den dybt private overrumpling i mødet med noget uhørt. Vi bringer en guide til programmet
Dét at få fimrehårene i ørerne blæst ned af det uventede og ukendte er den største mulighed på Dyrskuepladsen.

Dét at få fimrehårene i ørerne blæst ned af det uventede og ukendte er den største mulighed på Dyrskuepladsen.

Ólafur Steinar Gestsson

Kultur
4. juli 2018

Roskilde Festival bliver tit og ofte kaldt en dannelsesrejse, og det kan den selvfølgelig være på mange måder. Det kan være i fællesskabet, lejrlivet, udmattelsen, beruselsen, stemningen, musikken. Men egentlig kan man vel også tale om en afvikling? Altså en afsked med det, man er. Og begyndelsen til noget nyt.

Dét at få fimrehårene i ørerne blæst ned af det uventede og ukendte er den største mulighed på Dyrskuepladsen. Ja, det er vigtigere end nogensinde før, nu hvor streamingtjenesternes magt er noget nær total, og deres algoritmer forsøger at regne ud, hvad folk gerne vil høre – åbenbart mere af det samme, mener de.

Dermed er de nysgerrige festivaler et vigtigt bolværk mod den verserende ensretning. Festivaler, der taler op til folk og tilbyder dem seriøse valgmuligheder og ikke bare en parade af simuleret diversitet hentet fra en begrænset buffet af turnerende navne.

Onsdag brager Roskilde Festivalen løs, og den er et krat, man godvilligt kaster sig ind i og forrevent taknemmelig kommer ud af igen. Og det er ikke kun takket være den store kollektive eufori, men også den dybt private overrumpling i mødet med noget uhørt – i selskab med nogle gange tusindvis, men også bare 100 nysgerrige sæt ører. Tillad mig at komme med forslag til sidstnævnte.

Den store vide, varme verden

Den verden vi ikke ser eller hører til daglig gæster Roskilde i rigt mål. Den uden for filterboblen. Klasser, racer, køn, seksualiteter og aldre støder sammen på Dyrskuepladsen, især når den danske middelklasse besøger de mindre scener. Og det er vigtigere end noget andet i disse højredrejede tider at møde erfaringer og udtryk fra de varme lande.

Hør de syv ugandiske perkussionister i Nihiloxica piske trommetraditionen fra regionen Buganda til hidsigt skum. Eller malawiske Madalitso Band, der olierer hofter og slår sig op på mellemfolkeligt samvirke af den hidsigt rytmiske variant.

Libanesiske Yasmine Hamdan leverer hypnotiserende moderne, arabisk pop og tunesiske Ammar 808 mixer rock og elektroniske beats, så beskidt og lumpent groovy – og uendelig langt fra så corny, som det lyder.

Prøv endelig også: Gamelan Salukat, Lekhfa, Bitori, BCUC, The Dwarfs of East Agouza.

Hiphoppen er en blæksprutte

Genren og kulturen, der som en blæksprutte spreder sig over vores hitlister og gennem ungdomskulturen, hedder fortsat hiphop. De marginaliseredes talerør, men også bare lyden af uregerlig ungdom fra for eksempel dansk middelklasse. En stærk oral tradition, men også et produktionsmæssigt slaraffenland. Og et globalt fænomen – nordamerikansk hiphop inspirerer verden over, og den suger nye tiltag til sig fra hele verden.

Franske MHD kunne være et højdepunkt. Men også fra Londons Stormzy (grime kaldes den britiske variant) og potpourriet af unge brushoveder, som er blevet døbt New Gen. Og så er der naturligvis store amerikanere som Danny Brown og Vince Staples, der på hver deres måde bryder nyt land.

Hør også: Partynextdoor, Black Star, Joey Bada$$, Steflon Don UK, Operap.

Pensionisten kaldet rock

Hvis du skulle være i tvivl, så findes rocken stadig. Den er bare enten blevet et geriatrisk stadionfænomen, eller den har trukket sig tilbage i subkulturerne for at føre et fortsat meningsfuldt liv.

Nogle gode eksempler: Japanske Boris & Merzbow, der bliver et delirium af støj og strengelyn. Canadiske Preoccupations, der sandsynligvis vil rejse et elektrisk guitarhegn – og så lyder forsangeren bizart nok som Lee Hazelwood. Franske Celeste lover godt med deres eksperimenterende vinkel på black metals brutalitet. Og de irsk-engelske støjrocklegender My Bloody Valentine skal opleves, ikke kun fordi deres støj er så kompleks, men også fordi deres sange er så vildt anderledes tænkt.

Hør også: Camp, Dark Tranquility, Chelsea Wolfe, Slaves, Oh Sees, Heilung.

Dansen, der nægter at stoppe

I år er det 30 år siden, at rave-kulturen blev formet i Europa. Dengang var det undergrund at danse til de stive elektroniske beats, i dag er det et massefænomen kaldet EDM. Og i mellemtiden er elektronisk musik – med teknologiens udvikling – eksploderet i tusind retninger.

På Roskilde kan man således både høre imødekommende house under franske The Blazes visuelt udbyggede show (se deres musikvideo »Territory«!), og man kan høre colombianske El Leopardo excentrisk blande deres lokaltradition med technoens internationalisme. Man kan høre danske DJ Hvad opføre en nedbrydning af konventioner, så det snurrer ud i det yderste af intellekt og sanseapparat, og man kan lade sig opløfte af engelske House Gospel Choir, der finder den soulfuldt healende forbindelse mellem house og gospel. Intet er moderne elektronisk musik fremmed.

Hør også: Equiknoxx, Sandunes, Super Parquet, Laurel Halo, Nathan Fake, Wilkinson, Maribou State, James Holden & The Animal Spirits, Ben Frost.

Andre nydelser

Folk-musikken rives fra hinanden på mange måder i disse år, men der er også fløjlsrevolutioner. I år kan man således drive afsted i noget så rigt forsiret som slovensk postfolk fra Širom. Eller døse hen til den argentinsk hypno-sødme fra den særegne singer-songwriter Juana Molina.

Men musik skal selvfølgelig ikke bare stryge os med hårene, den skal også rive os i det, så det sitrer i kraniekisten. Få gør dét så godt som norske Jenny Hval, der ubesværet blander avantgardisme og popsødme. Hun optræder i år sammen med Håvard Volden under navnet Lost Girls på den lille eksperimenterende scene Klub RÅ. Samme sted kan man finde danske Cæcilie Trier alias CTM, der altid stiller sig et nyt, uhørt sted i den store flod, som nogen har døbt musik.

Hør også: Sampha, Young Fathers, Richard Dawson Band, (Sandy) Alex G, Juliana Huxtable, Brynjolfur, Lotik & Roderick George, Paal Nilssen-Love, I’m With Her, Mavi Phoenix.

Og hvis du VIL have hovednavne ...

… så hør da for pokker Eminem, David Byrne, St. Vincent, Charlotte Gainsbourg, Khalid, Nick Cave & The Bad Seeds, Massive Attack og/eller Gorillaz. Men please forlad også de store scener til fordel for krattet. Hvem ved, måske finder du aldrig ud igen.

God festival!

Anmelderne anbefaler

Roskilde Festival har i år 175 kunstnere på programmet. Det kan være uoverskueligt, så her får du fem anbefalinger fra fire af Informations musikanmeldere. 

Louise Rosengreen anbefaler

St. Vincent

Hvis hun er bare halvt så stilsikker i sin guitarperformance som i 2015 på Roskilde, bliver hendes show et af festivalens visuelle og auditive højdepunkter.

tUnE-YaRdS

Bevæbnet med ukulele og loop-pedal er amerikanske Merrill Garbus garant for et gakket vokalfyrværkeri.

Širom

Den slovenske trios avantgardistiske folk er et vemodigt og instrumentalt sammensurium af trestrenget banjo, violin og diverse objekter.

Superorganism

Glad pop, der spiller på den globaliserede og digitale tidsalders tangenter– det er, hvad jeg forventer af Superorganism.

David Byrne

Den tidligere frontmand i Talking Heads er med sin intelligente, konceptuelle coolness et hit i sig selv.

Sophia Handler anbefaler

Ben Frost

Den australske producer er mester i støjende afledningsmanøvrer. Virker som et perfekt lydspor at følge efter dagens lange, semi-hallucinerede ørkenvandring på festivalpladsen.

John Maus

Med sin dybe stemme, et solidt bagkatalog af eksistentielt forvirrede kærlighedssange og en intens, fysisk optræden er han synth-poppens distræte filosof.

