Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

St. Vincent indgød respekt, mens Charlotte Gainsbourg krøb længere og længere ind i sig selv

Det kan være nådesløst at dele sine mest intime minder med et publikum, der har drukket siden morgenstunden og er kommet for at danse. Der var dobbelt op på energiske nordmænd og sky, kvindelige multitalenter på onsdagens Roskilde Festival, hvor St. Vincent, Charlotte Gainsbourg, Paal Nilssen-Love og Kakkmaddafakka spillede. Ikke alle matchede festivalfolkets utrættelige dansetrang lige godt
Dronningen af cool – St. Vincent – indgyder respekt i sin skrigrøde latexdragt.

Dronningen af cool – St. Vincent – indgyder respekt i sin skrigrøde latexdragt.

Peter Nygaard Christensen

Kultur
5. juli 2018

Det nærmer sig det ideele festivalvejr onsdag eftermiddag på årets Roskilde Festival. Solen har gjort sit for at opvarme forventningerne hos de mange festivalgængere. Men selv høj sol, blå himmel, kolde øl og afsvedet græs kan ikke kompensere for, at det at optræde på en musikfestival af Roskildes format kan være enten uforudsigeligt taknemmeligt eller det diamentralt modsatte, alt efter hvor, hvornår og efter hvem man spiller.

Da festivalpladsen åbner onsdag, er publikum lige så glade, som de er støvede, hvilket det norske indierockband Kakkmaddafakka ikke kunne have ønsket sig bedre. De er det rette band på det rette sted på den rette tid. For som de selv siger, er grunden til, at de spiller musik, netop at få en klump storsmilende fadølsbedubbede festivalaber til at hoppe og danse og skråle og te sig.

Kakkmaddafakkas hoppefest

Iført solbriller og farverige pandebånd farer de rundt, til de selv taber pusten. Forbillederne er svenske Bob Hund, der er legendariske for deres outrerede sceneoptræden, men til sammenligning mangler de norske drengerøve her en skarpere ironisk distance til deres groft sagt ukomplicerede livsproblematikker a la: Er den pige, jeg gerne vil score, nu også gammel nok? En overvejelse, der netop i en festivalsetting som denne virker mere aktuel end ellers.

De to brødre i front, Axel og Pål Vindenes, er måske ikke verdenshistoriens største sangtalenter. Men hvad de måtte mangle på vokalsiden, henter de ved vedholdende at piske til den allerede opgejlede stemning. De formår at varierere en uendelig mængde af udråb, som publikum hurtigt tager til sig. De kommer omkring både bab bab, la la la, vuh uh, yeaaaah, nah nah nah, æhhh og så selvfølgelig åhhhh, som gentages i refrænet på deres radiovenlige »All I Want to Hear (ÅÅÅ)«, hvor de synger: »All I wanna hear is Å, Å, Å, Å«.

Hoppefesten vil ingen ende tage. Det ene mere energiske guitarbårede poprocknummer afløser det andet. De gakkede nordmænd smider undertrøjerne og vender kasketten, mens teltet opløftet og storsmilende danner menneskekæder, og småflirtende ungdomme udveksler blikke og telefonnumre.

Kakkmaddafakka afrunder deres knap 1,5 times udknalede hoppefest med en übercorny karaokeversion af Chers 20 år gamle dancepophit »Believe«. Dette opsigtsvækkende stilskift får tilfældige forbipasserende til at stimle til, og dansen udvikler sig til desideret trampegalop, der får støvet til at hvirvle op til alle sider.

En gudinde og hendes guitar

Der er også rig mulighed for at få tilstøvet danseskoene på Arena, da den gudeskønne guitardronning St. Vincent fører en tændt forsamling gennem sit robottrippende minimalistiske artrockshow. Hendes attitude er introvert og indstuderet mekanisk. Intet er overladt til tilfældighederne. Hverken de skiftende farver på hendes elektriske guitarer eller den trinvise optrapning af intensitet i sangvalget.

