Læsetid: 3 min.

Xavier Giannolis ’Åbenbaringen’ er et stemningsfuldt og fascinerende drama

Xavier Giannolis stemningsfulde drama ’Åbenbaringen’ fører os på fascinerende vis ind i en kanonisk undersøgelse i en lille fransk landsby, indtil svarene trænger sig på
I filmen forsøger den unge kvinde Anna (Galatéa Bellugi) at overbevise omverdenen om, at jomfru Maria har åbenbaret sig for hende.

I filmen forsøger den unge kvinde Anna (Galatéa Bellugi) at overbevise omverdenen om, at jomfru Maria har åbenbaret sig for hende.

CAP/MFS

26. juli 2018

Jagten på svar er altid en god motor for et drama. Den menneskelige nysgerrighed driver mange værker, og jo større mysterier, man præsenteres for, desto større bliver vores hungren efter tilfredsstillende forklaringer.

Det kan være en udfordring, når man som filmskaber bevæger sig ind på et fortællemæssigt territorium karakteriseret af spørgsmål om det umiddelbart uforklarlige, tvivl og tro. I hvert fald hvis man vil arbejde med det i en realistisk ramme, som det er tilfældet i Xavier Giannolis stemningsfulde drama Åbenbaringen om en kanonisk undersøgelse af den unge kvinde Anna (Galatéa Bellugi), der forsøger at overbevise omverdenen om, at jomfru Maria har åbenbaret sig for hende.

Rutinemæssig satansnak

Der er rigtigt meget godt i Giannolis engagerende skildring af de processer, som sættes i gang, når kirken bliver nødt til at forholde sig til tilsyneladende mirakuløse helbredelser eller åbenbaringer.

Vi følger dem sammen med krigsreporteren Jacques (Vincent Lindon fra Markedets lov), som efter traumatiserende oplevelser i Mellemøstens krigszoner til sin store overraskelse bliver kontaktet af en kardinal fra Vatikanet.

Det viser sig, at der er brug for et kritisk, undersøgende journalistblik som en del af den komité, der skal undersøge den unge piges åbenbaring.

Efter indledende research i Vatikanets arkiver begiver Jacques sig derfor til den sydfranske landsby, som allerede er blevet et valfartssted. Sammen med bl.a. en teolog, en psykiater og en præst skal han blive klogere på sagen, og det er en fornøjelse at høre de andre eksperter tale om eksorcisme eller satans værk som endnu en kedelig dag på kontoret.

Fine miljøer og møder

Giannoli og fotografen Eric Gautier får meget ud af miljøerne, fra de små celler i Annas kloster og nonnernes fjeromsuste dyneproduktion til de smukke bjerglandskaber og forsamlingssalene, der akut er blevet indrettet til at kunne rumme de tilrejsende pilgrimmes hyldest af Anna og det nyproducerede merchandise.

Alt ledsages poetisk af Arvo Pärts smukke musik, som Giannoli ifølge eget udsagn også lyttede til, mens han skrev filmen.

Men filmen lever og ånder for alvor gennem mødet mellem Vincent Lindons Jacques og det nye navn Galatéa Bellugis Anna. Begge har en engagerende tilbageholdt skrøbelighed og smerte i deres spil, og de får en interessant relation ud af det umage møde.

Jacques søger svar i Annas ansigt, og det samme gør vi, mens dramaet langsomt folder omstændighederne omkring hendes liv og opvækst ud og lader os møde den beskyttende lokale præst Borrodine (Patrick d’Assumçao) og hans kompagnon Anton (Anatole Taubman) med sans for de merkantile muligheder i mirakler.

Mod gyngende grund

Der er mange fine scener mellem veteranen Lindon og den unge Bellugi med det helgenagtige ansigt og de uudgrundelige øjne. Desværre kommer der samtidig stadig mere støj fra underlige manuskriptgreb som et ikon med forbindelse til Jacques’ tid i krigszonerne.

Var det en åbenbaring? Hvad skal vi tro? Hvordan passer Annas barndomsveninde Mériem (Alicia Hava) ind i sagen? Og hvad har Jesu blodtype pludselig med det hele at gøre?

Spørgsmålene trænger sig stadig mere på, og skønt Åbenbaringen har over to timer til at samle trådene, ender den på gyngende grund med Lindons forklarende fortællestemme. Indtil da har filmen med en klædelig tilbageholdenhed ellers undgået det bastante, så vi fik befriende plads til at være kanoniske meddetektiver.

Men det er svært at levere tilfredsstillende slutninger og svar, når rammen og rejsen er, som den er her.

’Åbenbaringen’/’L’Apparition’. Instruktion: Xavier Giannoli. Manuskript: Xavier Giannoli med Jacques Fieschi og Marcia Romano. Frankrig

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu