Læsetid: 5 min.

Uberegnelig drageflugt og slørede erindringer i Tivoli

Den Danske Klavertrio med pianisten Katrine Gislinge havde hænderne fulde i Beethoven og Brahms’ krævende mesterværker. Men det var i Bent Sørensens skrøbelige afskedsmusik, at sammenspillet for alvor løftede sig midtvejs i en anderledes Tivoli-koncert
Pianist Katrine Gislinge. Arkivfoto.

Pianist Katrine Gislinge. Arkivfoto.

Ivan Boll

25. juli 2018

Tivoli satte Katrine Gislinge i centrum i sidste uge, og det var på flere måder et glimrende initiativ, for i løbet af tre koncerter blev man ført rundt omkring den fine pianist og hendes kunstneriske ambitioner. Med en solorecital (solistkoncert, red.), en aften med Den Danske Klavertrio og til sidst en hybridkoncert, der inddrog cellisten Andreas Brantelid, sangeren Cæcilie Norby og jazzbassisten Lars Danielsson.

Rundt omkring skal også forstås i fysisk forstand. Publikum sad nemlig på scenen og omgav musikerne, mens selve salen var afskærmet af en kæmpemæssig projektion af malerier af Anette Harboe Flensburg, et nyt for hver koncert. Det var en snedig disposition, for dermed undgik man den trælse oplevelse af et par hundrede tilhørere spredt ud på rækkerne i en af landets største koncertsale – det kan nemlig være svært at trække folk til kammermusik i netop juli måned.

Først i 1990’erne spillede den eminente Emerson Kvartet alle Beethovens 16 strygekvartetter hen over fem juliaftener i Tivoli for en ganske eksklusiv tilhørerskare.

Her skal det handle om Gislinges koncert med klavertrioen, som hun er medlem af. Dannet i 2015 under betydelig mediebevågenhed, fordi den debuterede i Carnegie Hall i New York, hvor den fik pæne ord med på vejen fra The New York Times’ anmelder. De to andre medlemmer er violinisten Lars Bjørnkjær, der har taget en del af sin uddannelse på Juilliard School of Music i byen og i dag er en højt respekteret koncertmester i Det Kongelige Kapel, og Toke Møldrup, der sidder på en tilsvarende stol i Copenhagen Phil, og som solist og kammermusiker hører til eliten blandt danske cellister.

Beethovens genfærdsmusik

De havde to af repertoirets sværvægtere på programmet, Beethovens Geister-trio i D-dur og Brahms’ trio i C-dur, og for begge værkers vedkommende var det opførelser, som godt nok havde engagement og udtryksvilje, men som alligevel efterlod en del savn.

Måske havde musikerne svært ved at skyde sig ind på den anderledes intime akustik, når man spiller væk fra salen og ind på scenen, for balancen var (fra min position) ikke i orden. Violinen stod for svagt, celloen for kraftigt, mens klaveret lød forbilledligt klart og slet ikke så dominerende, som et Steinway ofte bliver i den konstellation.

Samtidig var det mærkbart, at den musikalske artikulation, måske mere vigtig hos Beethoven end hos Brahms, ofte forekom utydelig eller ikke helt koordineret. De første unisone takter af Geister-trioen har Beethoven sikkert tænkt som en lille chokbølge, men den abrupt stigende D-dur-skala forsvandt i et bulder, hvorfor den egentlige chokeffekt, det lange F et par takter senere, blev noget afmonteret.

Jeg savnede også mere sugende dynamiske kontraster i denne førstesats, nu når man sad så tæt på instrumenterne, især at et pianissimo virkelig kunne komme ned under gulvbrædderne – men det skulle vise sig, at det kunne det godt i aftenens tredje værk.

Møldrups format

»Karakteren af denne meget langsomme largo er spøgelsesagtigt gyselig, som en fremtoning fra underverdenen,« skrev Beethovens elev Carl Czerny om trioens andensats, derfor tilnavnet spøgelsestrioen. Og måske har denne musik først været tiltænkt de tre hekse i et skrinlagt operaprojekt baseret på Shakespeares Macbeth.