Smerz

To unge, norske techno-girls balancerer deres attitude på et solidt bræt af bløde, intime r&b-eksperimenter og en ufejlbarlig sans for at sætte gang i dansegulvet.

Juju & Jordash

Hollandsk-israelsk duo, der burde kunne levere en perfekt hedebølgekoncert fuld af spontanitet, organiske jazzharmonier og isafkølede beats.

Laurel Halo

Hendes hjerte befinder sig i technoens fødeby, Detroit, og hendes stemme ridser i det som en usleben diamant. Lyden af følsomhed og brutalitet.

Emil Eggert Scherrebeck anbefaler

St. Vincent

Et poppet guitargeni med sans for iscenesættelse. Hvis ikke himlen bliver lyserød under hendes koncert, så er der noget galt med verden.

Anderson .Paak & The Free Nationals

En af de særligste stemmer på r&b-scenen i disse år. Hans koncert med The Free Nationals er et must see.

Danny Brown

Ikke meget hiphop er så rigt i sine klange som Danny Browns, en af genrens store auteurs. Han kommer uden tvivl til at sprutte musikalsk akrylmaling ud fra scenen.

Smerz

Norsk techno-duo, der har taget verden med storm med deres dystre, nærmest okkulte kollagepop.

John Maus

Der hersker et evigt tusmørke i de skæve indiesange fra denne amerikanske sanger/synthesizer-guru. Maner han det frem på Roskilde, kan koncerten blive helt speciel.

Ralf Christensen anbefaler

Gamelan Salukat

Gamelan er noget af det mest fortryllende musik. Komplekse messingklokkeklingende strukturer, der får en til at dø af æstetisk nydelse. Her mixer de mange indonesiske musikere genren med moderne instrumenter.

Lekhfa

Egypten! Her repræsenteret med en ekspressiv og medrivende blanding af inspirationer fra elektroniske genrer fra Vesten, klassisk arabisk musik og egyptisk populærkultur.

Fever Ray

Et kinky og grotesk slag i ansigtet på normer og kønsstereotyper fra en af den moderne musiks vigtigste sangere – The Knifes Karin Dreijer alias Fever Ray.

MHD

Han kommer fra det 19. arrondissement i Paris, men den 23-årige rapper mixer afrikansk afrobeat og amerikansk trap i sin fyrige hiphop. Det bliver sjovt på en offensiv facon.

Camp

Et uortodokst angreb på rockens traditionelle 4/4-takt. En stram form for legesyge og en vej væk fra rockens plejehjem.

 

Serie

Roskilde Festival 2018

Gennem urinstøv og et uoverskueligt antal koncerter dækker Informations udsendte medarbejdere Roskilde Festival 2018. Der vil være kritisk og passioneret stillingtagen til stjernerne. Nysgerrige vildfarelser og undrende reportager fra kulturorgiet på Dyrskuepladsen.

Følg Informations dækning og koncertanmeldelser her. 

Seneste artikler

  • Hvad vi lærte og aflærte på Dyrskuepladsen i år

    9. juli 2018
    Det er sådan her med Roskilde Festivalen: Den er altid bedre IRL – in real life – end på papiret. Stemningen sætter sig som en polyfonisk venligsindet virus i kroppen. De bedste dele af publikum er ekstremt lydhøre, givende og rummelige. Men der er også et voldsomt albuerum omkring hiphopkoncerterne, som ikke har plads til alle og enhver. Kvinder for eksempel
  • Euforisk Gorillaz-koncert blev pludselig afbrudt, da rapper faldt ned fra scenen

    8. juli 2018
    Indierock og hiphop-hybriden Gorillaz lukkede Orange Scene med en oplagt Damon Albarn i front for tegneseriebandets trylleshow. Et stort kor og et væld af gæstestjerner sang publikum glade og op i gear. Men glæden sluttede brat få minutter inde i ekstranummeret, da den sidste gæsterapper drattede i scenegraven
  • David Byrne holder aldrig op med at udfordre koncertformens kunstighed – og det giver den vildeste mening

    7. juli 2018
    Alt hvad vi så var dansende atomer, da den tidligere frontfigur i Talking Heads, David Byrne, tog os med storm. Igen omtænkte han koncertformen, denne gang i et stramt tænkt, koreograferet, skuespillet og musikalsk forrygende show. Og alle overgav og hengav sig til dansen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her