Fra hendes mest personlige album til dato, Masseduction fra 2017, kommer tidligt popperler som »Sugarboy« og »Los Angeless«, mens hittet »Chearleader« omkring halvvejs får folk til at strække arme og ben i små, hakkende bevægelser.

Den 35-årige texaner med det borgerlige navn Anne Erin Clarke er dronningen af cool. Alt fra hendes støjende guitarsoloer, de høje hæle og den skrigrøde latexdragt, hun er iført, indgyder respekt. Da hun egentlig virker til at være ved vejs ende, bliver hun stående på scenen. Hun læner sig nonchalant op ad mikrofonstativet og tager en dyb indånding, inden hun trumfer hele det foregående rockdiskodrøn med den alt andet end glædelige fødselsdaghyme »Happy Birthday, Johnny«.

Heri mindes hun den misbrugsramte og hjemløse Johnny; en ven, der i affekt og bitterhed beskylder hende for at have tabt sig selv til succesen:

»You yelled through your teeth / Accused me of acting like all royalty / Always for show, no true charity / You saw me on magazines and TV / But if they only knew the real version of me.«

Vi kommer nok aldrig til at kende den rigtige version af St. Vincent. Det er hendes show alt for bevidst isenesat og koreograferet til. Men afslutningsnummeret bringer alligevel publikum nærmere den Annie, der gemmer sig bag den bevidst udtværede læbestift.

Growl og trommeskindstæsk

Den norske jazztrommeslager Paal Nilssen-Love spiller hele tre gange på årets festival. Første gang er i den mørke grotte af en scene, som festivalen kalder Gloria. Her har han inviteret tre japanske musikere og en enkelt brasiliansk guitarist til at udleve og udforske freejazzens ustyrlighed med alt det spektakel, det indebærer.

Det bliver et virtuost virvar allerede fra første tone. Bandet er kun lige blevet introduceret, da alle fem sætter i på samme tid. Saxofonen skriger sig gennem de hektiske trommer, mens publikum både strømmer til og forsvinder ud igen, i hvad der må kategoriseres som sneglefart, hvis man skal sammenligne med hastigheden på Paal Nilssen-Loves trommestikker. I turbo pisker han dem fra bækken til lilletromme og tilbage igen.

Forrest på scenen står Akira Sakata med sin saxofon. Han vrider tonerne frem, som var han midt under en fødsel, netop som presseveerne sætter ind. Trommerne er tyfoniske. Stortrommen buldrer. Kiko Dinuccis elektriske guitar tager over for saxofonisten, skramler og støjer sig op imod trommerne for derefter at neddysse dem. Sakata skifter til en klarinet, hvis fine, lette triller skærer sig på Toshiji Mikawas knirkende og knitrende lydeffekter.

Henimod slutningen lægger den skallede, skjorteklædte japaner sine blæseinstrumenter fra sig og begynder i stedet at growle som besat ind i mikrofonen. Han nærmest brækker sine japanske fraser op fra et sted dybt inde i sin lille krop, mens Nilssen-Love finder en håndtromme frem til et par bistående sambarytmer.

Paal-Nilssens imponerende akrobatiske rytmeudladning tegner godt for torsdag aften, hvor han inviterer til brasiliansk funk, og lørdag, når han optræder på Avalon med sit big band Large Unit Brazil Edition.

Uforløst fransk charme

Kontrasten fra det viltre trommeinferno til den karismatiske, franske skuespiller og sangerinde Charlotte Gainsbourg er næsten ikke til at begribe. Hendes charmerende elektropop er alt andet end kryptisk og kaotisk.

Under Lars von Triers instruktion har hun på filmlærredet personificeret både kvindelig ondskab og seksualdriften. Det sidste overfører hun til sin sarte vokal, der charmer med fransk accent. Men ved midnatstid på Avalonscenen virker hun både genert og ukomfortabel, hvilket også kan skyldes, at hendes stemme drukner i et mudret lydbillede. Med ansigtet vendt væk fra publikum formår hun ikke at føre den dansefest, som Kakkmaddafakka startede tidligere på dagen på samme scene, videre. Hvor gerne hun end vil.

Charlotte Gainsbourg virker både genert og ukomfortabel på Avalonscenen ved midnatstid.

Charlotte Gainsbourg virker både genert og ukomfortabel på Avalonscenen ved midnatstid.

Peter Nygaard Christensen

Men hendes musikalske udgangpunkt er også markant anderledes. På sit aktuelle album Rest er hun hudløs og selvudleverende. Eksempelvis har hun skrevet sangen »Kate« til sin søster, der begik selvmord.

Men selv om Gainsbourg fåmælt dedikerer sangen til den savnede søster fra scenen, synes publikum ikke helt parat til at dvæle ved det åbne sår og åbne deres ører for de sværere følelser. De begynder at småsludre, og som koncerten skrider frem, trækker Gainsbourg sig længere og længere væk fra scenekanten og ind i sig selv.

Musik kan være forløsende og helende, men det kan samtidig være nådesløst at dele sine mest intime minder med et publikum, der har drukket siden morgenstunden og er kommet for at danse. Det må den introverte franskkvinde erfare. Da hun diffust fortolker Kanye Wests megahit »Runaway«, liver publikum lidt op og synger med. Men hvad der kunne have været et intimt stimulerende forspil til resten af natten i de små telte, bliver i stedet et uforløst antiklimaks.

Ja, festivaler kan være utaknemmelige, hvis man ikke som Kakkmaddafakka appellerer til publikums instinktive sommerglæde, hvis man ikke som St. Vincent kan udvide betydningen af elektrisk guitarspil, eller hvis man ikke som Paal Nilsson-Love har den tekniske snilde til at hamre frihedens larm ud gennem sit trommesæt.

Kakkmaddafakka, St. Vincent, Paal Nilsson-Love’s Japan Free Jazz And Noise, Charlotte Gainsburg. Roskilde Festival 2018.

Serie

Roskilde Festival 2018

Gennem urinstøv og et uoverskueligt antal koncerter dækker Informations udsendte medarbejdere Roskilde Festival 2018. Der vil være kritisk og passioneret stillingtagen til stjernerne. Nysgerrige vildfarelser og undrende reportager fra kulturorgiet på Dyrskuepladsen.

Følg Informations dækning og koncertanmeldelser her. 

Seneste artikler

  • Hvad vi lærte og aflærte på Dyrskuepladsen i år

    9. juli 2018
    Det er sådan her med Roskilde Festivalen: Den er altid bedre IRL – in real life – end på papiret. Stemningen sætter sig som en polyfonisk venligsindet virus i kroppen. De bedste dele af publikum er ekstremt lydhøre, givende og rummelige. Men der er også et voldsomt albuerum omkring hiphopkoncerterne, som ikke har plads til alle og enhver. Kvinder for eksempel
  • Euforisk Gorillaz-koncert blev pludselig afbrudt, da rapper faldt ned fra scenen

    8. juli 2018
    Indierock og hiphop-hybriden Gorillaz lukkede Orange Scene med en oplagt Damon Albarn i front for tegneseriebandets trylleshow. Et stort kor og et væld af gæstestjerner sang publikum glade og op i gear. Men glæden sluttede brat få minutter inde i ekstranummeret, da den sidste gæsterapper drattede i scenegraven
  • David Byrne holder aldrig op med at udfordre koncertformens kunstighed – og det giver den vildeste mening

    7. juli 2018
    Alt hvad vi så var dansende atomer, da den tidligere frontfigur i Talking Heads, David Byrne, tog os med storm. Igen omtænkte han koncertformen, denne gang i et stramt tænkt, koreograferet, skuespillet og musikalsk forrygende show. Og alle overgav og hengav sig til dansen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her