Under alle omstændigheder er denne næsten stillestående largo med sin suspense og maniske tremolo (hurtig gentagelse af samme tone eller toneinterval, red.) et af Beethovens mest hårrejsende tonebilleder. Det var afgjort Toke Møldrup, der førte an i dette spøgelsesoptog, urokkeligt absorberet i det statuariske linjespil med sin strygerpartner.

Møldrups format satte sig også igennem i den muskuløse Brahms-trio, der kom vingefang og pondus i hele triospillet, men de mest vellykkede momenter indfandt sig i den vidunderlige andante i a-mol, en slags bridge over troubled water med et folkeviseagtigt tema og fem variationer. Her balancerede instrumenterne fint med hinanden, den melodiske strøm gik organisk gennem ensemblet, det var en gedigen varm Brahms-lyd og inciterende også at høre Gislinge slå løvepoter i tangenterne i den tredje variations pludselige opbrud.

Afsked på afsked

Komponisten Bent Sørensen er Katrine Gislinges ægtemand, han fyldte 60 år samme dag, som koncerten fandt sted, og det var ganske naturligt, at hans musik skulle sættes ind mellem de andre store B’er. Med et værk han skrev til trioen i 2015 – Abgesänge. Det giver mig anledning til at skrive nogle ord om komponisten, som også med de senere års internationale prisregn fremhæves som en af vor tids mest bemærkelsesværdige.

Der er som bekendt en vedvarende tilstedeværelse af musikalske fænomener i nutidens private og offentlige rum, ofte så bombarderende, at man kan blive døv eller uimodtagelig for den musik, der adskiller sig dybtgående og mere stilfærdigt fra mængden. Bent Sørensens stemme er en sådan. Han agiterer ikke for sin musik i musikken, den kan derfor risikere at blive væk for verden, men når det kommer til stykket, når tid og lejlighed gives, så tvinger han lytteren til at lytte efter.

Og på forunderlig vis hører man musik, som minder om noget, man aldrig har hørt før, som en norsk komponist har udtrykt det. Sørensen berører nemlig enhvers uudsigelige erfaringer med det at være menneske i sit eget selskab. Hos ham bliver man mere eller mindre frivilligt overgivet til sine egne og andres erindringer, drømme, længsler, sorger, glæder og håb, med andre ord: Det stof, som den store musik i grunden er skabt af.

Sørensens uomtvisteligt originale mesterskab består i, at han formår at skabe disse mangfoldige sjælelige hørebilleder ud fra subtilt udtænkte klangregier og uventede hændelsesforløb. Abgesänge for klavertrio i fire satser er et sådant værk.

Abgesang

Det tyske ord Abgesang kan betyde vemodig afsked, men det er også et begreb i middelaldermusikken, hvor det indgår som en kulmination på to forudgående afsnit i en såkaldt minnelied (en enkelt sang inden for den tyske sangtradition minnesang, red.), anvendt i stor stil af Richard Wagner i Mestersangerne i Nürnberg.

Om denne dobbeltbetydning har været i Bent Sørensens tanker, aner jeg ikke, men i så fald var der så tale om fire kulminationer på en musik, som man blot skulle forestille sig. For mit vedkommende var disse Abgesänge ubetinget aftenens største oplevelse. I denne æteriske tonekunst, disse uberegnelige drageflugter, nærheder og fjernheder, slørede erindringer, i denne musik fandt de tre musikere sammen i et unikt og spirituelt sammenspil.

Særligt bevægende var den tredje sats, hvor de nynnede trestemmigt, mens de spillede nogle melodiske fragmenter. Det var som at støde på en for længst glemt kantate, der nu gav sig til kende gennem den tabte tid.

Afskedsmusik kan ramme os alle meget dybt, fra Bach til Schubert til Mahler til Berg, men den levende Bent Sørensens bærer en helt særegen udtrykskraft i al sin skrøbelighed.

Beethoven, Brahms og Bent Sørensen med Den Danske Klavertrio (Katrine Gislinge klaver, Lars Bjørnkjær violin, Toke Møldrup cello). Tivolis Koncertsal 18. juli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Günther
Henrik Günther anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu